Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/fastelavnsboller/ Boller Brød og Boller, Fastelavn, Forår, Kager, Kager og søde sager

Fastelavnsboller

Min opskrift på de bedste fastelavnsboller fyldt med både vaniljecreme og remonce.

Jeg har lavet opskriften med fyld af nødder og både remonce og vaniljecreme. Opskriften lavede jeg for en del år siden, da jeg ville genskabe smagen af de lækreste fastelavnsboller, jeg nogensinde havde smagt. De var helt uimodståelig lækre! Det er lykkedes og min opskrift på fastelavnsboller er om muligt blevet endnu bedre, end dem jeg smagte dengang, så I kan godt glæde jer til at sætte tænderne i dem.

Prøv også: min opskrift på de lækreste pandekager >>

PT4HPT1H30M12

Fastelavnsboller

Tid i alt4 timer
Arbejdstid1 time 30 min.
Holdbarhed2 dage
Kan frysesJa
Antal12 stk.
Ingredienser
  • Dejen
  • 100 g smør
  • 1,50 dl mælk
  • 25 g gær
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 50 g sukker
  • 2 æg
  • 70 g fuldkornshvedemel
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 0,50 tsk salt
  • 320 g hvedemel
  • 1 æg, sammenpisket til pensling
  • Vaniljecreme
  • 3 æggeblomme
  • 60 g sukker
  • 15 g majsstivelse
  • 0,50 vaniljestang
  • 2,50 dl mælk
  • 60 g mandler, smuttede og finthakkede
  • 30 g pistaciekerner uden salt, finthakkede
  • Remonce
  • 70 g sukker
  • 70 g marcipan
  • 70 g smør, blødt og stuetempereret
  • 1 tsk kanel
  • Glasur og pynt
  • 200 g flormelis
  • lidt koldt vand
  • 1 tsk kakao, usødet
  • 1 spsk frysetørret hindbær, finthakket
  • 50 g pistaciekerner uden salt, finthakket
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Dejen
Smelt smør i en gryde ved lav varme.

Rør gæren ud i en skål med stuetempereret mælk, tag gryden med den smeltede smør af varmen og rør smør, vaniljesukker, sukker og æg i mælken.

Rør fuldkornshvedemel, kardemomme og salt sammen og rør det i skålen med de våde ingredienser.

Sigt hvedemel i dejen og ælt dejen godt – gerne i en røremaskine – i 5-10 minutter. Dejen skal være smidig og blød, den sætter sig, når den hæver. Der skal ikke ekstra mel i.

Lad dejen hæve i en skål med et rent viskestykke over i 45 minutter.

Vaniljecreme
Pisk æggeblomme, sukker, majsstivelse og vaniljekorn godt sammen i gryde og pisk mælk i lidt efter lidt, mens cremen langsomt varmes op til kogepunktet.

Tag gryden af varmen, når vaniljecremen er tyk og lækker og vend pistaciekerner og mandler i cremen. Sæt cremen på køl og lad den køle helt af.

Remonce
Ælt sukker og marcipan sammen og rør derefter smør og kanel i.

Form fastelavnsbollerne
Rul dejen ud på et meldrysset køkkenbord til en tykkelse på cirka 3 mm, og del dejen i firkanter på cirka 10 x 10 cm.

Læg 1 spsk. remonce og 1 spsk. vaniljecreme på midten af hver firkant og fold hjørnerne af dejen ind over fyldet til en lille pakke. Klem dejen godt sammen i samlingerne, så der ikke er nogen steder, hvor fyldet kan løbe ud.

Sæt fastelavnsbollerne på en bagepladen med bagepapir med samlingen nedad. Lad fastelavnsbollerne hæve igen under et rent viskestykke på køkkenbordet, i minimum 1 time eller til de er hævet til næsten dobbelt størrelse.

Pensl forsigtigt med et sammenpisket æg og bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i cirka 18 minutter. Lad fastelavnsbollerne køle lidt af på en rist.

Pisk en tyk hvid glasur af flormelis og koldt vand, og en tyk brun glasur af flormelis, kakao og koldt vand.

Fordel glasur på fastelavnsbollerne og drys med pistaciekerner, frysetørret hindbær, krymmel eller chokoladeknapper.