Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/aeg-bagt-laks-asparges/

Æg bagt med laks og asparges

Æg med laks bagt en cocotte er en af mine brunchfavoritter og jeg har allerede et par stykker af slagsen her på bloggen i opskriftsarkivet – I kan blandt andet finde dem under brunch opskrifter.

Men sådan en let og lækker anretning duer nu altså også ualmindelig godt som en nem og hurtig aftensmad – og det var lige hvad vi benyttede os af i går.
Serveret med salat, grøntsager skåret ud i mundrette hapsere, et godt brød og en omgang æg med laks og asparges.

Sommermad på en sommerregnvejrsdag!

PT20M

Æg med laks og asparges en cocotte

4 pers.     20 min.
4 pers.
Ingredienser
  • smør eller olie til at smøre formen med
  • 1 pakke røget laks
  • 6-8 æg (afhængigt af hvor mange blommer der skal i hver)
  • 1 dl cremefraiche 18%
  • 8 asparges
  • 1 tsk dijonsennep
  • salt og peber
  • frisk timian
  • Serveres med godt brød til
Udskriv opskrift
20 min.
Fremgangsmåde

Smør 4 cocotter med smør eller olie.

Skær asparges og laks i mundrette stykker. Læg 8 aspargestoppe til side.

Slå æggene ud og skil hviderne fra blommerne. Læg blommerne til side i en skål – pas på at de ikke går i stykker.

Vend æggehviden med cremefraiche, asparges, laks, salt peber og ca 1 spsk friske timianblade og kom blandingen i cocotterne. Kom tilsidst to aspargestoppe øverst i hver cocotte. Bag i en forvarmet ovn i 10 minutter ved 175 grader varmluft – herefter tilføjes æggeblommer i cocotterne, som bages videre i ca  5 minutter.

Pynt med timian inden servering.

Nydes mens de er varme, gerne med ristet rugbrød i skiver eller andet godt brød til.