Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/fine-juleboeger-til-boern/

Syv fine julebøger til børn

Julebøger til børn

Vi har fundet julebøgerne frem – sammen med en masse julepynt, naturligvis.

Og helt som med julepynt, så er julebøgerne også et dejligt og glædeligt gensyn, år efter år.

En enkelt er helt tilbage fra min barndom og andre har Johan og Julie fået i gaver. Tror næsten der er kommet en ny julebog til børn med i samlingen hvert år, de seneste 7 år og jeg tænkte, at jeg ville dele vores lille samling med jer i dag.

  1. Halfdan Rasmussens Julekalender for børn er så hyggelig, med 24 skægge og finurlige remser.
  2. Bearlock Bjørn og Julemandens hemmelighed af Thomas Bekker, er den nyeste i samlingen og som jeg har modtaget som en gave fra forfatteren fornylig. Den ser spændende ud og skal læses senere i dag – mens her spises pebernødder!
  3. Solen, månen og Peters jul af Martin Miehe-Renard – er en nyfortælling frit inspireret af forestillingen Peters Jul
  4. Historien om en julemand af Maryjane H. Tonn, er en gammel bog fra min barndom og simpelthen med så fine tegninger, som jeg elskede at fordybe mig i som barn – og det samme gør mine børn. Den kan muligvis findes brugt på DBA
  5. Jul i Andeby, fra Anders Ands bogklub, et loppefund, som bare er så hyggelig. Disney og Julestemning hører bare lidt hyggeligt sammen
  6. Mig og Bedstefar – og så Nisse Pok af Ole Lund Kierkegaard, en virkelig eventyrlig skøn julebog om nisserne på landet hos bedstefar. Er inddelt i 24 kapitler, et til hver dag
  7. Nisselandet af Franz Berliner, en sød fortælling i 24 kapitler, om en nissefamilies oplevelser på en gård og om gammelfar der fortæller historier for nissebørnene om gamle dage. – måske den kan findes på biblioteket eller genbrug

Det er altid så hyggeligt med ny inspiration, så del endelig jeres skønneste julebøger. Nu er dette indlæg med udgangspunkt i børnebøger, men jeg vil elske at høre om julebøger til både børn og voksne ♡

julebøger

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




44 kommentarer
  • Birgitte skrev:
    4. december 2016 kl. 11:48

    Jeg kan også varmt anbefale “Villads fra Valby holder jul”. Der er 25 søde og sjove fortællinger. Vi læser den for tredje år i træk og begge mine drenge på 5 og 8 elsker den 😊

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:16

      Vi er også vilde med Villads fra Valby, men har ikke læst julebogen – den vil jeg da lige holde øje med :) Tak for tippet ♡

      • Helene S skrev:
        5. december 2016 kl. 16:43

        Vi læser den også som en slags godnat historie kalender. Den er så fin :-)

  • Mo skrev:
    4. december 2016 kl. 12:44

    I kan da ikke komme uden om Hyggen af Lars Henrik Olsen. Har læst den så mange gange, at jeg snart kan den udenad. En sød fortælling i 24 kapitler, om gårdnissen der er flyttet ind hos mormor i Hellerup.

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:17

      Jeg har lige googlet den, og hvor lyder det som en særligt skøn bog. Jeg kendte den ikke, så tusind tak for et dejligt tip ♡

      • Emma Kjær Bertelsen skrev:
        5. december 2016 kl. 12:50

        Jeg kan KUN tilslutte mig denne! Min mor læste den højt da jeg var barn, og hver gang jeg kommer hjem til jul, læser jeg liige et par kapitler. På trods af at jeg nu er 24 år…
        Det skal helt sikkert blive til en hyggelig juletradition, når jeg selv får børn!

        • Ann-Christine skrev:
          7. december 2016 kl. 17:49

          Åh hvor hyggeligt ♡

    • Kamilla skrev:
      5. december 2016 kl. 14:16

      Åh Hyggen er også et fast indslag i december her hos os. Tredive år på bagen har den nok og halvt i løsbladsystem, men den hænger ved. Vi (drenge 9-11-13) gik ellers i år i gang med Tiske og Taske, men nu er der ønsket Hyggen on the side :)

  • Henriette skrev:
    4. december 2016 kl. 14:37

    Vi har lige købt “Mig og bedstefar – og så Nisse Pok”. Den er super fin.
    Ellers er Peters Jul, i min egen gamle, slidte udgave, den ultimative julebog for mig.

