Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/rugbroed/

Rugbrød

Uhmm, duften af hjemmebagt rugbrød er så lækkert.

I dag vil jeg dele min opskrift på mit hjemmebagte rugbrød – som er nem og sådan som jeg oftest bager det herhjemme.

Selv om det tager nogle timer fra de første kerner er sat i blød og til de duftende brød kommer ud af ovnen, så er vi ikke ude i et flere dages projekt. Sådan er det ellers ofte med rugbrød. Det kan tage dage at lave det perfekte brød, med surdej, fordej osv. Men man får altså også et helt fantastisk brød på denne lidt nemmere metode … hvilket jeg selv er ret stor fan af. Det passer bare lidt nemmere ind i min og min families hverdag, at vi ikke skal være dage undervejs med brødbagningen og det giver et dejligt velsmagende rugbrød med en god krumme.

PT5H

Rugbrød

1 rugbrød    5 timer
1 rugbrød
Ingredienser
  • 250 g knækkede rugkerner
  • 1 dl. solsikkekerner eller andre frø/nødder/kerner
  • 3 dl kogende vand
  • 1 fl. hvidtøl
  • 1 dl. surdej (kan evt undlades - se tip)
  • 20 g gær
  • 2 dl kærnemælk
  • 200 g hvedemel
  • 1 spsk. salt
  • 1 spsk. honning
  • 750 g groft rugmel
  • Derudover
  • Pensl med smeltet smør
Udskriv opskrift
5 timer
Fremgangsmåde

Kom de knækkede rugkerner og solsikkekerner i en stor skål. Hæld kogende vand over og lad kernerne trække i ca. 1 time.

Tilsæt honning, hvidtøl, surdej og gær, som røres godt ud i blandingen.

Tilsæt derefter kærnemælk, hvedemel og salt. Dejen er lidt tung, så brug gerne en røremaskine eller bare sørg for at få æltet alt mel ud med håndkraft. Ælt resten af rugmel i dejen med hænderne.

Lad dejen hæve i en skål, dækket af et rent klæde, på køkkenbordet i en time.

Smør en stor rugbrødsform med smør og kom dejen deri. Jeg bruger en form af træ, som er meget rummelig. Skyl hænderne med koldt vand og brug dem til at glatte dejen ud og trykke den godt ned i formen.

Lad dejen efterhæve i formen, dækket af et rent klæde, på køkkenbordet i to timer.

Pensl med smeltet smør og sæt rugbrødet i en kold ovn. Sæt temperaturen på 180 grader (alm ovn) og bag rugbrødet i 1 time og 30 min. (fjern evt. formen den sidste halve time af bagetiden) Sluk derefter ovnen og lad brødet køle af på eftervarmen i ca. 30 minutter.

Lad derefter det nybagte rugbrød køle af på en rist.

Tip: Hvis der undlades surdej, så kom i stedet 1/2 dl ekstra vand + 10 g ekstra gær i dejen.