Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/10-gode-tips-til-at-vaere-effektiv-paa-hjemmekontoret/

10 gode tips til at være effektiv på hjemmekontoret

effektiv-hjemmearbejdsplads
I dag har jeg tænkt mig at skrive lidt om det at skabe struktur og effektivitet på hjemmearbejdspladsen. Uanset hvordan man nu har valgt at sammensætte sit arbejdsliv eller studie, så kan det måske være at nogle af mine tricks virker for jer også – ellers kom meget gerne med jeres egne guldkorn og det der virker for jer.

En af de dejligste ting ved at arbejde som jeg gør og over de seneste år har formet min egen virksomhed, er fleksibiliteten og friheden. Og naturligvis, at jeg kan leve af min passion, har et virke, som jeg kan strække i mange retninger og meget andet godt, som jeg værdsætter meget meget højt.

Nogle trives med meget frie rammer og andre gør ikke. Jeg hører selv til førstnævnte. Jeg elsker at jeg ikke tæller timer, ikke har ferie i et fastsat antal uger om året, at jeg selv bestemmer om jeg vil arbejde hjemme på mit eget hjemmekontor, i sofaen, på en cafe eller på en strandbar på Gili Island. Jeg bestemmer selv om jeg vil arbejde tidligt om morgenen, sent om aftenen, tage en arbejdsmarathon over en weekend eller bare holde en fridag, hvis jeg har lyst. Jeg arbejder sandsynligvis væsentligt mere end jeg ville gøre som fastansat i en virksomhed, jeg har aldrig sådan 100 % ferie, men jeg tæller ikke timer eller regner på det. For det er slet ikke dét, der betyder noget for mig.

En ting jeg selv har arbejdet meget med er at have mindre tid ved computeren og til gengæld være top effektiv når jeg sidder her – mit personlige mål er 2 (max 3) timer ved computeren om dagen + en hel kontordag om ugen. Jeg er der ikke helt endnu, men det nærmer sig i museskridt. Faktisk er det der har hindret mig mest til at nå netop dette mål, en indgroet gammel holdning (indbildning) om, at jeg ikke arbejder, medmindre jeg sidder ved skærmen. Nå men det var da vist et sidespring, og i dag handler det så netop om at være effektiv, når man sidder der ved computeren.

Over årene har jeg tillært mig nogle teknikker og redskaber, som gør, at jeg føler mig temmelig effektiv på mit hjemmekontor – og uanset om man har et arbejde med mulighed for at arbejde hjemme en enkelt dag om ugen, om man er studerende eller om man er halvtids eller fuldtidsselvstændig, så kan man måske finde inspiration at hende i mine 10 gode råd her.

Og så vil jeg da enormt gerne høre jeres tips, tricks og ideer til effektivitet på hjemmekontoret.

Mine 10 tips til at være effektiv på hjemmekontoret

1) Planlæg dagen og ugen.

Jeg har en plan online, som strækker sig over alt det jeg gerne vil nå – over tid. En arbejdsønskeseddel kan man vel kalde den. Derudover så har jeg en offline gammeldagspapirskalender, hvor jeg delvis planlægger dagene og min to do liste for ugen. Vigtigst er det at holde To Do listen realistisk, men også gerne så der er lidt krav til en vis effektivitet for at nå det planlagte

Jeg elsker at strege de punkter jeg når over og det giver en vis tilfredsstillelse og følelse af effektivitet at have den kalender ved min side i løber af arbejdsdagen. Jeg trives knap så godt med online planlægnings- og kalender værktøjer, selv om det også fungere fint, så giver det mig ikke den samme personlige tilfredsstillelse.

2) Hold hjemmekontoret pænt, ryddet, inspirerende og hyggeligt. 

Jeg holder af at omgive mig med pæne ting og arbejder godt, når der er ryddet op og ikke er ting der flyder omkring mig. Jeg holder derfor mit kontorbord ryddet for rod, skrammel, brugte kaffekopper og rydder det op hver eftermiddag, inden jeg lukker computeren ned. Jeg omgiver mig med grønne planter, friske blomster, stearinlys, min pæne kalender, nogle fine papirsblokke og kuglepenne og andet inspirerende kontordims – ting som jeg bliver glad af at se på.

3) Bloker for forstyrrelser. 

