Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/smaa-glimt-116/

Små glimt

♡Morgenbord i sommerhuset på Martins fødselsdag♡

Det er ved at være længe siden, at jeg har delt en omgang små glimt med jer. I en periode har jeg haft lyst til at slippe den kategori lidt, sætte på pause og blot nyde de fleste små glimt uden lige at snuppe kameraet frem eller have tanke for blog og sociale medier.

Jeg holder som altid meget af både at fotografere og at dele små ting og rare oplevelser – og indlæggene med mine små glimt vender nu tilbage. Ikke på ugentligt basis, men indimellem når jeg har noget på hjertet og har samlet en lille stabel glimt og billeder sammen at dele med jer.

Vi er i gang med fødselsdagshøjsæsonen for vores families vedkommende – april og maj, hvor vi startede med Martins fødselsdag i starten af april. Jeg har i øvrigt planer om at udvide repertoiret af fødselsdagsopskrifter, med blandt andet lidt lækre lagkager og andet godt den kommende tid. Skriv endelig hvis der er noget særligt I godt kunne tænke jer min opskrift på i den sammenhæng.

I denne omgang tager jeg blandt andet jer med en tur i vores lille sommerhus, i Aarhus teater og ud at spise et skønt sted lidt uden for Aarhus … 

aarhus teater

♡ West Side Story på Aarhus Teater (inviteret)♡

En fabelagtigt oplevelse. Helt magisk! Vi var ganske enkelt medrevet, fortryllet, opslugt og imponeret hele forestillingen igennem. Aarhus Teater danner den fineste ramme for musicalen, der handler om to rivaliserende ungdomsbander i gaderne i New York, hvor den uskyldige unge Maria og Tony fra den rivaliserende bande bliver forelsket i hinanden. Stykket kan opleves i Aarhus Teater frem til den 16. maj og derefter i Aalborg teater i efteråret og kan varmt anbefales.

Vi har en ambition om at gå oftere i teateret, og startede sidste jul en ny tradition med en årlig juleforestilling. Johan og Julie er vilde med at se forestillinger og har flere gange været til mindre børneforestillinger både med os, i børnehavetiden og med skolen. West Side Story er deres første større teaterstykke og musical, som ikke er henvendt til børn – og jeg var ret spændt på hvordan de ville opleve det. De var ovenud begejstret og så snart det var færdigt, udbrød Julie at det burde vi virkelig opleve noget oftere.

Efter stykket var færdigt, tog vi hen til Il Mercatino og købte et par af deres superlækre pizzaer, som vi bragte med hen til havnefronten for at slå os ned der til en lille aftenpicnic. Vildt hyggelig eftermiddag og aften!

♡ Sommerhus haven, som den så ud i starten af april ♡

Her er en stor mos/græsplæne, som har lidt gevaldigt under massiv skygge fra nogle kæmpe store nåletræer, som vi derfor valgte at fælde ret hurtigt. Derudover er der hæk og et stort krat, som vi er ved at rydde op i. Så kort sagt, alle muligheder er åbne … vi behøver ikke tage en masse hensyn til allerede eksisterende bede og fine planter.

Det kunne ellers være virkelig hyggeligt at prøve at overtage en lidt mere beplantet have, men det er som det er – og jeg nyder virkelig også det arbejde, som det er at skabe selv.

Jeg er i fuld gang med at grave ud til nogle store bede, der skal omkranse terrassen og så tager vi det ellers med små skridt, så vi hen over året finder vores kaffespots, gemmesteder, spisesteder, skyggesteder, etablering af masser af blomster, buske og smukke planter at kigge på og plads til alt fra hængekøje til bålsted, fodboldspil, telt og rabarberplanter.

Det er super dejligt og jeg kan ret godt lidt processen i det.  

♡Sommerhus køkken ♡

Er det ikke bare blevet fint? Lillebitte hyggeligt køkken (ikea), med nye metrofliser på væggen og det fineste tapet. Tapetet er tilmed opkaldt efter Astrid Lindgren og er fra Boråstapeter – og jeg er vild med det!

Her i køkkenet mangler stadig lamper, nogle billeder og lidt dims – men jeg er vild med det. 

♡ skrivebordshjørne i sommerhuset. ♡

Her sidder vi og dimser med puslespil, perler, tegner, maler, lægger kabaler og når jeg tager alene herud, er det også her jeg sidder og arbejder.

Der er loft til kip i hele sommerhuset og det har mildest talt gennemgået en kæmpe forandring siden vi overtog det. Vi er stadig i sving med at finde møbler, søge på brugte ting og genbrug – vi er super kræsne med hvad vi fylder herud, for vi vil kun have ting herude, som vi bliver glade af at bruge og se på, så hellere bruge et år eller to mere med kun en to personers sofa til os alle fire, det er nu også helt hyggeligt ;)

Når vi er lidt længere med møblementet og indretningen, så laver jeg en lille serie før/efter herude fra – det glæder jeg mig til at dele med jer.

♡ livsnydelse ♡

Morgenhygge ved brændeovnen. Med den fine nye bog i serien om de syv søstre, varm kaffe fra stempelkanden, pæon tulipaner og varme fra brændeovnen. Selv når vi sidder herinde i sofaen kan vi høre fuglene synge udenfor – der er simpelthen de skønneste lyde fra naturen herude. Havets brusen i baggrunden og fuglefløjt i et væld af variationer. Det er balsam for sjælen. 

♡ Stenbiderrogn og rigeligt af den ♡

Når forårsmad nu matcher et solrigt forårsvejr, så bliver det ikke meget bedre! Blinis med stenbiderrogn og pil selv rejer – det er hyggemad.

