Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/honningsnitter-og-honningbomber/ Julebrunch Juleopskrifter, Julesmåkager, Kager, Kager og søde sager, Vinter

Honningsnitter og honningbomber

Duftende lækre honningsnitter med abrikosmarmelade og luftig smørcreme.

Det er smagen af jul og det er hele ventetiden værd!

De lækre honningsnitter og honningbomber kræver nemlig sin forberedelsestid med en honningfordej der laves uger i forvejen. Det skal man ikke lade sig skræmme af, for selve arbejdstiden er i køkkenet er overskuelig. Honningsnitterne kan serveres til et glas gløgg eller æbletoddy og man kan blot smøre lidt af gangen med smørcreme og dermed have honningskagedel på køl til hele julen.

Prøv også: se alle mine bedste juleopskrifter her>>

PT35dagePT3H15

Honningsnitter og honningbomber

Tid i alt35 dage
Arbejdstid3 timer
Holdbarhed3 uger
Kan frysesJa
Antal15 stk.
Ingredienser
  • Fordej (laves 1-2 måneder før)
  • 250 g honning
  • 250 g hvedemel
  • Honningkagedej
  • 1 æggeblomme
  • 1 tsk hjortetaksalt
  • 2 spsk koldt vand
  • 1 tsk potaske
  • 2 tsk kanel
  • 0,50 tsk ingefær
  • 0,50 tsk stødt nellike
  • 0,50 tsk allehånde
  • 1 øko appelsin, fintrevet skal herfra
  • Smørcreme
  • 100 g smør, blødt stuetempereret
  • 100 g flormelis
  • Derudover
  • 50 g abrikosmarmelade
  • 100 g mørk chokolade, tempereret til overtræk
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Fordej
Ælt honning og hvedemel godt sammen i en skål eller på en røremaskine, til det er ensartet og en god smuldret dej. Hvis honningen er meget hård i konsistensen, så kan den blødgøres ved meget lav varme over et vandbad.

Kom dejen i en beholder med låg på og sæt den i et køkkenskab i en månedstid (den kan godt stå længere end en måned)

Fordejen kan blive hård som sten, men den arter sig, når den bliver blandet med de andre ingredienser til den færdige honningkagedej.

Honningsnitter og honningbomber – en måned senere
Kom æggeblommen i en skål, og rør hjortetaksalt ud i æggeblommen.

Rør potaske sammen med koldt vand i en lille skål og rør det derefter i æggeblommeblanding, sammen med alle de duftende krydderier og appelsinskal.

Ælt det hele sammen med honning fordejen, til dejen er helt ensartet, gerne på røremaskine ved lav hastighed.

Rul nu dejen ud i to aflange retangeler på et bord drysset med mel i en tykkelse på 0,5 cm og ca. 15 cm i bredden

Sæt dejen på en bageplade med bagepapir og bag i en forvarmet ovn ved 175 grader alm ovn i omkring 10-12 minutter. Hold endelig øje med kagerne, for de skal ikke blive brune. Du kan mærke om de er klar ved at du giver dem et lille tryk med fingeren på midten af dejen, hvis der ikke sætter sig et aftryk, så er de klar. Lad kagerne afkøle på bagepladen.

Når kagedejen til honningsnitter er helt kølet af, vil den være hård som sten og skal derefter hvile 2-3 dage på køl.

Forstøv et rent klæde med koldt vand, til det er blot en anelse fugtigt (det skal ikke være vådt). Pak de afkølede honningkager ind i klædet og der efter lufttæt beholder. Opbevar dem i køleskabet i 2-3 dage eller op til 2-3 uger.

Til servering
Lav kun smørcreme til de snitter der skal serveres – der kan evt. laves mindre portioner.

Pisk smør med flormelis til en luftig smørcreme.

Smør honningkagerne med abrikosmarmelade eller appelsinmarmelade og derefter smør smørcreme på. Saml kagerne og skær ud i små firkanter af 4×4 cm eller 5×5 cm.

Chokolade
Hak chokoladen fint og smelt derefter 1/3 af chokoladen under omrøring over et vandbad, tag derefter af varmen og rør den sidste 2/3 af chokoladen i til det er helt ensartet. Overtræk honningsnitterne med chokolade og stil kagerne i køleskabet 20-30 minutter, hvorefter de er klar til servering. De kan ikke stå lang tid på køl med chokoladen, uden den vil blive grålig og kedelig af fugten. Men nogle timer går nok fint an.