Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/gullash-med-kartoffel-og-persillerodsmos/

Gullash med kartoffel- og persillerodsmos

I går havde vi en rigtig indehyggedag, nussede rundt og lavede ikke så meget andet end at hygge, slappe af og bare være sammen.

Sådan en dag er helt og aldeles perfekt til gullash og simreretter, så det eneste smut uden for lejligheden var til Gourmandiet efter oksebov til en gullash.

I går var det Martin som lavede maden, han er fremragende i et køkken og kan godt lide at lave de lidt tungere simreretter.

I får hans opskrift på gullash her og det kan godt betale sig at gange den op og lave et par portioner til fryseren også.

PT3H

Gullash med kartoffel og persillerodsmos

4 pers.     3 timer
4 pers.
Ingredienser
  • 500 g oksebov, skåret i tern af ca 2×2 cm
  • 3 gulerødder, skåret i tern
  • 2 løg, hakkede
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 1 spsk smør
  • 1 spsk sød paprika
  • 1 knivspids kommenfrø
  • 1 dåse tomatpure
  • 1 liter boullion, herbamara
  • friskkværnet peber og salt
  • MOS:
  • 500 g kartofler, 3 persillerødder, ca 2 dl mælk, 2 spsk smør, salt og friskkværnet peber
Udskriv opskrift
3 timer
Fremgangsmåde

Sauter løg, hvidløg, smør og gulerødder i en stor gryde i 2 minutter ved middel varme. Kom kødet i og brun kødet. Tilsæt salt, peber og paprika. Rør rundt og tilsæt boullion så det dækker kødet godt, kom også tomatpure og kommen i gryden. Sæt låg på og lad det stå og simre i omkring 3 timer.

En halv time inden det er spisetid, skrælles kartofler og persillerod. Kom i en gryde med vand der skal dække godt – ingen salt! Kog kartofler og persillerod i omkring 25 minutter. Hæld vandet fra. Lun mælken i en gryde. Mos kartofler og persillerod med en elpisker og tilsæt løbende lidt lun mælk og smør. Mosen skal være blød, luftig og lækker. Smag til med salt og peber.

Jeg puttede lidt purløg på toppen, men det kan fint undlades. Gullash kan også serveret med grøn salat som ekstra tilbehør.