Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/vores-juletraditioner/

Vores juletraditioner

Julens traditioner er mange … nogle juletraditioner er helt faste og urokkelige og går igen år efter år, mens andre dukker op med flere års mellemrum og er noget så hyggelige at genoptage eller prøve af igen.

En del af vores juletraditioner er sandsynligvis genkendelige og for mig virker det jo vildt vildt almindeligt. Men jeg ved også at der er så mange hyggelige og små forskelligheder i mange familiers jul – så jeg tænkte uanset, at det kunne være lidt hyggeligt at lave et indlæg om – og ekstra hyggeligt kunne det være, hvis I delte nogle af de traditioner, der er helt faste hos jer. Eller nogle nye traditioner, som I måske godt kunne tænke jer at prøve af eller indføre i jeres jul.


Julepynt
Vores hjem pyntes langsomt op, allerede i løbet af november efter mortensaften. Lidt efter lidt kommer der i løbet af december måned mere og mere pynt til. Vi henter meget i naturen. Gran, grene og kogler er rigtig fint pynt og skaber en skøn hyggelig stemning sammen med det pynt, som vi holder meget af at finde frem år efter år.

Adventsdekoration
Vi har altid adventsdekoration og julekalenderlys, og i adventsdekorationen tænder vi alle lys på en gang og ofte også inden den 1. advent. Rebelsk og utraditionelt ;) – men det pynter jo så fint.

Juletræ
Det er blevet en tradition at vi får det i stuen inden Lucia, så der er god tid til at nyde pynten og al den hygge som juletræet giver. Det er meget forskelligt hvor vi henter, fælder eller får vores juletræ fra – men det kunne jeg godt tænke mig at skabe en mere fast tradition om på et tidspunkt

Lucia
Det er en tradition, som vi startede for omkring 10 år siden. At spise de lækre luciabrød den 13. december – meget gerne som en ekstra hyggelig julemorgenmad og nu hvor Johan og Julie er skolebørn, så får de en sød luciabolle med som en ekstra ting i madpakken den dag.

Kalendergaver
Vi har jo haft nisser lige siden børnene var helt små  og de er kommet med gaver eller opgaver hver dag, til og med sidste år. I år har vi aftalt med nisserne at de i stedet kommer med gaver til advent, men de er så søde at de indimellem kommer med en lille overraskelse i form af et brev, nisseløjer, en lave eller lidt juleslik.
Min mor har for tradition at give børnene en pakkekalender og i år har de fået deres første chokoladekalender – jeg kunne ikke dy mig for at købe dem fra Summerbird til halv pris black friday.

Nattøjsdage
Nattøjsdage er et helt begreb hos mine børn og er særligt vigtigt i både ferier og ved juletid. Det er dage i nattøj, uden planer og med tid til leg, læse og hygge derhjemme. Dem har vi gerne en god håndfuld af, drysset udover hele december måned.

Juleknas, konfekt og småkager
I og med jeg jo gerne kommer på en masse nye godter, småkager og opskrifter til jer, bloggen og os selv hvert år, så er der ret stor variation i vores småkagedåser. Men pebernødder, brunkager, chokoladeovertrukket dadler med marcipan og chokoladetrøfler er en tradition. Derudover er pebermyntestokke et must herhjemme – både på juletræet, i koppen med varm chokolade og til at spise. Vi har ikke én fast julekagebagedag – men vi bager flere gange i løbet af december.

Lille juleaften
Vi spiser gerne risengrød til aftensmad og så er enten Love Actually eller The Holiday, et glas gløgg eller portvin og lidt konfekt helt obligatorisk, når Johan og Julie er puttet og jeg elsker at gense de film hvert år. Tror vi alle fire skal se Home alone om eftermiddagen i år.

Julebrunch
Vi spiser gerne en meget sen morgenmad på juleaftensdag, som bliver til en lækker brunch med hjemmebagte boller og her er klatkager et must på morgenbordet og så springer vi frokosten over.

Juleaften
Vi har i mange år holdt juleaften herhjemme. Der har altid været åbent for resten af familien, både på min og Martins side, at tilslutte sig og være med. Vi elsker at stå for julemiddagen og skabe vores helt egne familietraditioner på den aften.

