Appetizer

Her har jeg samlet alle mine bedste opskrifter på lækre appetizers. Opskrifter på små hapsere som man kan servere som hors d’oeuvres eller som en del af et tapasbord. Mange af dem er lækre til en velkomstdrink, et glas champagne, til årets nytårstale eller til en buffet.

Rigtig god fornøjelse med alle de lækre små appetizers.

OPSKRIFTER

Det er lækkert at byde gæster velkomne med en lille appetizers og et godt glas. Det kan være det helt enkle som gode oliven med lidt friskrevet citronskal og små kviste rosmarin. En skål med saltede mandler, en sprød crostini toppet med lidt godt, en hapser med butterdej eller andre små anretninger.

Jeg serverer gerne 3 forskellige, så der er lidt at vælge mellem og jeg vælger gerne både noget der kan anrettes og laves i forvejen og en enkelt lille ret eller to, som jeg kan tage ud af ovnen, lige inden servering. Det er nemlig lækkert med både noget koldt og noget lunt. Jeg overvejer også altid kombinationen af forskellige smage og teksturer. Her tænker jeg i noget friskt, sødt, salt, koldt, varmt, sprødt og/eller cremet.

Medmindre man er meget hjemmevant i madlavningen, så kan det være en god ide at eksperimentere på forhånd, så man kender retten inden man får gæster. Det er godt at have nogle sikre kort på hånden, så vil du gerne være ferm til appetizers og gæstemad, så kan det være en god ide i en periode at øve et par retter til de sidder på rygraden – så kan man fint gøre hverdagen lidt festligere imens eller man kan hygge med det som en lille ny fredagstradition.

Jeg prøver at være opmærksom på at skrive små tips og tricks til alle opskrifterne, som fx hvad kan laves i forvejen og fryses ned eller lunes inden servering, men ellers er I altid velkommen til at spørge i kommentarfeltet, hvis der er noget I mangler svar på.

God fornøjelse med de lækre hapsere!