Jeg har slået alle notifikationer fra på min iPhone. Det gjorde jeg allerede for nogle år siden, og hvilken ro det gav! Ingen blinken, lyd eller beskeder fra facebook, intagram, twitter, nye sms´er eller e-mails. Kun en ringelyd, så fx børnehaven, eller nu skolen, kan få fat på mig hvis det er vigtigt.

På computeren har jeg også slået diverse pop-up beskeder fra, så som nye mails osv.

Det kan varmt anbefales.

4) E-mail og indbakken

Jeg lukker gerne helt ned for mit mailprogram på computeren, hvis jeg har brug for at være ekstra effektiv, for der kommer gerne op til 40 mails ind om dagen, der kræver svar og tilbagemeldinger og da jeg er en nysgerrig sjæl, så kræver det (for meget) ryggrad ikke lige at se hvad de der nye spændende mail handler om.

Så svarer jeg mails mellem én og tre gange om dagen, hvor jeg gennemgår hele mail indbakken og alle de mails, der er svaret på ryger derefter i forskellige mapper og så sletter jeg alt der ikke skal gemmes. På den måde holder jeg min mailindbakke i bund, frisk, clean og opdateret.

Jeg har overblikket over alle mails der kræver respons og indbakken vokser mig ikke over hovedet.

5) Hold pauser i løbet af dagen

Avs – dette er min akilleshæl og noget jeg konstant øver mig på. Jeg er ikke særlig god til at lave absolut intet eller til fx at spise min frokost uden at gøre andet end det og nyde det. Så mit kompromis er en god bog + frokost. Det er min daglige pause i løbet af dagen. En jeg nyder og ser frem til. Om sommeren spiser og læser jeg gerne i haven og nipper derefter lidt ukrudt og visne blomster, inden jeg arbejder videre.

6) NYD at der er frihed til lige at sætte en vask over og gøre aftensmaden klar, men lad det ikke tage overhånd! 

Jeg sætter gerne en vask over i løbet af dagen og når jeg alligevel laver frokost til mig selv, så forbereder jeg måske også lige et par ting til aftensmaden samtidig. Jeg synes det er mega lækkert at kunne klemme et par praktiske ting ind i løbet af dagen. Det nyder jeg virkelig når familien er samlet senere på dagen. Men sådan en kontordag, kan hurtigt få ben at gå på, hvis man suser rundt og gør rent, vasker tøj, støvsuger, rydder op osv.

Så mit mantra er at tage en lille smule af det der ikke tager for lang tid og bare lade resten vente til senere (og sprede opgaverne ud hos de andre i familien)

7) Nej tak til (for mange) private aftaler, kaffemøder og andet socialt hygge

Jeg er altså lidt økonomisk med min tid og ynder virkelig at bruge den rigtigt. Jeg har også et ønske om at jeg ikke skal have mere travlt end hvad godt er. Så derfor bruger jeg sjældent min tid der er sat af til kontortid på kaffemøder, hyggesnak i telefonen og den slags. Det er jo rare ting og smadderhyggeligt! Men det kan hurtigt tage overhånd og jeg planlægger derfor de ting ind, som jeg rigtig gerne vil og som betyder noget for mig, og takker pænt nej tak til det der ikke gør.

8) Lyt til musik. 

Jeg er ikke særligt effektiv i larmende stilhed eller i baggrundsstøj fra TV eller lign. Så jeg sætter ofte noget god baggrundsmusik på og på min arbejdsmusik-playliste er pt: Angus & Julia Stone, Elou Elan, Rasmus Walter eller Mozart.

9) Tag tid på dine opgaver og beløn dig selv. 

Det her er min redning på dage, hvor energien er lav og hvor motivationen ikke er i top.

Denne hjemmebryggede slavepisker / bolchepædagogik virker bare skørt godt på de dage.

Det er ganske simpelt.

Jeg beslutter hvad der skal laves den dag, og så tager jeg ellers opgaverne en for en, mens jeg sætter et ur til at ringe, når den opgave senest skal være færdig. Det kan fx være at jeg skal nå billederedigering på 20 minutter, inden uret ringer. Så konkurrerer jeg mod tiden og når jeg har nået tre af sådanne opgaver på dagens to do liste, så er der kaffepause, boglæsning 2 kapitler og et stykke mørk chokolade og mandler. Jubii, og et klap på skulderen.