Disney Juleshow
Den er simpelthen obligatorisk og har været det i både Martins og min barndom også. Så hyggelig.

Julemiddag
Den er ret traditionel med fjerkræ, som er enten gås eller andesteg. Vi plejer at lave en hel steg, men sidste år og nogle år får vi confiterede andelår og flæskesteg, hvilket også er et stort hit. Julesaucen koger jeg på skroget fra Mortens Aften anden.
Fjerkræ skal der være til vores julemiddag … Derudover får vi hvide og brunede kartofler, julesauce, kartoffelchips (et must!) varm rødkål, grønkålssalat og ribsgele. Martin står for julevinen, som bliver valgt med megen omhu.

Desserten er risalamande med kirsebærsauce og dertil portvin eller en god kirsebærvin.

Julegaver 
Dem i familie vi ser i juledagene giver gaverne der og da vores børn var helt små, gjorde vi det sådan, at den gave, der gav allermest sus i maven af spænding, fik de allerede først på eftermiddagen.
Gaver er hyggelige og dejlige, men det betyder meget for os at juleaften er drønhyggelig og at gaveudpakning ikke overstråler julemiddagen og hygge i løbet af dagen. Vi vil have god tid til at nyde en skøn julemiddag uden stress for at komme videre til juletræ og gaver. Det fungerede rigtig godt for os på den måde og gjorde, at der var en herlig ro og julefred hele dagen igennem.

Julie har i øvrigt haft en ægte levende hest stående på sin ønskeseddel siden hun var var to år og kunne sige hest – det er i sig selv, næsten også en tradition.

Julefrokoster
Vi har to faste årlig julefrokoster hos mine forældre og hos Martins forældre. Da Martin og jeg er selvstændige, så er der ikke nogen arbejdsplads julefrokosttraditioner (måske vi skulle skabe én ny tradition der)

Læs også: Mine 10 julefavoritter >>

35 kommentarer
  • Ida skrev:
    8. december 2017 kl. 10:11

    “Den er ret traditionel med fjerkræ, som er enten gås eller andesteg. Vi plejer at lave en hel steg, men i år laver vi i stedetconfiterede andelår og flæskesteg, hvilket også var et stort hit.” Er du lidt foran i tiden her? :D

    • Ann-Christine skrev:
      8. december 2017 kl. 10:32

      Ja, åbenbart … :) – rettet nu

      • Stine skrev:
        8. december 2017 kl. 11:57

        Måske fordi I også fik confiterede andelår sidste år? :)

        • Ann-Christine skrev:
          11. december 2017 kl. 09:12

          Ja, det gjorde vi da :) Godt du lige huskede mig på det, og det var SÅ godt, så vi gentager successen ;) ♡

  • Emma skrev:
    8. december 2017 kl. 10:53

    Hvor lyder det dejligt! Og sikke et hyggeligt indlæg! Jeg elsker jul og alt hvad der hører med. Jeg er studerende og har eksamener i december, så alle mine overspringshandlinger går til endnu mere julehygge.
    En af mine yndlingstraditioner i min familie er selve juleaften, efter middagen, hvor træet skal tændes. Her går vi alle, undtaget min far, ind på et værelse med en masse stearinlys tændt. Så læser vi i skæret fra lysene i den gamle “Peters Jul” bog, som min mor har fået af sin far, da hun var barn, indtil min far kommer og banker på. Alt lys i huset er slukket og vi følges gennem gangen, rundt om hjørnet og ser det smukke træ stå og lyse op midt i stuen. Den følelse rummer så meget kærlighed, varme og lykke.
    Rigtig glædelig december til dig og dine. Jeg nyder at følge med!

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 08:58

      Hvor lyder det bare som en fin og virkelig helt julemagisk tradition, Emma.
      Det samme havde mine bedsteforældre tradition for, da vi indimellem holdte jul der i min barndom.
      Tak for at dele jeres fine tradition
      Rigtig glædelig jul til dig og dine ♡
      Kh Ann-Christine

    • Camille skrev:
      9. december 2017 kl. 10:17

      Åhh – det lyder som den fineste tradition!

