På vej tilbage til Valdemarsro!

Jeg har igennem noget tid været lidt træt af Valdemarsro. Sådan. Så er det sagt! Men det er jeg ikke længere og det er nok derfor jeg fortæller det nu.

I har nok godt kunnet se det lidt på mine blogindlæg, både i kvaliteten og hyppigheden, ikke mindst.

Og så kommer der nu lidt om hvorfor (eller bare en sang fra de varme lande*)

Jeg opdagede blogverden i starten af 2007, da jeg googlede ‘ biscotti’ og havnede inde hos Liselotte. Enhver der har besøgt Liselottes blog og følger med der, kan nok ikke lade være med at blive lidt opslugt af bloguniverset. Herfra opdagede jeg flere og flere spændende blogs og fik en lille spirende lyst til selv at starte op. Det gjorde jeg så i midten af 2007. Vi boede på det tidspunkt i et andet land, og inden at du synes det lyder enormt eksotisk og spændende, så var det altså bare lige på den anden side af Øresundsbroen. Vores hus lå i et lille hyggeligt område, kaldet Valdemarsro. Deraf kom navnet på bloggen her. Vi elskede vores hyggelige svenske hus og vores have, men bortset fra det så var der røvkedeligt. Det var der altså! Men så begyndte jeg at blogge og kastede mig ud i domænekøb og i at rode med koder, html, design og layout i wordpress. En tidsrøver uden sammenligning, men også sindsygt hyggeligt og meget, meget lærerigt.

I starten bloggede jeg om min have, om mad, om opskrifter og bare sådan om vores hverdag. Altid med fokus på alt det hyggelige. Jeg var helt hundrede anonym og sådan skulle det være. Dengang. For hvis nu jeg fik lyst til at bande og svovle. Så gad jeg ikke at min ‘virkelige’ omgangskreds og familie skulle tage stilling til det. Men egentlig så har jeg ikke særlig meget behov for at råbe eller skrive grimme ting herinde, og ja, jeg kan stå ved alt det jeg skriver, så anonymiteten vogtes ikke i samme grad længere.

Nå. Men så ændrede livet sig. Vi solgte huset, flyttede til Østerbro og blev vilde med København. Igen. Jeg blev gravid med Johan og Julie og bloggede så en hel del om graviditeten og min hverdag på Østerbro. Så fødte jeg Johan og Julie og bloggede om livet som tvillingemor. Og så gik jeg lidt kold i det…… Gad på en måde ikke at Valdemarsro kun skulle blive en mor-dagbog eller en blog om Johan og Julie. Ikke at der er noget galt i det, jeg ELSKER morblogs og læser ret mange. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg egentlig ville med denne blog, og ville jeg noget? Har jo faktisk aldrig rigtig taget stilling til det, men har bare gledet med hvor ordene flød hen. Nu var de så pludselig gået lidt i stå og i ring og jeg manglede noget. Altså ikke sådan at bloggeriet nogensinde har været pligtagtigt, overhovedet ikke.

Hold kæft, hvor jeg ævler, hva´

Så startede jeg så maminka sammen med Louise. Og ja, det tog en masse tid. Tid, man ikke har i overflod som forholdsvis nybagt mor. Men er man født med en konstant appetit til at at sætte skibe i søen, så er det svært at lade være, selv om tiden ikke umiddelbart er der. Det har hjulpet på det at Johan og Julie været nogle nemme, søde, sjove, sovebabyer største delen af tiden, om end nogle dage også har været rigtig hårde. Tilbage til maminkaprojektet, Louise er skøn og fantastisk og jeg er også rigtig glad for maminkabloggen, så var det der jeg kunne være MOR med store bogstaver og blogge kun om det. Tilbage var så Valdemarsro, som jeg jo var blevet lidt træt af, ikke rigtig vidste hvad jeg skulle stille op med. Jeg mener, jeg er jo mor herhjemme og det fylder hele mit hjerte og 95 % af alt min tid. Morbloggeriet skriver jeg om på maminka, men hvad pokker skulle jeg så skrive om på Valdemarsro?

For filan, nu lyder det jo sådan helt traumatiserende og problematisk og det er jo altså bare en blog. Men sådan set i bagspejlet, reflekterer jeg lige lidt over tingenes tilstand, ik´

Men så kom jeg til at savne min gamle legeplads. Valdemarsro. Kom til at savne at ævle og kævle om alt muligt og umuligt. Mig, mig, mig. Madlavnings og kogekone-mig, bage-glade-mig, shoppe-shoppe-shoppe-mig, ego-mig og ja også stadigvæk mor-mig. For det fylder jo det meste. Og de to krudtugler er det største og skønneste i hele verden.

Da jeg blev gravid forsvandt min madglæde som dug for solen. Jeg fik den ledeste kvalme og kunne ikke klare synet, tanken eller duften af andet end friskpresset appelsinjuice, frugt og pommes frites (som jeg åd i smug) Som jeg blev større, forsvandt kvalmen. Men jeg blev så stor at jeg ikke kunne stå og bage eller lave mad ved køkkenbordet. Og jeg gad stadig heller ikke. Indtil nu har jeg enten haft for meget at se til, for lidt lyst, for lidt tid eller bare været helt og aldeles fantasiforladt til at stå i køkkenet. Men nu er lysten vendt tilbage. Jeg har lyst til at eksperimenterer med mad, nye opskrifter, nye krydderier og jeg glæder mig til at introducere mine børn mere og mere til glæden ved god mad og det hyggelige måltid. Og jeg glæder mig til at skrive om det. Ikke mindst!

Måske kommer Valdemarsro til at handle ret meget om mad, måske om børn, måske om shopping, om København og om alt muligt andet fremover. Men jeg har fået lysten tilbage til at blogge her, og det er da helt rart. Faktisk.

*hvor jeg ps. rigtig godt gad være lige nu sammen med familien, i stedet for her i (p)iskolde Danmark.

og PPS. bare lige hvis nogen skulle misforstå overskriften, så er vi ikke på vej tilbage til Valdemarsro. Altså i Sverige, vel! Men bloggen og mig, ja!