Hvor var det dog en dejlig sommerdag i går. Eftermiddagen blev brugt i gårdhaven sammen med de fleste af naboerne og alle ejendommens børn, og udviklede sig impulsivt til en super hyggelig fælles grillaften. Efter børnene var puttet og sov sødt, hyggede vi videre i gården indtil sent på aftenen – og jeg fik da også lige mixet en lækker grapefruit margarita til os alle. Et lille eksperiment, som bestemt skal prøves igen, og når det sker så skal jeg nok lægge en opskrift og billeder på. Det er nemlig også en meget smuk drinks, og det kan vi jo godt li´
Vi skulle have noget lækkert til frokost i dag efter at have været nede og heppe på løberne til Copenhagen Marathon. Jeg fik lyst til at lave en English Breakfast Pizza. Med inspiration fra en traditionel engelsk morgenmad med æg og bacon serveret på pizza med tomatsauce, ost og finthakket bredbladet persille.
Det smagte forrygende og blev serveret sammen med en helt enkel grøn salat. Bare blandede salatblade med god olivenolie, hvid balsamico, groft meldonsalt og friskkværnet peber.
Pizzadej til en pizza
- 1/2 pakke gær
- 2 1/2 dl lunkent vand
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk salt
- 500 – 700 g mel – jeg har brugt lidt spelt, hvede, durum.
- 1 spsk olivenolie til skålen.
Opløs gæren i en skål med det lunkne vand. Kom olivenolie og salt i, lidt efter lidt tilsættes mel og det æltes sammen til en smidig dej. Ælt dejen på bordet i et par minutter. Vask skålen og smør den med olivenolie, kom dejen tilbage i skålen og vend den, så den er dækket af olivenolie.Lad dejen hæve i 45 minutter til en time. Derefter rulles dejen ud på bordet.
Tomatsauce
- 2 dåser tomater
- oregano
- salt
Tomatsaucen koges ind til en god sauce i ca 30 minutter.
Fyld:
- Frisk mozarella
- bacon
- æg
- bredbladet persille
Pizza dejen rulles ud, smøres med tomatsauce. Jeg fordelte mozarellaen skåret i skiver, slog tre æg ud, som hvis jeg lavede spejlæg, dryssede den ristede bacon over og kom på grillen i ca 7-10 minutter. Kan også sagtens bages i ovnen i 12-15 minutter ved 240 g. Mærk om bunden er sprød og drys med persillen, lidt friskkværnet peber og en smule groft salt.
















Nej, hvor ser det fantastisk ud, det må da prøves i pizzaovnen :-)
Mange hilsner
Birthe
Birthe, ja det vil da være oplagt, ik´ ;-)
Uhm… :-)
Nemlig, Liselotte
Den pizza ser helt fantastisk ud! Den er hermed på to cook-listen :-)
Det er en af dem man også laver mere end én gang, den er nemlig ret fantastisk
Uhhh en ægte søndags-pizza! Ikke ringe!
Lige præcis, perfekt søndagspizza
Ej hvor ser det lækkert ud, den skal helt sikkert prøves snart. Lavede din skønne æbletærte igår, den var en success.
Den får jeg da også helt lyst til igen nu, længe siden jeg har fået æbletærte
Den ser skæppeskøn ud – uhm :-)
Det var den bestemt også :-)
Et sandt mesterværk af en pizza :-) Og så lækkert med persille og grøn salat til!
Ja, den skal lige have lidt af det grønne også ;-)
Uhm, det ser lækkert ud. Første gang jeg fik morgenmadspizza var i Heathrow lufthavn. Klokken var lort om morgenen og jeg kom fra en 9 timer lang flyvetur fra Singapore. Det eneste sted der var åbent serverede pizza som morgenmad (og det er stadig noget nær den lækreste pizza jeg nogensinde har fået – hundedyr, men meget lækker!). Og det blev ikke sidste gang jeg spiste pizza til morgenmad. De havde også champignon på deres :-)
Kh. Birgitte
Pizza efter sådan en tur må være fantastisk – og jeg synes jo også at en kvalitetspizza er fantastisk på alle tider af døgnet ;-) Champignon må prøves