Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/lakseroulade-med-spinat/

Lakseroulade med spinat

Lakseroulade med spinat og krydderurter er lidt af en klassiker på festbordet og det smager bare eviggodt!

Retten er tilmed ret nem at lave, kan forberedes i dagen i forvejen og skal så blot skæres ud ved servering og anrettes på lidt salat og med en smule dildkviste drysset over. Og så citronperler …

Som jeg startede med at skrive, så betragter jeg lakseroulade som en festlig ret til forret, gæstemiddage og den slags – men den er altså også dejlig som en særlig frokost og jeg kunne snildt spise den til aftensmad også.

– jeg har tidligere skrevet om de skønne citronperler, da jeg lavede den lækre luftige citronfromage og siden da, har jeg gavmildt drysset de syrlige gyldne perler over laksemad, salater og andet godt herhjemme.

Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at dele en ny opskrift med jer, hvor de bliver brugt i en anden ret for det bare om at slippe fantasien løs og anvende dem til alt fra desserter, kager, cocktails, forretter og salater. Citronperlerne er helt perfekte til både julefrokosterne og til nytårsmenuen.

PT11/2-2H

Lakseroulade med spinat og citronperler

4 pers.    1 1/2 - 2 timer
4 pers.
Ingredienser
  • spinatbund
  • 2 æg, delt i æggeblommer og æggehvider
  • 400 g frossen spinat, optøet
  • 1/2 dl mælk
  • 1/2 tsk salt
  • friskkværnet peber
  • Fyld
  • 100 g flødeost naturel
  • 200 g røget laks
  • 1 spsk friskpresset citronsaft
  • 40 g finthakket dild
  • salt og friskkværnet peber til at smage til med
  • Til servering
  • 2-3 store håndfulde blandet salat
  • dild kviste
  • citronperler
Udskriv opskrift
1 1/2 - 2 timer
Fremgangsmåde

Spinatbund
Kom spinaten i en sigte og pres den fri for væske. Rør den drænede spinat sammen med mælk, æggeblomme, salt og peber. Pisk æggehviderne helt stive og luftige og vend først 2 spsk grundigt i spinatblandingen og derefter vendes forsigtigt resten af æggehviderne i.

Spinatblandingen fordeles på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag ved 180 g varmluft i ca 15 minutter, til den er en smule gylden på overfladen.

Vend spinatbunden ud på et stort skærebræt, og når det er kølet en smule af fjernes bagepapiret.

Fyld
Rør flødeost, halvdelen af dild, salt, peber og citron sammen og smør det på den afkølede spinatbund, lad en kant på ca 4-6 cm af spinatbunden være uden fyld. Fordel lakseskiverne over, drys med den anden halvdel dild og rul lakserouladen sammen så den lukkes i med den kant der er uden fyld.

Pak lakserouladen ind i husholdningsfilm og lad den stå i køleskabet i mindst en time inden servering. Den kan fint laves dagen før og blot opbevares på køl i husholdningsfilm til den skal serveres.

Skær ca 2 cm tykke skiver med en skarp kniv – rengør kniven med koldt vand mellem hvert snit, så bliver de helt fine.

Anret lakseskiverne på en bund af salat, drys med frisk dild og 1-2 spsk citronperler.