Vi har haft ferie i denne uge. En skøn skøn ferie, for vi har haft tid sammen som familie. Masser tid, vi har nydt det og jeg elsker det her feriehalløj.

Men det har også været en lille bitte smule hårdt.

Altså ikke at have ferie. Men tilfældigvis ramlede ferien lige sammen med at først Julie og siden Johan blev knaldhamrende snotforkølede, syge med feber, hoste og søvnløse nætter. Henover weekenden er vi, de voksne i familien, så også mere eller mindre ramt af snue, vatagtig fornemmelse i hovedet og sløjhed.

Her til aften bestod menuen selvfølgelig af løgsuppe med ostebrød. Det er for det første verdens nemmeste ret. Måske fordi jeg springer over et lavt gærde og ikke laver den på klassisk fransk vis. For det andet, så er det ALTID den suppe jeg tyer til, når der er tegn på forkølelse og sygdom ( Vi får den faktisk ikke særlig ofte, hvilket jo så må være et godt tegn).

Og så drikkes der rigelige mængder af varm hyldebærsaft her til aften. Nu håber jeg bare at vi alle fire kan få en rimelig nattesøvn…. For så vil dagen i morgen bare se lidt lysere ud.