Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/varm-roedkaalssalat/

Varm rødkålssalat til julemiddagen

Varm rødkålsalat hører jo helt traditionelt med til den dejlige julemiddag og jeg elsker den sød/syrlige varme salat. Jeg laver den hvert år til jul og stort set altid på samme måde – dog med den lille forskel, at når jeg laver den lækre andesteg med appelsin, så tilføjer jeg desuden en halv (tom/brugt) vaniljestang og saften fra en halv friskpresset appelsin, samt bladene fra et par kviste timian. Uanset det twist, så komplementere begge varianter vidunderligt den skønne steg, de søde brunede kartofler og den fantastiske sauce, som kommer af en lækker hjemmelavet steg.

Det er ren jubelmenu – og nu har jeg jo så fået indført kartoffelchips også, som en del af den traditionelle julemenu. Det har Martin ikke været vant til som en tradition i hans familie – men for mig er det altså uundværligt!

Julesauce og varm rødkålssalat er jo et helt perfekt mundfuld, anrettet på en sprød fransk kartoffel.

Hvad med jer? Spiser I kartoffelchips til jul?

PT40M

Varm rødkålssalat

6 pers.     40 min.
6 pers.
Ingredienser
  • 1 halvt rødkål
  • 2 spsk ren fedt fra and eller gås
  • 3 laurbærblade
  • 4 hele nelliker
  • 3 hel allehånde
  • 3 stjerneanis
  • 1 kanelstang
  • 1 spsk muscovadosukker eller brun farin
  • 2 spsk ribsgele eller lign
  • 1 dl æbleeddike
  • salt og friskkværnet sort peber
Udskriv opskrift
40 min.
Fremgangsmåde

Varm gåsefedt op i en gryde og kom den fintsnittede rødkål i gryden, når fedtet er smeltet.

Varm det godt igennem nogle minutter under omrøring, og tilsæt så stjerneanis, nelliker, allhånde, laurbærblade, kanelstang, æbleeddike, moscovadosukker og ribsgele. Sæt låg på og lad det simre i 30 minutter.

Smag til med salt, peber, ribsgele og evt mere æbleeddike. Snup stjerneanis, kanel og laurbærblade op af gryden og server den varme rødkålssalat.

Tip
Rødkålssalaten kan sagtens laves dagen i forvejen, hvorefter den stilles på køl. Inden servering varmes den blot godt igennem og serveres i en pæn skål. 

valdemarsro youtubeSe videoen, hvor jeg laver opskriften her >>