Dét virker!

10) Vær glad, sæt pris på roen og nyd også gerne det sociale fra hjemmearbejdspladsen. 

Jeg nyder dagligt at ‘være social’ online i kommentarfeltet her på bloggen, på instagram, facebook og at jeg der kan følge med i, og have kontakt til, de søde mennesker jeg kender rundt omkring i Danmark og uden for landets grænser. Jeg føler på den måde aldrig, at jeg mangler kollegaer. Som nævnt i pkt 3. så er alt det sociale online et tilvalg for mig, og ikke en forstyrrelse. Et tilvalg, som jeg nyder i selskab med en god kop kaffe – på samme måde som jeg tidligere indimellem hang ud i et par minutter ved kaffeautomaten på min gamle arbejdsplads og fik en god kollegahyggesnak.

Når så huset fyldes af børn om eftermiddagen, legeaftaler, fritidsaktiviteter, venner og familiebesøg og liv og larm – så er jeg socialt offline og stortrives med den arbejdsro jeg har i løbet af dagen.

Dét er en dejlig hjemmearbejds-hverdag for mig.

Billederne her er i øvrigt fra en skøn arbejdsdag i Can Tho i Vietnam, kunne da godt lige bruge sådan en dag i varmen, med iskaffe og en frisk kold kokosnød igen

tips-til-effektivt-arbejde

26 kommentarer
  • Hanne skrev:
    19. august 2015 kl. 10:03

    Tak for en altid inspirerende blog. En del af min rutine er lige at tjekke et par blogs som en formiddagspause :) Jeg har lige afleveret speciale og fortsætter med lidt skriverier, der klares hjemmefra og jeg gør også brug af flere af dine råd.
    Hvis man nu ikke har et kontor, som f.eks. mange studerende ikke har, så kan det være en god ide at have et bestemt sted at sidde når man arbejder. Det sted skal være et andet sted end der hvor man spiser, sover eller ser tv. Det kan være nok at sidde på den anden side af spisebordet. Bare man skifter plads, så man også holder fri af og til.
    Og pauser må man ikke undervurdere. Hjernen kan ikke arbejde meget mere end 45 min dybt koncentreret, så har den brug for 5 min pause., derfor kan det være en ide at sætte uret, i hvert fald hvis man skal holde til 8 timers arbejde.

    • Ann-Christine skrev:
      19. august 2015 kl. 11:37

      Lidt blog hygge læsning er altså også en dejlig pause :)
      Det med pauser er svært, når jeg indimellem kommer i et rigtig godt flow, så kan jeg sidde nonstop i 3-4 timer, hvor det bare kører derudaf og jeg er super effektiv. Men andre gange er det med korte effektive intervaller og behov for flere små pauser. Det skifter lidt fra dag til dag for mig.
      Og godt tip, det med bare at sætte sig i en anden side af bordet end der hvor man normalt spiser eller sidder. Det er virkelig nogle gange de små ting der gør at man der føler sig mere effektiv og ‘på arbejde’
      Kh AC

  • dávadóttir skrev:
    19. august 2015 kl. 10:12

    Tak for rigtig gode tips! :) Jeg har ofte funderet over, hvordan sådan en arbejdsdag ser ud for en selvstændig blogger :) Jeg har selv problemet med selvdisciplin, så jeg kan helt sikkert bruge nogle af dine råd – både på arbejde og herhjemme :)
    Mange tak for at du dele ud af dine erfaringer! :)

    • Ann-Christine skrev:
      19. august 2015 kl. 11:38

      Tusind tak, det er dejligt at mine små inputs kan bruges og inspirere :)
      Det kan altså godt forstå at du har funderet over, og jeg tror der er lige så mange forskellige svar som der er bloggere ;) Men det var da et godt input til et kommende blogindlæg, at jeg kunne komme lidt mere ind på det.
      Kh AC

  • Lotte skrev:
    19. august 2015 kl. 10:36

    Hvor er jeg vild med den her liste. Især at man ikke kun arbejder når man er ved skærmen er jo rigtigt – kommer selvfølgelig an på hvad man beskæftiger sig med, men uanset synes jeg virkelig listen her giver et par inputs. Man kan hurtigt stille ret fjollede krav til sig selv, når det i virkeligheden handler om at holde fokus og få lavet ting uden at stresse.