  • Dorte skrev:
    8. december 2017 kl. 11:02

    Det er så hyggeligt at læse om juletraditioner hos andre og ikke mindst få lidt inspiration. Herhjemme er det mange af de samme ting, der også er tradition hos os. Vi har dog 2 juletræer – et lille der kommer lige inden nissen flytter ind, som ungerne så har til ansvar at pynte og et som kommer i dagene op til jul, som får fuld skrald på pynten:-). I nogle år havde vi også en hel væg fyldt med gran, men efter min mor flyttede og dermed ikke havde en juletræsplantage længere blev det en lidt dyr (og måske også besværlig – host, host) affære. Nissen er fast inventar hos os og så forsøger jeg egentlig at holde det relativ low key afhængig af hvilke arrangementer der løbende kommer til i løbet af måneden. Som noget nyt har jeg strikket nissehuer til ungerne i år og jeg tror det skal være et fast indlæg fra år til år – en nisse eller december hue af en eller anden art. Vi holder også altid julen hos os og så er familien mere end velkomne. I år bliver vi en større flok og som fast tradition starter vi juleaften ud med en tur i kirke. Min søster (som er formand for menighedsrådet på trøjborg) skal i år læse indgang (tror jeg :-)) op til gudstjenesten i johannes kirken, så det glæder jeg mig til at høre. Når vi kommer hjem fra kirken serverer vi altid en forret af en art og så kører vi ellers den (næsten) traditionelle julemiddag. Vi startede også op med de confiterede andelår sidste år og så serverer vi også flæskesteg. Hos os er der dans om juletræ og gaver inden vi så kaster os over ris a’lamanden, gavebeundring, bezzerwisser og pusten ud :-). Jeg glæder mig altid til juleaften, men endnu mere til d. 25 :-). Rigtig glædelig jul til dig.

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 09:10

      Hvor lyder det bare hyggeligt altsammen, Dorte – tusind tak for at dele og beskrive jeres skønne traditioner ♡
      Jeg er ret betaget af at I har haft en helt granvæg!
      Har selv overvejet at pynte lidt mere op med gran indendørs, på trappens gelænder mv. Kunne være rigtig fint :)
      Rigtig glædelig jul til jer
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Randi Alban skrev:
    8. december 2017 kl. 13:28

    Hjemme hos os, har vi en juletradition, som jeg ikke kender så mange der har. Den stammer fra min mors familie på Amager. Jule nat, før vi går i seng er morgen bordet dækket op. Vi stiller alle vores sutsko på den plads vi skal sidde på næste morgen. Om natten kommer juleenglen og lægger en gave i hver sutsko…. Hvis man altså har været sød. Ellers bliver sutsko fyldt med kul(det er nu aldrig sket). Når vi vågner næste morgen, spiser vi lækker brunch, og åbner vores englegaver. Det er en super hyggelig morgen, og det har altid været sådan, at når jeg gik i seng juleaften, så var det ikke så trist, at det hele var overstået, der var jo lige en englegaver næste morgen. Englegaver englegaver er ikke kæmpe store, men de betyder rigtig meget. Og hygge med mormor og morfar 1. Juledag om morgenen, efterfulgt af en tur i skoven med hundene, har altid været noget af det, jeg holder allermest af i julen. ?

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 09:17

      Hvor lyder det hyggeligt – det er virkelig den der fine julemagi, hvor gaverne slet ikke behøver være store, det er mere traditionen og magien omkring det hele skaber julestemningen.
      Jeg kendte heller ikke den tradition, men det lyder virkelig dejligt.
      Rigtig glædelig jul til dig og dine ♡
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Marie Duhn skrev:
    8. december 2017 kl. 20:34

    Vi har en tradition, der startede sidste år, som jeg er ret vild med. Vi i min nærmeste familie stikker nemlig af fra alt julestressen og opholder os i stedet hele julen og nytåret også i vores hytte i Norge. Den ligger i den yderste trægrænse oppe på et fjeld med den mest fantastiske udsigt over en stor sø og bjergene bag. Her går tiden med vandring i sneen eller ski, hygge foran brændeovnen og fotografering. Det glæder jeg mig virkelig til <3

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 09:22

      Ej, hvor hyggeligt!
      I er jo faktisk nærmest sikret en hvid jul hvert år, og med brændeovn og bjerglandskab – jeg kunne forestille mig at det er magisk ♡
      Rigtig glædelig jul til jer og god juleferie i Norge