    • 4. december 2016 kl. 14:54

      Den er nemlig SÅ fin, den Nisse Pok-bog! ❤️

      • Ann-Christine skrev:
        5. december 2016 kl. 11:25

        Dét er den :)

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:18

      Hvor hyggeligt ♡ Jeg elsker når især julebøger er slidte af mange års læsning, det gør det bare ekstra hyggeligt at tage dem frem år efter år

  • Susanne skrev:
    4. december 2016 kl. 14:39

    Mine to drenge har altid elsket bogen om Bulderby af Astrid Lindgren. For nogle år siden blev der lavet en speciel udgave om, hvordan de holder jul. Kapitlet findes også i den oprindelige bog. Det er så hyggeligt at læse om. Fortsat god søndag.

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:19

      Jeg har også selv været meget glad for historien om Bylderby, da jeg var barn. Må da lige se om der er et julekapitel i vores bog.
      Mange tak for tippet :)

  • 4. december 2016 kl. 14:45

    Hvor hyggeligt med julehistorier. Faktisk spurgte min ældste datter, som selv har to små børn . forleden efter en jule-cd, som de altid hørte som børn. Jeg kunne selvfølgelig ikke huske titlen, men vi fandt da frem til at det var noget med Jul i den gamle købmandsgård. Mine piger stor-elskede den historie og kneb vist også en tårer når alt endte lykkeligt til jul:-)

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:24

      Nårh, hvor hyggeligt med en lydbog med den historie fra Købsmandsgården.

  • Ida skrev:
    4. december 2016 kl. 15:05

    Tiske og Taske! Så sød og sjov. Ellers melder jeg mig også på Hyggen og Nissepok. Kathrine Lilleør har lige skrevet en kalenderbog for voksne. Den vil jeg gerne læse, hvis det var. :)

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:26

      Synes Tiske og Taske ser vildt hyggelig ud :)
      Tak for gode tips ♡

  • Nicoline skrev:
    4. december 2016 kl. 15:35

    Så hyggeligt med julebøger! Mig og bedstefar – og så Nisse Pok vækker gode minder.
    Da jeg var barn fik jeg hvert år en ny julebog (ofte inddelt i 24 kapitler, så jeg kunne læse et nyt kapitel hver dag i december). Min farfar og hans kone gav hvert barnebarn en bog. Behøver jeg at sige at konen var dansklærer?
    Jeg har bl.a. læst Nisseungerne Tiske og Taske og børnene fra møllerhuset, Jul i Troldeskoven og Et Juleeventyr.

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:27

      Sikke en fantastisk tradition med en julekalenderbog hvert år – det er da den skønneste julehyggeide for os der elsker bøger :)
      Tak for en fin ide ♡

  • Stine skrev:
    4. december 2016 kl. 15:51

    Og snyd ikke jer selv for Nissemaskinen af Sven Nordqvist. Det er ham med Peddersen og Findus, og den er supergod.

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:28

      Jeg er vild med Peddersen og Findus – så den skal da helt sikkert på ønskelisten ♡

  • 4. december 2016 kl. 17:22

    Nissepok er fast tradition her i julemåneden, børnene er vilde med den!

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:28

      Den er så hyggelig :)

  • Emilie skrev:
    4. december 2016 kl. 18:43

    Har du nogle gode forslag til juleromaner for voksne?

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:32

      Jeg har endnu ikke læst den, men har selv kig på denne bog

  • Karina skrev:
    4. december 2016 kl. 19:06

    Tusind tak for inspiration til børne julebøger. Mine piger er vilde med Nissen af Astrid Lindgren og Kitty Crowther. Mange hilsner fra Karina

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:33

      Den bog kendte jeg ikke, men Astrid Lindgren er jo helt og aldeles fantastisk. Altid.
      Så den vil jeg glæde mig til at dele med mine børn
      Tak for et godt tip :)

  • Dorte Nielsen skrev:
    4. december 2016 kl. 22:01

    Jeg kan varmt anbefale En gåde i december af Mette Winge – en historisk og spændende bog med 24 kapitler som foregår i 1870 i København! Ikke så mange nisser, men en bog som fanger store og små med gode person beskrivelser og en spændende historie:)

    • Louise skrev:
      5. december 2016 kl. 11:11

      Jeg fik læst En gåde i December højt, da jeg var mindre, og den har virkelig lagret sig som et stemningsfyldt, spændende og hyggeligt minde. Den er bestemt anbefalelsesværdig!

