Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/krydderurter-haven/

Krydderurter i haven, krukker og højbed

krydderurter

Hvis jeg skulle prioritere noget spiseligt fremfor andet i haven, så står krydderurter meget højt på den liste. Det er krydderurterne, som kan få alt fra æggemadder til salater og hverdagsretter til at løfte sig og blive noget ekstra særligt og det er den skønneste hverdagsluksus ikke at skulle spare det mindste på purløg, persille, timian, mynte, basilikum, mynte og andet godt – men bare kan klippe store håndfulde ind til madlavningen og det grønne drys.

Samtidig så smager hjemmedyrkede krydderurter af meget, meget mere end dem man køber i dagligvarerhandlen og selv om det er lidt pebret udskrivning her og nu, at købe mange varianter ind, så kommer flere af dem igen år efter år og vokser videre, jo mere man bruger af dem.

Jeg har dedikeret et højbed kun til krydderurter og tænkte at jeg også ville dedikere et blogindlæg kun til de herlige planter. I højbedet med krydderurter er der god plads med hele 180 x 90 cm, mindre kan virkelig sagtens gøre det – men det er jo omvendt heller ikke spor for meget, hvis man nu har pladsen. I mit krydderurtebed har jeg desuden drysset et par frø til morgenfruer, lyserød tallerkensmækker og hjulkrone – de kan alle spises, og kommer til at pynte mellem alt det grønne.

Foruden højbedet, så har jeg drysset lidt frø fra koriander og dild i sirlige rækker i mellem salater i andre bede og drysset lidt dildfrø i blomsterbedet også. De varmekrævende krydderurter står i drivhuset og jeg har nogle krydderurter i krukker også.

Alle krydderurterne kan fint trives i krukker på altanen også. Jeg har noteret dem der kommer igen år efter år, og dem jeg allerede ved er nemme at tage frø fra.krydderurter i haven

Krydderurter i min have

I højbedet med krydderurter: 

  • Purløg (flerårig)
  • Persille (2 årig og selvstående)
  • Bredbladet persille
  • Løvstikke (flerårig)
  • Fransk Estragon (flerårig)
  • Appelsin timian (flerårig)
  • Citron timian (flerårig)
  • Alm timian (flerårig)
  • Salvie, broget (flerårig)
  • Oregano – 2 varianter  (flerårig)
  • Ananas salvie
  • Koriander (nem at tage frø af)

Desuden hjulkrone, tallerkensmækker, morgenfrue

I drivhus / mistbænk – for varmekrævende krydderurter

  • Basilikum
  • Rosmarin (flerårig, hvis den står i læ og har det lunt nok)
  • Thaibasilikum
  • Citrongræs

– disse krydderurter kan sagtens dyrkes en sommer i læ på terrassen, altanen eller i haven, men kan ikke stå ude vinteren over. 

I de andre højbede og lidt i blomsterbedet med stauder og sommerblomster

  • dild i blomsterbede, så fint med de store dildskærme sammen med blomster
  • koriander  (nem at tage frø af)
  • lemon isop

I krukker

  • alm mynte (flerårig)
  • jordbærmynte (flerårig)
  • grøn mynte og pebermynte (flerårig)

Til jer der bor i Aarhus, så har jeg købt alle mine økologiske krydderurter hos Hobbyhaven på Skanderborgvej, i deres store drivhus var et kæmpe og yderst fristende udvalg af øko-krydderurter, sidst jeg var forbi. Skulle egentlig bare have suppleret op på purløg, og det kostede så i omegnen af 1000 kr … men så kunne jeg til gengæld også køre hjem med et bagagerum fyldt af grønne glæder ;) Nu glæder jeg mig sådan til at det hele spirer, gror og vokser til.

