Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/hjemmelavede-forarsruller-med-ris-og-salat/

Madlavning med børnene

Her kommer ingen opskrift med ingrediensliste, mål og den slags i dag, men mere en inspiration til en god og let ret – for det er faktisk super simpelt at gøre denne ret efter til aftensmad.

Vi var ude at handle forleden og jeg fik øje på en pose forårsruller, hvorefter jeg fik lyst til at lave nogle sprøde ruller selv, men uden at det skulle være for omstændigt og tidskrævende. Så vi købte en rulle filodej.

Lavede fyld af lækkert og godt krydret oksekød vendt på en sauterpande med sprød strimlet hvidkål, knasende revet gulerod, lidt hakket løg og foldede fine ruller filodej med fyld i. I ovnen med dem og imens de bagte, så kogte vi ris, blandede en salat af hvidkål, gulerødder, krydderurter og lidt kokos. Serveret med karrysauce – og soya til rullen, selvfølgelig.

I kan se, at jeg har en god hjælper i køkkenet. Hun er skrap til at pille løg, nippe timianblade, røre i skåle, bælge ærter og den slags. Det er en sand fornøjelse at lave mad sammen med Julie.

Super nemt og et rigtig fint (og varmt) alternativ til de friske (og kolde) vietnamesiske ruller i rispapir som vi ofte laver … -men som jeg vist endnu aldrig har vist på bloggen her, det må jeg lige huske næste gang den ret er på menuen.

22 kommentarer
  • Øglemor skrev:
    14. juli 2011 kl. 08:45

    Mmmm – det lyder lækkert. Og noget nemmere, end jeg havde bildt mig selv ind, faktisk. Men det er jo nok fordi, jeg automatisk tænker frituregryde, når jeg tænker på forårsruller, og derfor spiser jeg dem stort set aldrig.

    De kolde vietnamiske ruller i rispapir er derimod et stort hit hos mig. Det er nærmest blevet standard-retten, når jeg ses med et bestemt hold veninder. Et godt tip er at købe en flaske Goma-sauce hos Sticks ‘n Sushi – det gør dem (i mine øjne) HELT perfekte!

    Tak for i går, i øvrigt. Øglen (og jeg) hyggede os, men Øglen var totalt umulius resten af aftenen, hvor hun græd og græd og græd. Havde vist haft en hård dag… ;-) Håber ikke, at Julie slog sig for meget – synes, jeg lige opfangede ud af øjenkrogen, at hun snublede på sandkassen?

    • Ann-Christine skrev:
      15. juli 2011 kl. 16:09

      Ja, mange tak for den dejlig playdate, det var hyggeligt og Julie blev vist mest lidt forskrækket og slog sig heldigvis ikke. Jeg kan godt forstå Øglen var træt, det er også lidt hårdt at komme i gang med hverdagen efter dejlig ferie

      Se nu lige, den sauce kender jeg slet ikke, men min nysgerrighed er vakt og den skal jeg da ha´ fat i! straks :)
      Jeg har også tidligere tænkt friture, men så kom jeg i tanke om filidejen, og de bliver fantastisk sprøde og lækre, så det er slet ikke sidste gang.

  • Charlotte skrev:
    14. juli 2011 kl. 12:33

    Tak for tippet. Har aldrig selv lavet de små kinesere – disse tiltaler mig p.g.a. de kan bages i ovnen. Hvor er du dog heldig med den fine hjælp i køkkenet – hun skal nok blive ferm i et køkken:-)
    Har lige skrevet fillo på min huskeseddel. Jeg vil samtidig lave en portion Fatimas Fingre – de smager perfekt.
    Mange hilsner
    Charlotte

    • Ann-Christine skrev:
      15. juli 2011 kl. 16:13

      Dét var da en god ide, Charlotte. Det skal jeg prøve næste gang, tak for inspirationen :) Og ja, det er dejligt med en lille hjælper i køkkenet

  • Kirstine skrev:
    14. juli 2011 kl. 23:10

    Uhmmm, det ser godt ud! Især karry-saucen – hvad er opskriften?

    OG tusinde tak for en inspirerende og personlig blog!

    • Ann-Christine skrev:
      15. juli 2011 kl. 16:15

      Kirstine, velkommen her og mange tak :)
      Jeg fik ikke skrevet opskriften på saucen ned, men det blev en helt almindelig mælkesauce med masser af karry, lidt spidskommen, salt og peber. Lavet på gefühlen ;)

