Jeg er blevet virkelig flittig til at lave madplan hver uge (jeg klapper mig selv lidt på skulderen, det er nemlig lidt af en præstation for mit impulsive jeg). Jeg må indrømme, at det med madplanlægning har været lidt on/off i lange perioder og det har helt bestemt været en motiverende faktor for mig, at jeg er begyndt at lægge vores madplan på bloggens facebookside hver uge. Det forpligter jo lidt ;)

For nogle uger siden lavede jeg en slags skema, som jeg bruger til planlægningen herhjemme. Jeg skriver denne uges retter på og uge 2, lader jeg som regel stå blank i første omgang. Når ugen er godt i gang og vi får lyst til en ret, som ikke er på madplanen, så bliver den skrevet på til ugen efter. Der er også et felt til indkøbsliste.

Hvis I kan bruge mit madplanlægningsværktøj, så er I meget velkomne til at downloade det som en pdf her: MADPLAN. Den er lige til at skrive ud og bruge. Vores madplan bliver sat op på køleskabsdøren med masking tape.

Vi har jo alle vores forskellige metoder til at få madplanlægningen til at gå op. For os virker det at gøre sådan her og så handler vi en gang om ugen på Osuma.dk (da vi boede i København, handlede vi på Nemlig.com) + det løse hos specialbutikker, fiskehandler, slagter og lidt i vores lokale SuperBrugsen som også er rigtig god. Vi sparer rigtig meget tid og lidt penge (nok primært pga mindre impulskøb) på denne måde. Tjek evt også Mille´s blog, hun planlægger på en anden måde end vi gør, men jeg synes alligevel at det er en ret smart metode, hun har!

Laver I madplaner?