  • Karen skrev:
    8. december 2017 kl. 23:43

    Elsker juletraditioner.
    Hos os, indførte min elskede farfar traditionen om skrog. Når man har danset åbnet gaver, spist slik og egentlig er helt fyldt. Så kom andeskroget ind, sammen med rugbrød, salt og et par kolde øl. Ofte helt simpelt, lige ved køkkenbordet. Det er den fineste måde at runde juleaften af på og så sover man så utrolig skønt ovenpå en rugbrødsmad med kold and ? Glædelig jul og tak for din skønne blog

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 09:23

      Uhmm, det lyder altså virkelig hyggeligt!
      Kan godt forestille mig at der er en rar stemning rundt om bordet med sådan en hyggelig tradition
      Rigtig glædelig jul til jer ♡ og tak for at dele den fine tradition i jeres familie
      Kh AC

  • Mette Petersen skrev:
    9. december 2017 kl. 08:36

    Når noget man måske var lidt træt af, bliver en juletradition?
    Vi hygger, bager, ser film, laver julegaver og så videre som alle andre. Og elsker det!
    Men der var i en del år en ting, jeg var lidt træt af ved julen. Min datter på 12 og jeg bor i Kbh. og hele vores familie bor i Jylland. Så hvert år rejser vi med alle gaverne og vores bagage i tog mod Jylland d. 23. Dec. Og især da min datter var lille og jeg slæbte det meste, synes jeg det var tungt…..mange mennesker på hovedbanen, fyldte togvogne og bombetrusler der forsinkede trafikken, i 2009 hvor toget sad fast i sne over Fyn, osv. -Og jeg ville endtlig gerne selv holde julen.
    Men for nogle år sagde min datter til mig….. “mor, jeg elsker når vi sidder i toget mod Jylland d. 23. dec…….du har altid lavet en ekstra god julemadpakke, alle mennesker er glade og smiler for det er jul…….hylderne i toget er fyldt med gaver……og man sidder og glæder sig til, at skulle over til mormor og morfar på gården og holde jul med familien……… jeg elsker den jul togtur……..man kan sige at det er vores juletradition mor” -Siden hun sagde det, blev det en skøn juletradition?

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 09:43

      Årh, jeg fik helt tårer i øjnene ♡ Hvor er børn bare helt vildt fantastiske til at sætte et nyt perspektiv på det vi voksne indimellem kan antage for at være besværligt, omstændigt og praktiske nødvendigheder.
      Hun lyder virkelig som en helt igennem skøn pige.
      Tusind tak for at dele den fine lille historie.
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Majbritt Rasmussen skrev:
    9. december 2017 kl. 16:42

    Vi har haft en tradition siden vores ældste søns første jul (han er 10 år) at vi tager gruppefoto af os alle foran juletræet juleaften. Det blir så sat i børnenes bøger som jeg har lavet med billeder og små historier siden de var små.

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 09:51

      Det var da en super skøn ide ♡

  • Lise skrev:
    9. december 2017 kl. 18:41

    Jeg vil også dele en juletradition som er holdt ved igennem tre generationer i min familie. Når juleaften er ved at være slut, gaverne er pakket ud, så er det tid til at værtinden “trakterer” med julenatmad. Så bliver bordet dækket med juleappelsiner, nødder, ost, lunt brød, slik i små skåle, vindruer, småkager, særligt lækkert chokolade, marcipan, nougat, lidt pølse, dadler, og hvad der ellers kunne være lækkert. Vi får ofte et glas rødvin til. Så sidder vi og hygger, nyder roen, snakker om juleaften, gaverne, anden, salmerne vi sang om træet og roser selvfølgelig juleaften. Det har altid været meget hyggeligt, og med noget godt i maven, så er der altid blevet sovet længe den 25. Også fordi det ofte først er kl 02.00 at vi har været færdige med gaverne, som der altid har været mange og rigeligt af….og åbnet i ro og mag. Vi har altid slappet af 1. Juledag, og derfor har der ikke været stor julefrokost.
    Jeg husker stadig som barn, da jeg var blevet stor nok til at være oppe til sent, og jeg så fandt ud af hvilken skøn tradition der gemte sig julenat. Mine egne børn er ikke gamle nok til afterparty, men jeg glæder mig til at de skal være med

