Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/tom-yum-suppe/

Tom Yum suppe

Tom Yum suppe er en af mine favorit supper i det thailandske køkken – sammen med denne thaisuppe med kylling, begge er så gode! Og denne spiste vi til aftensmad i går.

Min første Tom Yum suppe spiste jeg, i Thailand på backpackerrejse gennem landet sammen med Martin for 14 år siden. Vi spiste netop den suppe adskillige gange og det var pudsigt at opleve og smage, hvor forskellig en tom yum suppe er fra by til by og i de forskellige områder. Samme oplevelse havde vi da vi var i Thailand igen for 2 år siden.

I 2003  fik en skål Tom Yum suppe i Chang Mai tårene frem, så de trillende ned ad kinderne på mig – så pivstærk og jeg kan ellers godt lide mad med et chilikick. På en køkkenskole på Koh Lanta lod jeg mig fortælle at styrken og antallet af bird eye chilier varierer markant ift hvor i landet man befinder sig. Sydthailand skulle være de sejeste på det område … og Chang Mai, hvor jeg spiste den virkelig stærke suppe ligger altså allernordligst – siden har vi altid takket ja tak, når vi blev spurgt, om suppen skulle være “turist stærk” ;)

PT30M

Tom Yum Suppe

4 pers.     30 min.
4 pers.
Ingredienser
  • 1 liter hjemmelavet hønsefond eller en liter boullion
  • 1 spsk Tom Yum Paste - købes i asiatiske forretninger
  • 15 champignon, skåret i kvarte
  • 20 Vannamei rejer - ( ASC mærket* se forklaring under opskriften)
  • 5 skalotteløg, skåret i tynde strimler
  • 2 fed hvidløg, knust og finthakket
  • 1 stængel citrongræs, banket på langs og fintstrimlet
  • 3 kaffirblade, fjern midterstilken og finthak kaffirbladene (kan erstattes af revet limeskal)
  • 1 spsk galangal, finthakket (kan undlades)
  • 1 spsk fintstrimlet ingefær
  • 1 tsk kokossukker eller rørsukker
  • 2 spsk fishsauce
  • 2 thai birdeye chili - eller en hel rød chili fra supermarkedet
  • 5 cherry tomater
  • 1 lime - saften herfra
  • evt. et par spsk kokosmælk
  • Anret med:
  • 2 forårsløg, finthakket
  • frisk koriander
Udskriv opskrift
30 min.
Fremgangsmåde

Fjerne skallerne (undtagen halespidsen) på rejerne og skær en lille rids, så også den sorte streng/tarm fjernes. Sæt rejerne til side et øjeblik og klargør alle ingredienserne til suppen.

Varm nu hønsefonden op i en gryde til kogepunktet og rør Tom Yum paste i, når det koger. Tilsæt Champignon, rejer, skalotteløg, hvidløg, citrongræs, kaffir, galangal, ingefær, sukker og fishsauce.

Afhængig af hvor modig du er – og vild med stærk mad – så tilsætter du 1 eller flere chili til suppen. Vi skærer et lille snit op i spidsen af 2 birdeye chili og lader dem koge med. De er piv stærke, og man kan sagtens bruge flere end vi gør (i Syd Thailand har jeg ladet mig fortælle at de genre bruger 15-20 stk!) Alternativt kan man blot finthakke en alm rød chili og drysse den over alt efter smag – så kan alle være med. 

Lad suppen koge i 5 minutter, hvorefter tomater tilsættes.

Smag til med limesaft, evt mere fishsauce, kokossukker og evt kokosmælk – hvis du ønsker den afrundet med en blødere cremet smag.

Anret i skåle og drys med friskhakket koriander og forårsløg.