Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/nougat/

Hjemmelavet nougat

Hjemmelavet blød nougat er helt særligt godt – og så er det faktisk ikke svært at lave selv og det er al umagen værd.

Med den hjemmelavede version kan man nemlig komme ens egen yndlingschokolade i. Her skal man bruge en chokolade, som man er meget begejstret for at spise rent og en stor del af det bør være mælkechokolade – da det giver sødmen og bidrager til at gøre den lækre nougat blød og skøn. Men forsøg jer endelig frem med at finde lige det mål mellem lys og mørk chokolade der passer jeres smagsløg allerbedst. Måske også lidt afhængig af hvad nougatens formål er; om den skal spises ren eller bruges til konfekt.

PT30-45min

Hjemmelavet nougat

325 g nougat    30-45 min
325 g nougat
Ingredienser
  • 100 g hasselnødder
  • 50 g flormelis
  • 100 g lys chokolade
  • 75 g mørk chokolade
Udskriv opskrift
30-45 min
Fremgangsmåde

Rist nødderne i ovnen ved 150 grader varmluft i 15 minutter eller til hasselnøddeskallerne revner og begynder at skalle. Hasselnøddekernerne må ikke tage farve eller blive mørk.

Tag hasselnødderne ud og kom dem i et rent viskestykke, som lukkes omkring nødderne og knides grundigt, så skallerne ryger af. Kassér skallerne og blend hasselnødderne grundigt til det bliver en cremet hasselnøddesmør – det tager lidt tid.

Blend flormelis i og smelt derefter chokoladen som også blendes i. Blend det grundigt igennem til massen er helt ensartet og lækker. Kom bagepapir i en lille form, hæld nougatmassen af og lad det køle af.

Denne nougat er blødest ved stuetemperatur, så tag den evt ud 30 minutter inden anvendelse.