Har I nogle must have krydderurter, som jeg mangler i blandt mine?

højbed med krydderurter

35 kommentarer
  • Dorte skrev:
    26. april 2016 kl. 09:18

    Vi har også oregano i vores urtebe og så har vi Løvstikke, salvie og citronmelisse separat. De var der allerede da vi flyttede ind for 8 år siden og er meget hårdføre. Koriander har vi kun haft begrænset succes med. Hvad gør du med dem? Kh D

    • Ann-Christine skrev:
      26. april 2016 kl. 11:59

      Åh, ja – oregano er også helt uundværlig :) Jeg har to slags i krydderurtebedet, men kan se at jeg havde glemt at skrive dem på – så de er lige tilføjet.
      Mht koriander, så har jeg ikke haft succes med dem tidligere, men prøver igen i år. Har læst at de endelig ikke må tørre ud, men ellers ikke er krævende – så nu må vi lige se om det lykkedes i år
      Kh AC

      • Julie skrev:
        9. juli 2021 kl. 14:53

        Koriander hår naturligt i blomst i maj-juni. Så så dem indenfor i februar og plant ud i marts (de er meget vinterhårdføre), så kan man nå at få lidt inden de går i blomst i maj og frem. Så igen i august – de vil overleve vinteren og give fra tidligt forår😜 Samme tip med persille og kørvel

  • Marianne Luna skrev:
    26. april 2016 kl. 09:38

    Tusind tak for dine gode planteindlæg – og blogindlæg generelt. :) Jeg må snart en tur til Hobbyhaven!

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2016 kl. 09:08

      Så dejligt at du kan lide at læse dem :) Og rigtig god tur til hobbyhaven, det er sådan en skøn planteskole :)

  • mikala skrev:
    26. april 2016 kl. 11:54

    Hvor er det spændende at følge din blog – jeg er stor fan af det hele og især opskrifterne (herhjemme er favoritterne Huevos rancheros og superfood kuglerne og chai sirup og romkugler… og mange flere :)).
    Jeg kunne enormt godt tænke mig at have nogle højbede, men jeg er lidt i tvivl om hvor de står bedst – skal de have meget sol, nogen sol eller hvad? Kan du anbefale et link/en bog eller andet? Eller har du selv erfaringer med placering?

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2016 kl. 09:11

      Hej Mikala,
      Hvor er det dejligt at høre! Tusind tak :)
      Jeg har mine højbede til at stå syd- og sydvest-vendt, så de får rigeligt sol. Det er bedst for langt de fleste spiselige køkkenhaveplanter
      Kh AC

  • Jannie skrev:
    26. april 2016 kl. 11:59

    Hvor ser det skønt og inspirerende ud. Jeg har et helt højbed med mynte. Elsker det i teen, vandet, mojito’en og maden. Jeg vil gerne prøve at lave brøndkarse, men det kræver vist nogle særlige forhold. Hvad med syre – det er så flot og smager godt i desserter.
    Tak for en dejlig blog!
    Kh
    Jannie

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2016 kl. 09:14

      Det har jeg også haft de sidste par år – er også vild med mynte, så nu må vi se om krukkeproduktionen af mynte kan følge med i tempo ;)
      Skovsyre, det var da en god ide! Må lige undersøge, det er vist noget med at de trives godt i lidt sur jord med blåbær fx …
      Og tusind tak <3
      Kh AC

  • Hanne skrev:
    26. april 2016 kl. 16:25

    Åh elsker sådan at følge med her hos dig, og sikke skønne smagsvarianter, I får glæde af hjemme hos jer. Jeg har for første gang højbede i min have. To stk., en til jordbær og en til krydderurter. Lader du bare dine krydderurter stå i højbedet år efter år, eller hvordan?

