Forårsretter

Når den første vintergæk titter frem og dagene langsomt bliver lysere og lysere, så stiger forventningens glæde ved tanken om forårets første delikatesser. For mig starter foråret med årets første stenbiderrogn, det er fuldstændig lige som vintergækken, en sand forårsbebuder.
Senere følger årets første rabarber, de knasende sprøde danske asparges, de første solmodne danske jordbær, sprøde salater, grønne ærter og nye danske kartofler – smagen af friske råvarer og glæden ved at starte en ny sæson med de skønneste smagsoplevelser.
Det er små ting, det er genkendelsens glæde og hvert eneste år, kan de små smagsoplevelser af årets første råvarer gøre mig helt varm af glæde.