Dagen i forvejen
Rør eddike, sukker og salt sammen og lad det stå i et glas til sukkeret er opløst.
Skyl risene grundigt i en sigte under rindende vand. Kom risene i en gryde med vand og lad dem trække i 30 minutter. Kog derefter op ved middelhøj varme med låg på gryden og lad risene simre under låg i 10 minutter.
Sluk for varmen og lad risene stå i gryden med låg på i 30 minutter.
Kom eddikeblandingen i, sæt låg på igen og lad risene stå til de er kolde. Vi forbereder dem dagen før – fx i forbindelse med at vi spiser hjemmelavet sushi til aftensmad – og sætter resten på køl.
Om morgenen
Klip en plade noritang over på midten, kom ris på som på billedet (det klistre mindre hvis man kommer hænderne i lidt koldt vand først), derefter en strimmel laks. Rul sammen og skær i passende stykker med en skarp kniv.
Sæt dem tæt sammen i madpakken, med et lille bæger soya og dertil godt med grøntsager og gerne lækre edamamebønner med citron og lidt salt.
– denne portion passer til to børns madpakker, hvor der desuden er grønt, fx edamamebønner og gnavegrønt.






