Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/oldschool-pastasalat/

Pastasalat

Her har vi en totalt oldschool pastasalat – og det er sørme godt nok mange år siden jeg sidst har spist sådan en – men hvor er det lækkert, jo.

Der skal da ikke gå så lang tid til næste gang.

Vi havde en rest pasta penne (det er Johan og Julies favorit) tilovers forleden dag og dagen efter tryllede jeg dem lige ind i sådan en dejlig pastasalat – nemt og en super måde at få brugt rester og tømt grøntsagsskuffen.

Jeg har fyldt salaten med frisk rå broccoli, sprød knasende rød spidskål, søde majs fra lynkogte majskobler og en virkelig god røget bacon. Så det er selvfølgelig ikke helt den klassiske pastasalat, som jeg kender fra folkeskoletiden, men nok nærmere oldschool med et twist …

Råvarerne og alt det grønne skiftes ud efter sæson – sprøde æbler i tern vendt i citronsaft og honning er fx godt om vinteren med fintsnittet kål, bacon og urter.

PT15min

Pastasalat

4 pers.    15 min
4 pers.
Ingredienser
  • En rest pasta, jeg brugte omkring 3 dl kogte penne
  • 1 lille helt broccoli
  • 1/4-1/2 kålhovede, fx som her rød spidskål
  • 3 majskolber
  • 1 dl creme fraiche
  • 2 spsk mayonaise, jeg bruger Helmanns
  • et lille bundt purløg
  • 1-2 spsk æbleeddike
  • god groft havsalt og friskkværnet peber
  • evt. 1/2 dl god sprød røget bacon
Udskriv opskrift
15 min
Fremgangsmåde

Spidskål eller anden slagskål strimles i fine strimler.

Skær alle broccolibuketterne af broccolien (kom evt broccolistænglen i en juicer sammen med æbler og drik det, eller riv den fint og kom det i salaten eller brug den revet i en tomatsauce)

Lynkog majskolberne til de lige bliver lækkert smørgule og skrab majskerne af.

Vend det hele sammen i en skål.

Rør dressingen af creme fraiche, mayo, purløg, æbleeddike og rør det i salaten, sammen med bacon. Smag til med salt og peber.