Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/februar-vil-jeg/

I februar vil jeg …

by-the-beach-vietnam

Dagene flyder sammen på vores rejse, og det betyder ikke særlig meget om det er fredag eller mandag – det er bare endnu en dejlig dag i det allerbedste selsskab og med nye oplevelser. Jeg kan slet ikke forholde mig til at det er februar på denne side af jordkloden også, for det føles ikke helt som februar normalt føles. Febuar har lidt et dårligt ry som en småkedelig måned, men jeg synes normalt også det er en ganske skøn lille kort måned, som byder på både årets først vintergækker og erantis – de dejlige forårsbebudere – og på de bedste fastelavnsboller … Men man kan ikke få det hele og selv om jeg ikke vil bytte med hvor vi er lige nu (uden vintergækker og fastelavnsboller), så bytter jeg da gerne en enkelt Banh Mi Sandwich med en fastelavnsbolle, hvis der er nogen der er friske på den ;)

Jeg har traditionen tro lavet en lille ønskeseddel for februar. Glemte godt nok januar, som for mit vedkommende stod for rejseplanlægning, arbejde, klargøring og så afsted med flyveren. Og nu er vi endelig i gang med alt det, som vi har drømt om så længe og der er kommet helt ro på alting. Resten af familien ligger lige nu og sover, klokken er 22.30 i Vietnam og jeg hygger med blog, små snorkelyde og tanker om mine februarplaner.
Min februarliste har jeg fyldt med lidt ting, som jeg gerne vil være bedre til og lidt rart at fejre, gode oplevelser – og der foruden en masse rejseoplevelser, som vi ikke helt ved hvad skal indeholde endnu.

I februar vil jeg: 

– prøve mindst hver anden dag at bestille en ret på menukortet, som jeg ikke har smagt før eller ikke ved hvad er. Man får jo sine favoritter – og hver anden dag, må være absolut opnåeligt.

– stornyde i endnu højere grad end normalt alle de små og store snakke vi får som familie, når vi er tætte på denne måde. Det er noget helt særligt det her, kan jeg allerede mærke. Og eftersom om vi kun lige er startet på eventyret, så jubler jeg over alle de oplevelser der stadig venter forude, og glædes ved de fine minder vi allerede har skabt.

–  tage på en vietnamesisk køkkenskole og lære en masse tips og tricks, som jeg vil glæde mig til at dele med jer.

–  lære at mestre de manuelle instillinger på mit kamera, så jeg bruger dem uden at tænke over det – men så det bare falder mig helt naturligt. Er i gang, men mangler lige en del øvelse i at mestre alle kameraets funktioner – og det gad jeg godt at være god til.

– Fejre at jeg har fået en mail om, at at min bog ‘Opskrifter og små glimt af hverdagslykke’ har vundet prisen i en af kategorierne (best local cuisine book) som bedste danske bog, og går derefter videre i nomineringen til den internationale pris hos organisationen ”Gourmand International” som står bag den verdensomspændende prisuddeling, hvor årets bedste kogebøger bliver hyldet. Det siges at være en slags Oscar-prisuddeling for kogebøger.
Det er vildt og jeg er så glad, og hvad jeg faktisk er allermest glad for, er alle de søde og positive tilkendegivelser jeg får fra bogen fra jer her på facebook, instagram og på bloggen. Det er så skønt at bogen bliver brugt og skaber glæde! Kig med her, hvor jeg også har lavet en lille video om min bog. Jeg tror, det skal fejres med en særligt god middag eller måske en skøn spa-dag.

16 kommentarer
  • Julie Fisker skrev:
    3. februar 2015 kl. 16:53

    Hvor bliver man bare glad i låget af at følge med i jeres rejse og alt det skønne, I oplever! :-)

    Jeg har efterhånden fulgt din blog i to-tre år, og selvom jeg er 22 og endnu ikke har familie, inspireres jeg gang på gang af alle dine skønne opskrifter og små ting, I laver som familie.

    Fortsat rigtig god rejse!

