Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/cordon-bleu/

Cordon Bleu

Hjemmelavet kylling Cordon Bleu er bare altid skønt!

Cordon Bleu er sådan en rigtig klassiker, som oprindeligt er lavet af kalvekød, men jeg har nu altid brugt kyllingebryst i stedet.

Og selv om der er to halve Cordon Bleu på billedet her, så er det faktisk mest for billedets skyld … for at kunne vise hvordan de ser ud inden i på en fin måde. Vi plejer nemlig oftest at tilberede to kyllingebryst og så dele dem i to, så vi alle fire får et halvt hver, og så med gode grøntsager til, salat, brød, kartofler eller hvad vi nu lige har lyst til og det er sæson for.

Forleden dag var det denne lækre ratatouille som var på menuen (igen!) og lækre bagte rodfrugter samt et par skiver ristet grydebrød. Ret lækker hverdagsmad!

Det er en ret som altid hitter stort hos Johan og Julie – og mens vi sad ved aftensmåltidet her den anden dag, sagde Johan så “Mor, de smager jo faktisk en lille smule som de nuggets du nogle gange laver – dem må du altså meget gerne lave igen snart også!” – så det må vist på madplanen i næste uge ;)

PT25M

Kyllinge Cordon Bleu

2-4 pers.     25 min.
2-4 pers.
Ingredienser
  • 2 kyllingebryst
  • 2 skiver landskinke
  • 2 skiver frisk mozzarella eller mellemlagret ost
  • 1 æg
  • 1 dl fuldkornsmel
  • 1 dl rasp
  • salt og peber
  • olie og smør til at stege i
  • Variation:
  • Basilikum, salvie eller lign krydderurter, samt soltørrede tomater
Udskriv opskrift
25 min.
Fremgangsmåde

Skær en dyb lomme ind i siden på kyllingebrystet, uden at skære igennem.

Fold et stykke skinke rundt om osten og kom det forsigtigt ind i kyllingebrystet. Som skønne variationer, så kan kan man prøve at komme med et par salvieblade i, eller finthakket soltørrede tomater og basilikum – eller man kan lave dem helt klassiske som her.

Luk hullet godt med et par kødnåle.

Vend kyllingebrystet grundigt i mel, specielt der hvor det er lukket til. Vend derefter i et sammenpisket æg og tilsidst i rasp der er vendt med salt og peber.

Steg kyllinge Cordon Bleu på en pande med olie og smør på begge sider, ca 8-10 minutter på hver side.

Skær kyllingebrysterne over, så der er et halvt til hver hvis man er 4 personer og kyllingebrystet er stort nok til at dele.