    Glædelig jul

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 16:18

      Nøj, hvor jeg synes det lyder vildt hyggeligt med sådan en julenat tradition – det tror jeg simpelthen at jeg vi se om vi ikke kan få indført herhjemme hos os. Lige lidt rart at runde det hele af på, inden vi putter os i seng. Dét kunne jeg godt se passe noget så fint ind her hos os ♡
      Tusind tak for at dele jeres dejlige tradition.
      Rigtig glædelig jul til jer
      Kh Ann-Christine

  • Kamilla skrev:
    10. december 2017 kl. 06:34

    Min kæreste og jeg venter vores første barn og derfor er det nu vi for alvor begynder at skulle holde jul sammen. Vi er dog i den heldige situation at min kæreste er skilsmissebarn, så lige nu går opgaven ud på at udvælge de vigtigste traditioner fra hver side at deltage i og så finde ud af hvilke som familie vi to (snart tre) ønsker at have. Det er ikke så nemt for traditioner gør noget inden i en og det er først rigtig jul når de er overholdt og så er det svært at give fra sig. Nogle af mine yndlings er at juletræet kom ind den 23. Den 24. Om morgenen i nattøj blev det pyntet – der blev altid diskuteret når der skulle sættes lys på og pointeret at vi altså også skulle pynte det nederste af træet. Ellers gik dagen med forberedelser og tøffetid. Under ris ala manden fyger beskyldningerne altid hen over bordet og det er af en eller anden grund altid min bror som bliver hovedmistænkt. Og slutteligt. Det er først jul når Jesper Fårekylling synger Når de ser et stjerneskud i Disneys juleshow. Så sænker roen sig og så blev det endelig jul!

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2017 kl. 16:25

      Dét kan jeg sagtens forstå! Det er nogle gange lidt kompromisernes kunst at vælge både til og fra. Håber I med tiden får skabt nogle virkelig fine traditioner der passer godt til jer.
      Lyder som hyggelige og skønne traditioner du fortæller om ♡
      Glædelig jul til jer
      Kh Ann-Christine

  • Hanne skrev:
    11. december 2017 kl. 20:52

    Kære AC,

    Hvor er det hyggeligt at læse om dine og andres juletraditioner. Her kommer drillenissen på besøg hvert år, nogle dage laver han løjer, og så har han en lille pakke med til pakkekalenderen, hvis han er rigtig fjollet hænger han pakkerne på stole eller andre skøre steder. Så har jeg nogle faste ting omkring julepynt, der er så mange minder med det. Der skal altid være nisselandsby med vat og min elskede keramikkirke som min afdøde mor købte engang i Daells Varehus. Julestjernen fra Dalarna i Sverige skal op i køkkenvinduet og sprede varmt hyggelys og min juleplakat fra mit barndomshjem skal op. Juleaften skal vi altid se Disneysjov kl. 16 nul dut både store og små. Første juledag er vi altid hjemme med børnene, har tøffetid i nattøj hele dagen, ser film, leger, går tur og spiser ris alamande til morgenmad. Glædelig jul til dig og dine. Kh Hanne

    • Ann-Christine skrev:
      12. december 2017 kl. 08:36

      Hvor lyder det bare hyggeligt og virkelig traditionsrigt med dine juletraditioner ♡ Jeg synes det er så vildt hyggeligt at I også deler, og jeg nyder at læse om de mange skønne traditioner rundt omkring. Det giver sådan en hyggelig julestemning
      Tusind tak for at dele og rigtig glædelig jul til dig og din
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Marianne skrev:
    12. december 2017 kl. 07:48

    Hos os er mandelgaven juleaften altid et brætspil. Oprindeligt var det for at trække tiden lidt, så de voksne kunne hygge om bordet, mens jeg og mine tre søskende kunne holde os selv beskæftiget. Nu er vi ‘børn’ mellem 18 og 25, og vi insisterer fortsat på brætspil mellem julemiddag og juletræ. Rollerne er byttet om, og nu er det mine forældre der tripper for at komme ind til træet, haha! Det er altid skønt :)

    • Ann-Christine skrev:
      12. december 2017 kl. 08:37

      Hvor hyggeligt! Det var da en skøn ide med brætspil i mandelgave – den kan jeg godt lide ♡ Sådan et spil tager man jo frem igen og igen, så det bliver et lille minde fra de enkelte juleaftener.
      Tak for at dele ♡

