Vores madvaner og dagligdagsretter har ændret sig en del siden vi fik børn. Tidligere fik vi næsten dagligt en eller anden lækker salat med fisk eller kylling til. Salat er bare ikke rigtig børnemad. De bliver ikke mætte af det og de gider ikke tygge det. Jo, de elsker begge tomater, oliven, feta, majs og den slags. Men ikke blandet sammen i en salat, så spiser de det ikke. Så vi bliver udfordret af to små krudtugler som også skal kunne lide maden, være sunde og få masser af energi til masser af leg, ballade og til at vokse.
Jeg har lavet en børnefamilievenlig kategori under mine samlede opskrifter hvor jeg løbende sætter de (godkendte) børnevenlige retter ind, der er ikke så mange endnu, mest fordi jeg ikke har haft tid til at sætte dem ind og opdatere. Så vi spiser altså ikke kun de nuværende fem retter. Opskrifterne er mest til os selv herhjemme, så vi hurtigt kan blive inspireret af favoritterne. Men har du lyst, så er du meget velkommen til at tage et kig.
En af de store hits hos os alle fire er æggekage.
Det er super nemt at lave også på hverdage og ofte har vi alle basisvarerne i køleskabet, så det er også en ret vi ofte tyer til når vi har glemt eller haft for travlt til at handle.
Opskrift på vores æggekage til fire personer:
- 5-7 æg, lidt afhængig af størrelsen
- 1/2 dl vand
- 4-6 små eller mellemstore kartofler skrællet, skåret i tern og forkogt i 20 minutter
- 3-4 tomater
- purløg
- God bacon
- Groft salt og en smule peber
- rugbrød
- Evt lidt broccoli eller andet groft kan også fyldes i.
Æggene piskes sammen, kartoflerne og evt broccoli vendes i og det hele kommer jeg på en smurt pande, som tåler at komme i ovnen senere. Pynter med tomater i skiver og steger ved mellem varme i 10 minutter, derefter i en 200 grader varm ovn i 10-15 minutter eller til æggemassen er fast.

Jeg kommer ikke salt i, for børnene har ikke godt af for saltet mad og bacon er også ret salt. Så jeg drysser hellere lidt groft salt på den færdige æggekage. Jeg bruger Maldon salt, det er min favorit og jeg er vild med de saltede flager som smager skønt. Jeg har prøvet mange forskellige, og synes der er kæmpe stor forskel på salt og saltsmag, Maldon er den der bedst passer i mine smagsløg. Har du en favorit salt? For så skulle jeg måske prøve den også.
Pynter med sprød bacon og masser af purløg og så spiser vi groft rugbrød til.

















Sikke nogle fantastisk dejlige billeder. Jeg får lyst til æggekage nu. Og den slags kan man vel altid spise om morgenen. Desværre er der en vis herre her i huset, som nægter at spise æg.
Foodfanatic, man kan altid spise æggekage :-)
Du må have en minipande til at lave små æggekager på, når han nu ikke er til æg
Æggekage, er bare enormt lækkert. Det er sjælden jeg laver det, men de gange jeg gør, tænker jeg altid at jeg burde lave det noget mere. Det kan jo varieres på tusindvis af måde. Mums.
Skønne billeder!
Snakker vi børnevenlig mad, så er vores favorit salat: kikærter (på glas, lige færdige til at bruge, vil tro man kan få dem i Danmark også) blandet med tun, tomater, grøn peber og evt. løg el. hvidløg.
Ellers er spansk tortilla (med kartofler i) et hit her ved os.
Fin blog ;-)
Det er altid dejlig med en god æggekage, jeg er også ret glad for den variant som i laver der, hvor der er kartlofler, det får den netop til at minde lidt mere om tortillas.
Men jeg kan nu også anbefale den klassiske uden kartofler, mælk ( eller endda fløde ) i stedet for mælk og så lige 1/2 tsk bagepulver, så den vokser sig rigtig lækkert luftig i ovnen.
Lækkert. Klassisk og så lige et stykke godt rugbrød med kerner til.
Uhmmm!
Netop med hensyn til salt har mine børn vænnet sig til mit. Når brændenælderne er fine og frisk plukker jeg rigtig mange,tørre dem og smulder dem i en grov salt. Ja i år er der også kommet tørret timian og salvier, rosmarie i. Så min salt er ikke fin hvid, men bilder mig ind den er lidt sunder og smager bedre.
Therese, ja det er altid et hit – nærmest uanset hvordan man variere det :-) Og tak
Lene, Det lyder lækkert, kikærter kan de jo også godt lide, så den salat må jeg prøve. Tak
Brødet, god ide med en smule bagepulver, det havde jeg ikke selv tænkt. Tak for tippet og din kommentar
Sifka :-) Jeps
Jonna, Jeg er sikker på at din salt er sundere, den lyder ihvertfald ualmindelig lækker. Tak for tippet
Uhm – tak for aftensmadsinspirationen, Ann-Christine … endnu en gang :-)
Jeg er så småt begyndt at kigge med her på din side, og glæder mig til at kigge RIGTIGT med og blive inspireret af din mad. Jeg er mor til 3 krudtugler, dog ikke samme alder ;o), de er hhv.4, 2 og 11 uger, så vi mangler også ofte inspiration til maden.
Etcetera, fornøjelsen er helt på min side :-)
Rafle, velkommen her, jeg er glad for at du lægger en kommentar, det er altid rart at vide hvem der læser med. Og jeg er da glad hvis jeg kan inspirere lidt. Det er jo bare lidt anderledes mad man laver til de små krudtugler ;-) i forhold til dengang hvor man var to voksne
Din æggekage ser lækker ud! Og god idé med kartofler i, det vil jeg prøve. Af én eller anden grund så er æggekage en sommerret her hos..
Måske fordi purløgen er bedst lige fra haven, men det skal nu ikke komme an på det..
Og så er det vist også en god, nem og sund ret med rugbrød til.