    • Ann-Christine skrev:
      19. august 2015 kl. 11:43

      Det er dejligt at høre! :)
      Og ja, det er altså et fjollet holdning jeg har haft omkring effektivt arbejde og skærm. Det tager lidt tid og fokus at gøre op med den slags – og jeg er så meget med på din sætning med at holde fokus uden at stresse :)
      Kh AC

  • Jane skrev:
    19. august 2015 kl. 17:42

    Åh, det var lige sådan et indlæg, jeg trængte til at læse. Jeg bruger mange af de samme kneb som dig, men i øjeblikket forsvinder den ene dag efter den anden uden at jeg overhovedet når at komme i gang med det, jeg skal, og det er en kilde til konstant frustration.

    Så tak for super inspiration!

    • Ann-Christine skrev:
      20. august 2015 kl. 10:20

      Kender også godt de dage også ;)
      Sidste gang, hvor jeg efter et par timer har taget mig selv i at være totalt ineffektiv, der nærmest omfavnede jeg dagsformen (giver det mening) og prøvet bare at acceptere det – sagde til mig selv at nu ordner jeg det allermest nødvendige på en halv time og så lægger jeg mig i haven med en god bog og bare lader mig flyde lidt med – lige den dag.
      Det virkede overraskende fint, jeg blev ikke sur på mig og dagen efter var jeg faktisk mere effektiv end ellers :)

  • Charlotte skrev:
    19. august 2015 kl. 19:38

    Gode tips! Jeg studerer og her er der også mange studie- og eksamensdage hjemme, hvor disse tips passer rigtig godt.

    Jeg tænker, om du ville lave en guide til frysemad? Når jeg fx. når til en eksamensperiode eller nu hvor der er studiestart, kan man nemt blive overrumplet over at skulle tænke på aftensmad hver dag. Indtil videre har jeg kun fundet på at fryse boller i karry og minipizzaer (din opskrift ganget op, virkelig god og nem!). Jeg er dog også allergisk over for tomat, så jeg skal tænke i andet end lasagne-kødsauce-baner ;)

    • Ann-Christine skrev:
      20. august 2015 kl. 10:29

      Hvor dejligt at det kan bruges :)
      Og det var da en super god ide – jeg skriver det lige på to do listen og så kommer der snart inspiration til frysemad / meget, meget nem aftensmad.
      Kh AC

  • Ann Steen Holmbech skrev:
    20. august 2015 kl. 14:36

    Nu har jeg snart arbejdet hjemmefra i halvandet år, og det fungerer bare så fint med vores familieliv. Det er desværre nok slut til oktober, i hvert fald på fuld tid og forhåbentlig bare i en kort periode. Men jeg prøver at praktisere nogle af de ting, som du også beskriver. Min store tidsrøver er min telefon, den er godt nok altid på lydløs og jeg har også slået alle notifikationer fra, men alligevel tror jeg, at jeg bruger mere tid på lige at tjekke instagram, facebook, vejret osv, end jeg egentlig er klar over. Jeg tænker tit på at lægge den fra mig i et andet rum, og så have nogle tidspunkter i løbet af dagen, hvor det er ok at tjekke den, det er bare aldrig rigtig sket for mig endnu. Derfor er jeg utrolig spændt på at se det program, som kommer på TV2 i aften, om hvor meget mobiltlf egentlig fylder i vores liv. Jeg håber, jeg kommer til at føle mig så ramt, at jeg handler på det…:-) Hvis det gir mening….

    • Ann-Christine skrev:
      21. august 2015 kl. 11:56

      Var det et godt program?
      Vi har ikke længere TV2, har opsagt tv-pakker efter vi kom hjem fra rejsen ;) Men jeg er da lidt nysgerrig på om det program bød ind med noget interessant.
      Jeg bruger også meget det med at lægge telefonen i et andet rum eller i tasken. Ude af øje ude af sind ;)
      Håber det nye arbejdsliv bliver godt for dig, og alternativt at det som du skriver bare er en periode ;)
      Kh AC