  • Pia B Hansen skrev:
    13. december 2017 kl. 18:53

    Sikke et hyggeligt indlæg :-)
    Vi har også en del traditioner; 23. december får vi altid risengrød så der er til ris ala mande dagen efter og vi pynter juletræ om aftenen. De sidste par år har vi fået en ny tradition med at få krebsehalemadder efter vi har pyntet træet fordi man godt kan blive lidt småsulten når risengrød har været aftensmaden :-)
    Vi ser selvfølgelig også juleshow ;) juleaften får vi kalkun og spiser middagen stille og roligt og når vi er færdige finder vi gaver frem og lægger under træet. Vi slutter altid med at synge Nu det jul igen og det skal gerne foregå med løb rundt i hele huset. Den der har fået mandelgaven må starte med at vælge en gave at give og så fortsætter det ellers med én pakke ad gangen så den der lige har fået, skal give den næste.
    Afhængig af hvordan julen falder, laver vi konfekt et par dage før juleaften, når vi er kommet hjem på juleferie.
    Julebrunch lyder altså som et skønt koncept som vi måske skulle indføre :D ellers sker der ikke så mange ændringer, men vi kan nu også godt lide at tingene er nogenlunde som de plejer :-)

    Håber du og din familie får en skøn jul.

    • Ann-Christine skrev:
      15. december 2017 kl. 09:04

      Hvor lyder det virkelig hyggeligt ♡ Og det er så rart når man har traditionerne på plads, glæder sig til dem og ‘alt er som det plejer til jul’ på den gode måde.
      Tusind tak for at dele jeres dejlige traditioner og rigtig glædelig jul til dig og din familie
      Kh AC

  • Christa skrev:
    10. december 2018 kl. 22:30

    Jeg bor i tyskland siden 1971, jeg har en datter der bor i tårup hved Fredericia, Nina gjorde mig opmerksom på din side, og jeg synes den er vældig god.

    • Ann-Christine skrev:
      12. december 2018 kl. 17:42

      Det er da dejligt at høre, hyggeligt at du læser med ♡

      • Camilla skrev:
        13. december 2018 kl. 21:31

        Vi har en lidt mærkelig, men top hyggelig tradition: på badeværelset har jeg en samling russiske babuska dukker, 1. December får de selskab af julemandsbabuskaen, den inderste mindste nisse gemmer jeg…hver gang en er på badeværelset findes Nissen og gemmes igen.
        En anden af vore traditioner er lysgave, indført da ungerne var små, for at holde dem ved julemiddagen; ved hver kuvert står et juletræs lys, den hvis lys sidst brænder ned vinder lysgaven

        • Ann-Christine skrev:
          14. december 2018 kl. 11:29

          Det lyder da bare så sjovt og hyggeligt! Der er altså noget helt særligt ved de små ritualer der er helt tilpasset egen familie og jeg synes det er så hyggeligt at læse alle jeres også ♡

  • Pernille skrev:
    2. december 2021 kl. 23:16

    Hej

    Sikke gode juletraditioner i har hjemme hos jer 😃- min søn på 9 år og jeg , har en række små og større juletraditioner. Der er særlig et par stykker som står vores hjerter nær, som jeg gerne vil dele. Den første af dem er , vores tradition om at købe en ny engel til min farmor gravsted , det gør vi hvert år. Den tradition startede da min søn var 6 år, 2 jule dag kører vi ud og sætter den på gravestedet og sender en lille jule hilsen til farmor.englen køber vi i sammen butik hvert år, som syntes det er meget hyggeligt

    Hvert år køber tristan også en lille ting , at hænge på jule træet som vi fælder sammen med mormor og morfar.

    Vi besøger min veninde og hendes børn som udveksler julegaver

    Også kommer nisse hr. Nilsson på besøg hele december og frem til nytår.

    Hilsen pjos univers

    • Ann-Christine skrev:
      6. december 2021 kl. 07:57

      Hej Pernille,
      Mange tak for din søde hilsen.
      Sikke skønne traditioner i har, det er hyggeligt.
      Rigtig glædelig jul til jer
      Kh Ann-Christine

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.