I fredags fik vi leveret en oplevelseskurv med en dejlig bog, et varmt lækkert tæppe, marmelader, kiks, lommelygte og den bedste te jeg længe har smagt. En gave fra Den Gamle Fabrik. Der var lagt op til en rigtig hyggestund sammen med Johan og Julie. Vi har haft besøg af Moster og Onkel hele weekenden, så først søndag satte vi os under tæppet om eftermiddagen og læste bog. Vi tager den i bidder, så igen i dag var der endnu en hyggestund med højtlæsning af det eventyrlige univers med bærfolket, deres eventyrer og oplevelser.

Jeg elsker det univers som Lene Kaaberbøl er helt eminent til at skabe. Det er ikke så mange år siden at jeg læste hele serien med Skammerens Datter, faldt over bogen på besøg hos børnenes kusine, som dengang læste den. Jeg bladrede lige i den og kunne ikke ligge den fra mig igen.

Jeg elsker at stimulere børnenes fantasti, fortælle dem historier og give dem små glimt af noget magisk i deres verden. Bogen her giver en god bund for mange flere selvfortalte historier – og jeg er sikker på, at den godt kan tåle en genoplæsning til sommer i bærsæsonen.