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2016 kl. 09:18

      Hvor dejligt – også med god plads til mange jordbær i haven :)
      Ja, jeg vil bare lade dem stå samme sted nogle år, give dem kompost hvert efterår og forår, og måske dele dem der bliver for store og give nogle væk.
      Kh AC

  • Linda skrev:
    26. april 2016 kl. 20:11

    Hej Ann-Christine

    Jeg elsker også krydderurter. Har igen i år forsøgt med dild, men det ser ud til at blive samme result som tidligere. Vi køber en plante, den hænger med hovedet efter et par dage og dør efter 2 uger. Den står i en krukke. Har du nogen tips ang. dild?
    Vh Linda

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2016 kl. 11:45

      Hej Linda,
      Jeg tror (og har oplevet selv) at det er svært at dyrke dild med succes fra potte – til gengæld er det nemt at så selv og så er tricket blot at så ca hver 14 dag hele fra april – september, så har man dild hele sæsonen igennem. Kan sagtens såes i krukker også.
      Kh AC

  • Anne Sofie Kjeller Larsen skrev:
    26. april 2016 kl. 22:16

    årh hvor lækkert! Friske krydderurter kan man aldrig få for meget af

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2016 kl. 13:09

      Helt enig :)

  • Marie skrev:
    27. april 2016 kl. 08:21

    Elsker også krydderurter. Jeg har haft de samme i flere år nu – citrontimian, alm timian, oregano, pebermynte, purløg, mynte, ramsløg. Og i år har jeg så fået en jordbærmynte efter at have set den hos dig. Hobbyhaven havde mange krydderurter, kunne sagtens have forsøgt med flere men pladsen er lidt trang :-)

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2016 kl. 13:13

      Det kan virkelig også være svært at begrænse sig ;) Kender det godt!
      Og så dejligt at du fik fat i en jordbærmynte, den er virkelig skøn :)

  • Mette Boas skrev:
    27. april 2016 kl. 20:20

    Hej AC

    Tak for et fint indlæg? Jeg bruger også din blog en del som inspiration til madlavning.

    Jeg har også i nogle år haft hjulkrone fordi den er så dekorativ. For noget tid siden læste jeg dog et sted (som jeg ikke kan huske) at den skulle være kræftfremkaldende i store mængder. Jeg ved ikke om det passer og det skal jo nok være urealistisk store mængder men alligevel….

    • Ann-Christine skrev:
      28. april 2016 kl. 08:57

      Hej Mette
      Hvor er det dejligt at høre :)
      Jeg tror, du har helt ret i at der nok skal usandsynlig store mængder til – min tilgang er at det er lidt sådan med både hjulkrone og mange andre lignende spiselige blomster at lidt, men godt – uden at overdrive. Lidt som fx at spise æg, 1-2 om dagen går fint og er sundt, men 5-6 æg om dagen er ikke så sundt :)
      Kh AC

  • Susanne skrev:
    28. april 2016 kl. 17:35

    Hej Ann-Christine.
    Super dejlig blog du har, nyder at følge med og prøve de mange lækre opskrifter.
    Har lige et godt råd ang mynte, plant den i noget for sig selv. Den breder sig rigtig meget, og er slet ikke til at styre. Jeg plantede på et tidspunkt en potte købt i supermarked, og i løbet af kort tid fyldt en en hel palleramme. Det voksede ud i hver en spække. Så hvis man vil styre den er det klogt at plante den for sig selv.

    • Ann-Christine skrev:
      30. april 2016 kl. 21:12

      Hej Susanne,
      Det er dejligt at høre :)
      Det har vi også gjort, faktisk tre mynte i hver deres krukke i år. Sidste år havde vi mynte i et højbed for sig selv, og de vokser jo altså som du skriver helt vildt og på kryds og tværs – så det er rarest at have dem for sig selv
      Kh AC

  • Helene skrev:
    28. april 2016 kl. 20:40

    Jeg knuselsker simpelthen de her haveindlæg. Jeg passer selv med stor fornøjelse vores ejendoms miniaturehave – dog er der flere fliser en der er græs og bede, til min store fortrydelse ;) Vil glæde mig til flere indlæg i have-regi. Jeg bor selv i Aarhus, så det er også skønt med anbefaling af lokale steder, som fx Hobbyhaven :)
    God aften!
    Helene