    • Ann-Christine skrev:
      3. februar 2015 kl. 17:08

      Hvor er det altså dejligt at høre :) Tusind tak for din søde hilsen, Julie

  • Rikke skrev:
    3. februar 2015 kl. 21:36

    Tillykke med din bog, hvor er det sejt gået af dig. Men det er altså også bare en suveræn bog, du husker måske, jeg ønskede mig den i julegave. Men at jeg næsten fortrød, fordi der var så længe til jul, og jeg var så sikker på, den ville inspirere og give godt humør. Den lever til fulde op til mine forventninger. Den har ikke engang fået en plads sammen med de andre bøger, for bruger den måske ikke hver dag, men så hver anden. Skøn skøn bog.
    Kh Rikke

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2015 kl. 15:12

      Hvor er du sød, Rikke – jeg sidder med et stort smil her i varme Vietnam lige nu. Det er godt nok dejligt at høre :)

  • Mikala skrev:
    3. februar 2015 kl. 22:32

    Jeg har så mange kogebøger, som ikke bliver brugt (nok), og har derfor lovet mig selv ikke at købe flere. Din bog har jeg stået i kø til på biblioteket i hvad der føltes som evigheder, men nu har den boet på mit natbord i en uge – og jeg må EJE den. Så jeg gør en undtagelse og køber den. Du har virkelig fortjent de knaster, du tjener på den :-)

    Nyd ferien og tak for en skøn bog og blog.

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2015 kl. 15:16

      Ej, hvor fedt! Det er jeg altså rigtig glad for at høre, det er da fantastisk og jeg håber den bliver flittigt brugt :)
      Tusind tak for din søde hilsen

  • Linda skrev:
    4. februar 2015 kl. 09:42

    Hej
    Hvis du skal til Hoi An så kan jeg varmt anbefale en kokkeskole, som jeg var på for 2 år siden. Kan ikke huske, hvad den hedder, men den drives af en kvinde, som har indtil flere restauranter i byen. Hun er en rigtig atypisk vietnamesisk kvinde, som bla også sælger franske croissanter osv. fra en lækker restaurant i Hoi An.
    God fornøjelse og nyd rejsen.

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2015 kl. 15:19

      Hej Linda,
      Jeg har hørt meget godt om et sted der hedder Morning Glory i Hoi An, var det mon der du også var?
      Jeg glæder mig så meget til det – og franske croissanter, det lyder bestemt også ret så fristende :)
      Kh Ann-Christine

  • Lizbet/The HomeCure skrev:
    4. februar 2015 kl. 10:31

    Kæmpestort tillykke med din bog! Du har så meget fortjent det :D

    Glæder mig til at lære mere om det vietnamesiske køkken. Det må være en rigtig god kontrast til det grå og kolde danske vejr i disse dage :D

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2015 kl. 15:19

      Hvor er du sød, tusind tak :)

  • Anne-Marie skrev:
    4. februar 2015 kl. 11:47

    Jeg er da frisk på at bytte, hvortil skal jeg sende en fastelavnsbolle eller fire?
    Men krydderier holder nok bedre end sandwich. Jeg tænkte på, du kan vel egentlig sende krydderier hjem til Danmark, så du ikke skal slæbe dem med på eventyr. Bare en tanke.

    Kh.
    Anne-Marie

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2015 kl. 15:32

      Ha ha :) det lyder skønt!
      Og ja, jeg overvejede også at sende krydderier hjem, men måske jeg når at finde andet godt – inkl krydderier inden vi er færdige med rejsen, og ellers så går det nok fint endda :)
      Kh AC

  • Mutti skrev:
    5. februar 2015 kl. 09:52

    Hjertelig tillykke med den fine hæder til din bog! Hvor er det godt!! Du har nemlig ramt noget meget væsentligt ved at få udgivet en bog, der så fint forener det nyttige i et køkken, med dejligt meget hverdagslykke, som i alle fire er en del af.

    • Ann-Christine skrev:
      9. februar 2015 kl. 09:46

      Tusind tak, det er virkelig også bare så skønt at den er blevet taget så godt mod :)

  • Annika skrev:
    10. februar 2015 kl. 12:57

    God ide med at skulle prøve noget nyt mindst hver 2. dag.
    Er selv tilhænger af at prøve nyt tit som tæt, nogle gange med større succes end andre – en af de værste var i Ungarn hvor det var indmad :$ og en dessert der slet ikke var spisbar (var advaret inden bestilling om at turister ikke kunne lide det).

    Glæder mig til at høre hvad der prøves af :)

    • Ann-Christine skrev:
      11. februar 2015 kl. 10:40

      Ja, det er altså lidt sjovt at smage en masse, også de helt ukendte ting.- og selv om det går meget nemt og ufarligt, så kan det også være lidt en udfordring, for vi får jo hurtigt vores favoritter også her i det Vietnamesiske køkken.

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.