      • Ann Steen Holmbech skrev:
        24. august 2015 kl. 10:12

        Hejsa.
        Jeg synes faktisk, at det var et ret godt program. Og skræmmende. Gymnasielever, der i undervisningen bruger flere timer på nettet, og lærere, som faktisk har givet op overfor det. Og helt nybagte forældre, som er på tlf få minutter efter fødslen, og frustrerede jordemødre, der er bange for, hvad det betyder for tilknytningen til barnet.
        Det gav også anledning til en god snak herhjemme om balancen i at håndtere de sociale medier. Vi kommer jo ikke udenom dem i dag, sådan er vores virkelighed bare i 2015, men jeg tror vi skal være meget opmærksomme på, hvad det gør ved vores evne til at være sammen med andre mennesker i virkeligheden. Så balance i og bevidsthed om forbruget er de nye nøgleord her i huset…:

        • Ann-Christine skrev:
          24. august 2015 kl. 11:44

          Jeg tror du har en virkelig god pointe i det med vores evne til at være sammen med andre mennesker i det virkelig liv. Det er SÅ vigtigt at vi stadig husker at være sammen, se hinanden, tale med hinanden og være bevidste om dét. Spændende tanker og det lyder som et meget tankevækkende program :)
          Kh AC

  • Malene skrev:
    21. august 2015 kl. 17:51

    Jeg har i perioder med store skriftlige opgaver sværget til programmet Self Controle (der findes helt sikkert andre lignende). Når min arbejdsdag starter lægger jeg simpelthen ud med at gå ind i programmet og vælge hvilke hjemmesider der skal blokeres og i hvor mange timer og så der så først er trykket “start blokering” er der ikke noget at gøre – så er facebook, emails og lignende uden for rækkevidde de næste par timer. – og pludselig opdager jeg hvordan jeg nogle gange kommer til at gå på facebook uden egentlig at have et mål med det.

    • Ann-Christine skrev:
      24. august 2015 kl. 11:00

      Ej, hvor smart! Det vil jeg da lige tjekke ud, kunne godt være en ide til dage hvor jeg bare gerne vil gå i skrivemood, men hvor det kribler med overspringshandlingerne ;) Sådanne dage findes nemlig også her ;)

  • Sanne skrev:
    22. august 2015 kl. 22:19

    Hej Ann Christine
    Tak for dine mange gode indlæg og ikke mindst; opskrifter! Dem nyder jeg
    Jeg er simpelthen nysgerrig: hvad består dit arbejde i? Altså hvad laver du i løbet af dagen og hvordan kan du leve af det? Altså hvori består indtjeningen og hvad fylder timerne. For en ikke-blogger er det en helt anden og lidt uvirkelig verden – vi ser jo kun det, der når bloggen her, men det kan – med al respekt – næppe tage en hel arbejdsuge (37timer). Eller??? Hvad er det jeg overser?
    Hilsen Sanne

    • Ann-Christine skrev:
      24. august 2015 kl. 11:38

      Hej Sanne,
      Tusind tak, det er jeg rigtig glad for at du gør :)
      Og ja, jeg kan faktisk godt forstå at det kan virke helt diffust, hvordan man kan arbejde som fuldtidsblogger. Hvilke arbejdsopgaver der er, hvordan man kan tjene penge på det osv. Jeg tror også der vil være mange forskellige svar alt efter hvem ‘i branchen’ man spørger.

      Jeg har aldrig selv haft en arbejdsuge med 37 timer i mit arbejdsliv, men altid lagt et godt stykke over. I mine første fuldtidsjobs var jeg joblønnet i først en lederstilling, så 50 % provisionslønnet i et andet job, og derefter startede jeg egen virksomhed ved siden af et andet fuldtidsjob, så blev jeg selvstændig og jeg har derfor aldrig rigtig talt timer og gør det stadig ikke. Jeg kan heller ikke rigtig gøre det op i arbejde/fritid mere, da det nu fletter sig godt ind i hinanden.
      Rent arbejdsmæssigt, så kniber det stadig med at nå alt det jeg gerne vil ;) – der er så mange projekter, planer og ideer, som jeg af gode grunde ikke kan fortælle om før de går i luften. Men som er super spændende og giver sommerfugle i maven at arbejde med.
      Og så er der jo alt det daglige omkring bloggen, som snildt er et fuldtidsjob i sig selv rent tidsmæssigt og også er her min indtjening ligger (primært på bannerannoncer); 5-7 indlæg om ugen; planlægge, købe ind, finde på, lave mad, fotografere, redigere billeder, skrive tekster, svare mails og svare kommentarer, tale med samarbejdspartnere vedr annoncering osv … uhhh, jeg kan fornemme at det her kan blive et meget langt svar ;) Så jeg tror jeg stopper den her og så må jeg lige se om jeg ikke kan samle trådene i et samlet indlæg på et tidspunkt :)
      Kh Ann-Christine

