Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/i-oktober-glaeder-jeg-mig-til/

I oktober glæder jeg mig til …

oktober

Vupti, så blev det lige pludselig den 8. oktober og det var først i går, hvor vejret i den grad viste sig fra sin allermest efterårsagtige side med regn og blæst, at det gik op for mig at hey … vi er allerede godt i gang med denne måned. Og jeg ikke havde fået lavet min lille hyggeliste med planer for den kommende måned endnu.

Starten på oktober måned er gået alt for stærkt og jeg har været dybt optaget af et nyt spændende projekt, som jeg heldigvis snart kan fortælle om og dele med jer. Lidt om lidt er det efterårsferie og så er det tid til at sænke farten og skrue op for max på hyggekontoen.

I september nåede jeg langt det meste af mine planer, med undtagelse af en dag som turist i egen by og den der afsløring af spændende projekt (tidsoptimisten må erkende, at den slags tager tid)

Her er hvad jeg glæder mig til og håber på at fylde min oktober måned med; 

  • Skære fine og skægge ansiger på skræmmende græskarlygter
  • Bage denne ølkage igen
  • Til fest og fødselsdag hos gode venner i det nordjyske
  • holde rigtig meget efterårsferie og sove længe(ere)
  • Samle alle lysestager, blomster, vaser og lign i hele huset og så indrette lidt på ny. Det er som om alting får nyt liv og jeg nyder det hele lidt ekstra i en periode efter sådan en omgang.
  • Købe et kradsebræt til Molly – eller endnu bedre lave et selv. Meget tiltrængt tiltag – og meget skørt at vi ikke har fået styr på det (stakkels sofa)
  • Gå en lang tur i skoven og samle kastanjer
  • Få fikset de sidste ting i projekt soveværelse og lave et lille blogindlæg om det
  • Købe lyng, små græskar, pyntekål og andet fint til forhaven.
  • På en lille familie-efterårsferieudflugt et dejligt sted hen – fine ideer modtages meget gerne?

Se i øvrigt også listen for oktober sidste år – så hyggeligt at kigge tilbage på også

12 kommentarer
  • Helle Sørensen skrev:
    8. oktober 2015 kl. 09:28

    Hej Ann-Christine

    Sikke en dejlig liste med mange fine oplevelser.

    Hvis I mangler et efterårsferie-udflugtsmål, så skulle I tage til Jelling og se Jellinge-stenene og muséet … fantastisk sted lidt ala det nye Moesgaard Museum. Vi havde vores to drenge på 4.5 og 7 år med derhen i sommers, og de var tryllebundet :-)

    God efterårsferie,
    Kram Helle

    • Ann-Christine skrev:
      8. oktober 2015 kl. 11:15

      Hej Helle,
      Tusind tak og så fint et efterårsferietip – det vil jeg lige tjekke ud :)
      Kh AC

  • Kathrine skrev:
    8. oktober 2015 kl. 09:42

    Hej Ann-Christine

    Hvor lyder det bare som en super hyggelig efterårsferie :-) En idé til en efterårsoplevelse er Djurs Sommerland hvor der er pyntet op med Halloween-tema. Min kæreste og jeg var derude for et par år siden og det var simpelthen så hyggeligt at gå rundt imellem alle græskarene og sidde og varme sig ved bålstederne. Derudover er det jo altid sjovt at prøve en tur i en karrusel og lignende hvis man er til det.

    Jeg bagte lige din ølkage igen i weekenden og den er altså stadig helt fantastisk. Min mor synes det var så god at hun også lige måtte have opskriften :-)

    • Ann-Christine skrev:
      8. oktober 2015 kl. 11:16

      Hej Kathrine,
      Ej, hvor hyggeligt med Halloween tema, det lyder altså også som et hit!
      Og mums til ølkagen, dejligt at I kan lide den
      Kh AC

  • Louise skrev:
    8. oktober 2015 kl. 11:22

    Efterårshygge er altså bare noget af det bedste!
    Hvor her i Aarhus kan man finde kastanjer? Jeg har kun set et par enkelte træer hist og pist, men kastanjesamling kombineret med en skovtur lyder noget så hyggeligt.

    Fortsat god dag til dig :-)

    • Ann-Christine skrev:
      9. oktober 2015 kl. 12:00

      Ja, det er så dejligt!
      Jeg kan næsten ikke forestille mig at der ikke er kastanietræer i Marselisborg Dyrehave eller skovene deromkring – og inde i byen flere steder har jeg også set kastanjetræer.
      Rigtig dejlig dag til dig også
      Kh AC

  • Trine skrev:
    8. oktober 2015 kl. 15:28

    Elsker at læse dine månedslistervogver selv begyndt at lave mine egne- så kommer der fokus på alt fra mad, råvarer i sæson, projekter inde og ude og hyggelige sociale ting?

    • Ann-Christine skrev:
      9. oktober 2015 kl. 12:04

      Hvor er det dejligt at høre – jeg oplever også at det lige giver et boost til at værdsætte den nuværende årstid :)

  • Trine Vigels Rise Hansen skrev:
    8. oktober 2015 kl. 19:41

    når nu I skal en tur op på mine kanter, dvs det nordjyske. Så skulle I aflægge Gatewayen en tur. Skønneste naturlegeplads i Hune. Hune ligger liiiige før Blokhus, hvor I kan fortsætte til og gå en dejlig tur ved havet. Skønne butikker er der også, en kop varm kakao kunne måske være tiltrængt og der er flere steder at nyde sådan en kop i Blokhus.
    Dejlig ferie til Jer??
    Mvh Trine

    • Ann-Christine skrev:
      9. oktober 2015 kl. 12:06

      Hej Trine,
      Åh ja, dér er dejligt! Og I har sådan en skøn bager på de kanter også :)
      Vi var der for to år siden http://www.valdemarsro.dk/weekenden-sommerhus/
      – men det er bestemt et besøg værd igen
      Rigtig dejlig weekend – og ferie, hvis du har det :)
      Kh AC

  • Maiken Charlotte skrev:
    8. oktober 2015 kl. 20:58

    Hej :-) Hvor er dit fine krus fra? Det ser rigtig hyggeligt ud ;-) Kh Maiken

    • Ann-Christine skrev:
      9. oktober 2015 kl. 12:06

      Det er fra Helle Gram :)

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.