    • Ann-Christine skrev:
      30. april 2016 kl. 21:17

      Dét er jeg glad for at høre, kan du tro! Synes jo virkelig også det er helt enormt hyggeligt at skrive dem :)
      Dejligt at du passer haven i jeres ejendom, måske du kan snige et par højbede ind ;)
      God aften og dejlig weekend til dig
      Kh AC

  • Rikke skrev:
    28. april 2016 kl. 20:52

    Blad -og/eller knoldfennikel. Minder om dild i udseende, både blade, stængler og frø har en dejlig anissmag. Sødskærm/spansk kørve og bronzefennikel er både smukke og velsmagende. Og flerårige!
    Pas på med ramsløg – de breder sig hurtigt til hele haven, men er selvfølgelig visnet ned allerede i starten af sommeren.

    • Ann-Christine skrev:
      30. april 2016 kl. 21:18

      Uhm, vi har også fennikel i haven – det er første gang jeg prøver at dyrke det og dem er jeg lidt spændt på :)
      Jeg har godt læst det med ramsløg, men også at de skulle være til at holde skik på hvis man har dem i højbed og luger lidt ud i dem løbende :)
      (det håber jeg holder stik)
      Kh AC

  • Annette skrev:
    28. april 2016 kl. 23:46

    Jeg tænker kørvel?
    En skøn krydderurt som er ved at få sin renæssance :)

    Jeg bor i lejlighed uden mulighed for alle disse udendørs udfoldelser,men jeg nyder at følge med i dit have project.

    • Ann-Christine skrev:
      30. april 2016 kl. 21:21

      Ja, det var da en god ide. Må se om jeg kan finde pladsen til det i haven i år også. Har lige sået i dag, og er næsten løbet tør for plads ;) Vil prøve at se om det kan lykkedes, mon ik´ :)
      Og hvor er det dejligt at høre – jeg kender det godt fra da vi boede i lejlighed, det er hyggeligt at havedrømme og læse om, også uden at have haven at udfolde sig i :)
      Kh AC

  • Helle skrev:
    14. juli 2019 kl. 19:17

    Kan stærkt anbefale bronzefennikel. Det bruges på samme måde som dild. Er virkelig god til fisk. Ovenikøbet er det en flerårig og meget dekorativ staude.

    Kh
    Helle

    • Ann-Christine skrev:
      14. juli 2019 kl. 20:08

      Skønt tip, det vil jeg prøve :)

  • Heidie skrev:
    8. marts 2020 kl. 15:48

    Ser lækkert ud. Hvordan holder du de flerårige. Skifter du jord ud , gøder eller? Synes nogle af mine ikke giver så meget. Har dem også i potter . Måske derfor ?
    Mvh
    Heidie

    • Ann-Christine skrev:
      11. marts 2020 kl. 12:40

      Jeg topper med kompost hvert år, bunddækker godt om vinteren, tilføjer måske et par håndfulde kalk og brændenældevand. Det er selvfølgelig nemmere i bede end krukker, men det er nok meget godt at ompotte dem hvert andet år.
      Kh AC

  • Sussanne skrev:
    6. juni 2020 kl. 23:55

    Jeg vil bare spørge dig om alle de krydderurter du har sammen med blomsterne de står ude hele året ikke??
    Hilsner Sussanne

    • Ann-Christine skrev:
      8. juni 2020 kl. 21:12

      Hej Sussanne
      Ja, alle der er flerårige bliver ude hele året, resten visner ned og såes på ny næste år
      Kh AC

  • Heidie skrev:
    2. maj 2021 kl. 16:23

    Er selv igang med at lave højbede med krydderurter selv. Nogle der ved om det kræver en vis højde eller om en palleramme på 20 cm er høj nok?

    • Ann-Christine skrev:
      3. maj 2021 kl. 09:24

      Hvis pallerammen stilles direkte på jorden, så er 20 cm glimrende :)

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.