      • Sanne skrev:
        24. august 2015 kl. 23:32

        Men tak for dit lange svar!:-) Kan godt se, at det selvfølgelig også tager tid! Men hvor må det dog være skønt, at det at lave mad og finde på lækre opskrifter er en del af ens arbejde – selvom det, som du siger, nok også er svært at skelne ml job/fritid. Og det kan være både godt og skidt!
        Men det er da bare fedt, at du kan leve af din hobby! ??
        Pøj pøj med det hele:-)
        Bh Sanne

        • Ann-Christine skrev:
          25. august 2015 kl. 13:19

          Mest af alt er det rigtig godt ;) Jeg er så glad for at det har kunnet lade sig gøre sådan her!
          Og tusind tak
          Kh AC

      • Tine Kierkegaard skrev:
        20. juli 2019 kl. 15:50

        Kære Ann-Christine
        Det indlæg vil jeg glæde mig til.
        Med fast job, konsulentjob ved siden af, quinoadyrkning og urteterapeutuddannelse kender jeg godt det med ikke at kunne få dagene til at slå til. Det vigtigste er at holde pauser ved at arbejde med noget andet, det er forandringen i dagen der giver afslapningen, men også tid med benene op er vigtig.
        Jeg tror at mange tænker, at det med at skrive indlæg på blog er da kun fritidsfornøjelser, men det ændrer sig, når man bliver professionel blogger, så er der jo krav til, at der kommer indlæg hele tiden.
        Kh Tine

        • Ann-Christine skrev:
          21. juli 2019 kl. 19:27

          Det må jeg da simpelthen snart få skrevet det indlæg, det vil jeg gerne – for jeg synes jo også selv det er spændende og interessant at høre om hvordan andres arbejdsliv ser ud og vil egentlig også gerne dele lidt mere fra mit eget.
          Det må var fint med et skub til at få gjort mere ved det ;)
          Kh AC

  • Dorthe skrev:
    2. december 2015 kl. 13:52

    Ved ikke helt, hvor mit spørgsmål passer ind, men jeg kan se på billedet, at du har en lommekalender/planner. Sådan en ønsker jeg mig, men kunne godt tænke mig en fin en. Tænkte, om du havde et forslag til, hvor jeg kunne kigge efter en?

    Tak igen for god inspiration til både det ene og det andet :-)

    Hilsen
    Dorthe

    PS. Har du overvejet at offentliggøre din ønskeseddel som sidste år?
    god inspiration :-)

    • Ann-Christine skrev:
      3. december 2015 kl. 08:40

      Hej Dorthe,
      Det er helt fint her :)
      Min kalender er fra Filofax, men da jeg ikke synes deres indhold til kalendre passer til mit behov, så har jeg selv lavet det i photoshop og excel. Ellers så kig evt her på kikki-k der er mange flotte kalendre, min datter har en derfra og den er så fin!
      Og god ide med ønskeseddel, så kan jeg jo passende lige få lavet en – det er der flere her i familien der har spurgt til også ;)
      GOd dag til dig
      Kh AC

  • Tine Kierkegaard skrev:
    20. juli 2019 kl. 15:38

    Kære Ann-Christine
    Har været forbi din side rigtig mange gange og finder næsten altid en god ny opskrift, der lige skal prøves af.
    Er netop blevet selvstændig og skulle lige ind og se dine råd. Dejligt at blive bekræftet i, at noget af det gør jeg allerede, og godt at få nye idéer. Tak for det.
    Kh Tine

    • Ann-Christine skrev:
      21. juli 2019 kl. 19:22

      Mange tak for din søde hilsen
      Hvor dejligt at høre, og rigtig meget held og lykke herfra – og god arbejdslyst med dit nyopstartede liv som selvstændig!
      Kh Ann-Christine

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.