  • Birgitte skrev:
    15. juli 2011 kl. 16:12

    Det ser lækkert ud. Min mormor er den eneste i familien der selv laver forårsruller, men det er også lækkert… hendes er med fyld af hakket kylling og rejer, smager rigtig godt.
    Ville have lagt en kommentar omkring Rørvig, men kunne ikke få det til at fungere – vi er lige kommet hjem deroppe fra (2. år i træk) og ud over det obligatoriske krabbefiskeri (kom tidligt, de åbner kl. 10) så har vi i år også besøgt sommerland Sjælland – jeg var positivt overrasket, det er også til små børn og langt mere laid back end andre steder. Tag mad med selv og brug en dag derinde, det er altså godt.
    Ellers har Odsherred en lille zoo som er god for de små. Og en tur til Hundested med færgen fra Rørvig er også hyggeligt. Vi tog over uden bil og gik rundt på havnen og spiste frokost (fisk selvfølgelig).
    Der ligger også en del jættestuer i området og strandene er dejlige. Har hørt at Rørvig kirke også er ret speciel, men har ikke selv været der.
    Der er minigolf, hvis I kører ud af Rørvig mod Nykøbing Sj.
    Håber I får en dejlig ferie :-)

  • Ann-Christine skrev:
    15. juli 2011 kl. 17:28

    Sikke meget dejlig inspiration og gode ferieforslag. Jeg tror vi kommer til at tage på en masse udflugter og ture med det vejr der lovs i næste uge – så håber vi på sommervejr ugen efter ;)

    Næste gang vi skal lave forårsruller tror jeg at jeg vil prøve din mormors version med kylling og rejer. Det lyder ret lækkert

  • Johanne skrev:
    16. juli 2011 kl. 10:19

    Hvor ser det bare lækkert ud og hvor er det bare en rigtig god idé….det skal jeg lave i næste uge : ) Kh fra jo

  • Christina skrev:
    24. februar 2013 kl. 22:22

    Hvor ser dine forårsruller gode ud! Jeg begav mig også ud i dem her forleden aften og skiftede oksekødet ud med hakket kyllingekød i stedet, det fungerede også rigtig godt :)
    Asiatisk mad er og bliver bare noget af det bedste :)

    Det bedste ved denne ret er også, at du kan udnytte alle råvarerne så meget som muligt, idet du både bruger kålen og gulerødderne i forårsrullerne men også i salaten.
    Men ellers tak for inspirationen. Næste gang må jeg prøve at lave din karrysauce dertil også, den lyder virkelig også lækker.

  • christina skrev:
    8. december 2013 kl. 17:45

    Det må afprøves i den kommende uge. Mon de kan laves om formiddagen og varmes op til spisetid igen?

    • Ann-Christine skrev:
      9. december 2013 kl. 10:29

      Jeg ved ikke om de bliver bløde af at stå. Ellers ville jeg nok vælge at lave fyldet for sig om formiddagen og så samle og bage dem om aftenen.

  • Maria skrev:
    16. september 2014 kl. 15:44

    Hvor lang tid skal de have i ovnen og ved hvilken temp?

    • Ann-Christine skrev:
      17. september 2014 kl. 08:09

      Jeg kan ikke huske hvor lang tid de fik, da det er nogle år siden jeg har lavet dem, men jeg vil gætte på 175 varmluft og så omkring 20 minutter, alt afhængig af hvilken ovn man har

  • Maja skrev:
    22. juni 2015 kl. 15:56

    Hej Ann-Christine
    Jeg ved ikke om du kan hjælpe, men du er så god til at lave mad + har lige rejst en del. Jeg kæmper lidt med at finde en god opskrift på peanutsauce (har du mon prøvet den fantastiske, de har på wokshop her i København?)… har du mon sådan en opskrift i baghånden?

    Nu prøver jeg bare lige at skrive det ved en opskrift, som sådan en sauce måske ville egne sig til :)

    Håber du kan hjælpe,
    Maja

    • Ann-Christine skrev:
      23. juni 2015 kl. 11:56

      Hej Maja,
      Jeg har ikke lige en skrevet ned, men jeg har skrevet det på min ‘skal snart på bloggen’ liste :)
      Kh AC

      • Maja skrev:
        23. juni 2015 kl. 13:24

        Fedt – jeg går igang med intens overvågning af din blog ;)

        • Ann-Christine skrev:
          24. juni 2015 kl. 10:41

          Ja, gør endelig det ;)

  • Ditte Brandt skrev:
    28. april 2018 kl. 07:52

    Tror du de kan laves i forvejen og løsfryses så de bare skal i ovnen og bages når de man skal bruge dem? ?
    Jeg skal have en masse veninder til spisning med en masse småretter og ville lave disse men jeg har simpelthen ikke tid til at lave det hele på dagen ?

    • Ann-Christine skrev:
      30. april 2018 kl. 08:14

      Det var et godt spørgsmål … jeg har faktisk ikke prøvet det selv, men tænker det godt kan lade sig gøre. Prøv meget gerne at teste af med en enkelt inden, for at være på den sikre side.
      Dejlig dag til dig og skriv endelig om det lykkedes :)
      Kh AC

  • Jannie rosendal skrev:
    4. november 2022 kl. 12:20

    Kan man smøre købe filodej med olie for at gøre den mere smidig?
    Med venlig hilsen Jannie

    • Ann-Christine skrev:
      7. november 2022 kl. 15:36

      Det er en god ide at smøre filodejen for at den bliver nem at lukke og bliver dejligt sprød når den bages
      Rigtig god fornøjelse
      Kh Ann-Christine

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.