      • Ann-Christine skrev:
        5. december 2016 kl. 11:38

        Den tror jeg skal på vores “julehyggelæseliste” til næste jul – den lyder skøn :)
        Tak for at dele
        Kh AC

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:34

      Uhh, den lyder skøn! Mange tak for tippet :)

  • Jette skrev:
    5. december 2016 kl. 10:01

    Elsker virkelig også at læse kalender historier med mine børn. Har flere af de samme som jer – men har bla også læst ‘Tiske og Taske’ af Gerhard Kaimer og ‘Sebastians jul’. I år læser vi julekalenderen om Villads fra Valby af Anne Sofie Hammer. Mine børn elsker bøgerne om Villads. Og jeg synes faktisk også selv at både julekalenderen og de andre bøger er ret sjove ;)

    Jette

    • Ann-Christine skrev:
      5. december 2016 kl. 11:36

      Hvor hyggeligt! Der er kommet mange dejlige tips og inspiration til nye gode julebøger her.
      Dem glæder jeg mig til at se nærmere på.
      Tusind tak for at dele :)
      Kh AC

  • Lotte skrev:
    5. december 2016 kl. 17:07

    Åh – Jagten på den forsvundne julestjerne af Bent Faurby. Fantastisk ‘kalenderbog’, næsten en gyser når man er ca 4-8 år. Hvor har vi læst den mange mange gange. Men nu er mine børn 13 og 18 og selvom jeg de seneste år har spurgt: ‘Skal vi ikke liiige læse lidt om Grumserne?’ så er de altså blevet for store😄😄😄 Elsker den bog.

    • Gro skrev:
      5. december 2016 kl. 17:47

      Jagten på den forsvundne julestjerne er en fantastisk jule bog for de mindste børn – har læst den for begge mine drenge

      • Ann-Christine skrev:
        7. december 2016 kl. 21:25

        Jeg må holde øje med den, og evt se om vi kan låne den på biblioteket :) Den lyder virkelig god :)

    • Ann-Christine skrev:
      7. december 2016 kl. 21:19

      Haha, det ville jo være så hyggeligt, hvis de lige havde lyst til den historie igen :) Så dejligt et tip – den vil jeg se om jeg kan finde :)
      Rigtig glædelig jul til jer
      Kh AC

  • Marie skrev:
    6. december 2016 kl. 08:35

    Vi læser Nissepok, Halfdans Julekalender, nogle julekapitler i forskellige Astrid Lindgren bøger, og så tror jeg vi skal læse lidt i Et Juleeventyr i år, købte en udgave med fine illustrationer sidste år.
    Sidste år læste jeg selv “Christmas at Rosie Hopkins’ Sweet Shop” og i år skal jeg i gang med “Let it snow” og muligvis “The nutcracker” – begge har jeg lige fået i gave.

    • Ann-Christine skrev:
      7. december 2016 kl. 21:30

      Årh, sikke en hyggelig julebogstak – jeg får altså virkelig lyst til at tilføje nogle flere voksen julebøger til min meget beskedne og stort set ikkeeksisterende samling. SÅ hyggeligt!

  • Susanne skrev:
    6. december 2016 kl. 19:27

    Vi er meget glade for Julegrød og jordbærbed af Lena Arro. Jeg har læst den højt for mine tvillinger siden de var helt små og selvom de er 11 år nu, så låner vi den fortsat på biblioteket hvert år🙂

    • Ann-Christine skrev:
      7. december 2016 kl. 21:33

      Åh, hvor hyggeligt! Det er sådanne dejlige traditioner, når det er de samme bøger der går igen :)

  • Anne skrev:
    12. december 2016 kl. 18:29

    Siden 2003, da min søn var 7 år, har vi læst Kaptajn Bimses Jul, af Bjarne Reuter. Vi har også med stor fornøjelse læst alle andre Kaptajn Bimse bøger. Men den eneste vi har holdt fast i er, julekalender bogen, og stadig, selvom min søn er 20 år nu. Men bøgerne er også fantastiske for voksne, på et andet plan, end for børn.

    • Ann-Christine skrev:
      13. december 2016 kl. 09:55

      Hvor hyggeligt! Bjarne Reuter har virkelig skrevet nogle fantastiske bøger! Den må vi prøve at få læst :)