Og sikke et pragtfuldt og helt fabelagtigt lækkert vejr, som vi har haft denne weekend. Det må vi da lige tale om også, for hvor har vi bare nydt det!

Været udendørs det meste af weekenden. I sommerhus, hvor vi fejrede Martins fødselsdag med solskin, pil selv rejer, blinis med stenbiderrogn og solskinsvejr – og herhjemme, hvor vi igår legede at det var sommer og spillede stangtennis, læste bøger på liggestolene, grillede disse lækre hotwings og grønt til, nussede med lidt havearbejde og bare stornød det!

Lad os heppe på mægtig mange flere af disse solskinsdage foråret og sommeren over ♡

♡Sort sol over Kysing Næs og Norsminde ♡

Tænk sig, adskillige aftener i skumringstid i påsken fløj tusindvis af stære forbi og opviste med det fineste luftshow lige uden for vores sommerhus. De slog sig tilmed ned i det store egetræ i skellet på vores grund, hvor de sad i nogle minutter inden de på en gang lettede igen med et ordentligt sus.

Det var magisk! 

♡Fjorden og vandet herude ved Norsminde er så dejligt♡

♡Pæon tulipaner ♡

Tænk at de tynde bløde stængler kan holde så fine blomsterhoveder. I år vil jeg se, om haren ude i sommerhuset lader være med at spise de tulipaner som vi plantede i efteråret, og hvis den lader dem stå, så har jeg tænkt at prøve at plante nogle af disse til efteråret, for hvor er de dog fine.

♡ Frokost på Malling Kro ♡

Det er sådan en hyggelig restaurant, men super lækker mad og sød betjening. De har tilmed god takeaway, som vi har benyttet os flittigt af i starten af vores sommerhusprojekt, hvor vores daværende køkken ikke var så madlavningsindbydende.

18 kommentarer
  • Trine skrev:
    16. april 2018 kl. 10:06

    Åh hvor ser det bare dejligt ud??? ægte sommerhusstemning?

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:48

      Vi er virkelig også glade for det ♡

  • Dorte skrev:
    16. april 2018 kl. 10:06

    Hvor ser det bare hyggeligt ud og sikke et skønt køkken. Lyder som et helt perfekt getaway. KH D

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:49

      Og så ligger det kun lige en halv time væk – tror vi kommer til at bo der halvdelen af tiden nærmest ;) Der er så enormt dejligt ude ♡

  • Anette skrev:
    16. april 2018 kl. 12:53

    Hvor ser det skønt ud.
    Hvor er skjuleren med krydderurterne fra? Lige sådan en jeg står og mangler :-)

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:49

      Tusind tak!
      Krydderiskjuleren er fra Ikea :)

  • Laura skrev:
    16. april 2018 kl. 13:24

    Ej, hvor hyggeligt med endnu en omgang små glimt! Hvis du skal igang med fødselsdagslagkageopskrifter ville jeg elske én med en blanding af rabarber og chokolade. Min mor og jeg har fødselsdag i hhv april og maj, så rabarber er ofte en del af vores fødselsdagsmenuer på den ene eller anden måde :-)

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:50

      Super fint ønske, det skal jeg gerne gå videre med og se om jeg ikke kan lave noget lækkert med i løbet af den kommende tid ♡

  • Christina skrev:
    16. april 2018 kl. 15:29

    Hvor ser der bare hyggeligt ud i jeres sommerhus, og køkkenet er jeg helt vild med?

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:52

      Tusind tak ♡ Det er jeg også virkelig glad for, det lille fine køkken :)

  • Katrine skrev:
    16. april 2018 kl. 16:26

    Simpelthen så dejligt et sommerhus I har ?
    Jeg ønsker mig opskrift/opskrifter på lagkagebunde.

    Kærligste hilsner fra
    Katrine

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:54

      Mange tak ♡ Og super fin ide med et seperat indlæg om lagkagebunde, det tænker jeg at lave snart :)
      Kh AC

  • Mutti skrev:
    16. april 2018 kl. 22:42

    Så dejligt med dine små glimt! Jeg er helt betaget af det fine køkken og forstår godt du er vild med det :-)

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:57

      Tusind tak, søde mor ♡ Glæder os til at se jer på søndag!

  • Lis Madsen skrev:
    17. april 2018 kl. 09:27

    Hej Ann-Christine.
    Så dejlige billeder fra jeres sommerhus, det ser rigtig hyggeligt ud.
    Jeg kan se Lucinda Rileys bog på bordet, har du læst Tilbage til Black Rabbit Hall af Eve Chase? Også en bog hvor fortid og nutid fletter sig sammen.
    Kh Lis ?

    • Ann-Christine skrev:
      18. april 2018 kl. 16:58

      Tusind tak, Lis – vi er også bare så enormt glade for det ♡
      Jeg har ikke læst den bog, men har fluks reserveret den på biblioteket og der var ikke ventetid på den, så jeg glæder mig til at læse den snart :) Tak for anbefalingen
      Kh AC

  • Jannie skrev:
    19. april 2018 kl. 03:43

    Nøj hvor fint – elsker at få lov til at kigge ind hos jer. Tak for det. Køkkenet ser fab ud – total fed stil. Luv it <3 Og her sidder jeg og var egentlig bare på jagt efter en af dine lækre opskrifter.. Her i Shanghai skinner solen og jeg har lige sat vores agurk og tomat planter ud.
    Det kan kun blive en god dag.

    • Ann-Christine skrev:
      20. april 2018 kl. 11:01

      Tusind tak, hvor er du sød! Vi er også helt vildt glade for det ♡
      Lyder som en skøn dag i Shanghai, håber du får en dejlig dag.
      Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.