I morges kaldte Manden mig for Fru Varnæs.
Ja, altså hende fra Matador, -og læg lige mærke til at han kaldte mig Varnæs og ikke Maude. Maude ville han have sagt, hvis jeg havde lagt mig ind i seng og gemt mig under dynen pga en eller anden lille fortrædelighed, et lille bump på vejen – som man siger.
Nææh, i dag skinner solen, foråret titter fra og jeg har kaffeaftaler – i flertal.
I morges over morgenmaden, siger jeg glad “ihh, hvor har jeg dog travlt i dag” Han kigger lidt undrende på mig og jeg kan se at han tænker; “travlt, med hvad? Du går og nusser rundt, hygger dig, sover til middag, taler i telefon og bare sådan i det hele taget nyder livet” Jeg må så forklare, at i dag har jeg en kaffedate kl 11 herhjemme, kl 16.15 ude i byen på en cafe og skal til graviditetssvømning kl 19. Så er den dag ligesom booket, vil også gerne lige klemme en powernap ind midt i det hele.
Er det ikke bare skønt? Masser af dejlige aftaler, masser af tid til at snakke og lytte og på en eller anden ubevidst måde er det som om alting skal nåes inden for den næste månedstid. Jeg ved jo ikke hvor besværet jeg er om en måned, men jeg kan tydeligt se hvor det bærer hen, -og har gjort det i nogen tid. Hvis jeg er på toppen om en måned, så tager jeg bare en runde mere.
Når tvillingerne først er kommet til verden, får vi nok hænderne fulde i de første måneder, så lige nu skal jeg bare nyde mine kaffeslabberaser og teselskaber.