Kuta på Lombok – på naboøen til Bali

Nabo øen til Bali er ret overset og jeg havde faktisk slet ikke hørt om Lombok tidligere, ikke før jeg her på bloggen løftede sløret for, at vi drømte om at rejse til Bali og Gili øerne på vores fire måneders drømmerejse.

Vi blev nysgerrige på at opleve Lombok, så vi sejlede hertil efter mange dejlige dage på Gili. På vores vej tilbage til Bali.

Kuta på Lombok, som slet ikke er at forveksle med navnesøsteren Kuta på Bali (sidstnævnte har jeg hørt omtalt som den balinesiske version af Sunny Beach, Bulgarien) var destinationen for vores rejse.

Kuta Lombok er endnu et ret uopdaget paradis. Og så alligevel ikke. Surferne har fundet vej hertil, backpackerne rejser til Lombok og turismen er i det hele taget i sin spirende opstart, og dét på godt og ondt …

Under træerne ligger landmændene og tager en tiltrængt pause for solen. Dagen starter tidligt. Lombok er en muslimsk ø og ca kl 4.30 synger moskeen til bøn, arbejdet starter ved solopgang og i de varmeste timer bliver der sovet middagslur og slappet af i skyggen.

Butikkerne langs vejene byder på lidt af hvert. Her sælges benzin på flaske til de mange scootere på øen. Lige som man kan købe saronger, leje scootere, få arrangeret ture rundt på Lombok eller til Komodo – og altsammen til ‘very special price’.

På Lombok er der på en og samme tid helt enormt afslappet, langsomt tempo og samtidig en meget stor iver for at sælge til de turister der har fundet vej til øen.

I området Kuta er der den smukkeste natur, strande som man kan have næsten for sig selv og et kæmpe stort grønt bjergområde.

Strandene er store, brede og enormt smukke – og med en del affald, desværre. En hel del menneskeskabt affald og plastic skrammel i sand og vand og langtfra bare naturens tang og den slags.

Strandene på Kuta er både de mest øde, vi endnu har set på vores rejse, men også de mest beskidte.

I Kuta og på Lombok er der geder, høns, køer og hunde på de smalle og snoede veje. De går frit omkring, mens scooterne drøner forbi.

På stranden ved Kuta by er der smukke klipper at klatre i og boder med tøj.

En eftermiddag slog vi os ned på en lille øde plet. Planen var et par afslappende timer ved stranden.

I løbet af få minutter blev vi omringet af børn og voksne. Vedholdende sælgere, som gerne ville sælge os armbånd, saronger, frugt osv. Vi takkede pænt nej tak mange gange. De satte sig ved siden af os og ventede tålmodigt i et kvarters tid på, at vi skulle komme på bedre tanker.

7-8 sælgere fuldt påklædt. Og os fire i badetøj.

De gav op og gik videre. Nye kom forbi og prøvede, om vi var blevet møre … Vi tog videre.

Det er skisme svært! Lombok er en del fattigere end Bali. Der er kamp om indtjeningen og det er fuldt forståeligt, at de kæmper for at sælge deres varer. Her møder vi ingen ‘laidback’, ligegyldig holdning til turisterne. Alle gør sig umage for at gøre deres bedste. Alle er på. Og turister er lig med penge til at forsørge familien.

På Lombok er der en del hjemløse hunde. En del virker til at være i en lidt sørgelig forfatning og en nat vågnede vi til lyden af hundeslagsmål. Vi ser hundene vise tænder overfor hinanden. Nogle hunde har rabies og andre virker enormt opsøgende og som om de bare trænger til at blive nusset og snakket med.

Man får både glade smil og god duft i sit vasketøj her ;) Det er så nemt og billigt at få vasket overalt, hvor vi rejser.

Fiskebådene er trukket op på land, og efter solnedgang sejler de ud igen.

På hele denne strand var vi nok i alt 30 mennesker. Fem turister og badegæster – resten var sælgere og fiskere.

Vi gik en dag en tur forbi markedet i Kuta.

Her bliver handlet alt fra friske eksotiske frugter, friskfangede fisk og blæksprutter, slagtede høns, tilberedte snacks og plastic sandaler.

Strandene er ret forskellige. Vi kørte med en chauffør rundt mellem de forskellige strande på Kuta en dag, og hver strand er en ny oplevelse. Nogle har kartoffelmels fint hvidt sand og andre er en hel del mere grovkornet …

SÅ smukt

Restaurant Ashtari

Maden på Lombok er fantastisk. Det er faktisk sådan, at uanset hvor vi har spist på både Bali, Lombok og på Gili, så har vi spist godt. Uanset om vi har spist et måltid til 60 kr for os alle fire eller et til 300 kr, så har vi spist fantastisk lækker, hjemmelavet og veltilberedt mad.

Så selv om man går helt i feriemood og nærmest ikke orker research efter gode steder, så skal man slet ikke bekymre sig om at få serveret et intetsigende måltid – for det sker ikke. Det er i alle tilfælde ikke sket for os.

På Lombok spiste vi på den fantastiske restaurant Ashtari med udsigt ud over Kuta. Vi havde inviteret vores lokale chauffør til at gøre os selskab og bød ham på frokost – en skøn oplevelse.

Vi spiste også på flere lokale Warungs, både de helt simple og billige og de lidt dyrere.

Alt smagte godt! Lombok er helt klart et paradis, når det gælder god mad.

Masseproducerede produkter til turister, side om side med sirligt håndvævede saronger.

På denne grund, som lå lige ved siden af vores hotel var der vasketøj, byggeaffald, husholdningsaffald, hjemløse hunde der sover i hjørnerne og et par græssende køer i snor.

Udsigten fra Restaurant Ashtari og udover bjergene i Lombok er fantastiske. Vi var bjergtaget og imponeret. Der er så grønt, frodigt og endnu uberørt.

Lombok er helt klart stedet for de turister, som holder af at se steder før alle andre. Øen er i sin spæde opstart af en garanteret rivende udvikling. Der bliver handlet grunde, lavet planer og der er lige dele investorer fra Indonesien og resten af verden, -specielt Australien, som har kig på den naturskønne ø. Jeg tror, at om 10-15 år, så vil strandene være fyldte af turister, som surfer, bader nyder strandlivet og spiser god mad.

Johan så et par lokale drenge på 7-9 år, spille fodbold en sen eftermiddag. Vi spiste en tidlig middag på en Warung overfor ‘forboldplænen’ og så snart vi var færdige, spurgte han “må jeg lige løbe over og spørge om jeg må spille med.

“Can I play?” spurgte han dem. Det måtte han gerne og kort efter meldte Martin sig i kampen og de spillede fodbold i en lille halv times tid.

Det er vildt hvad sådan en rejse gør ved lysten til at lære sprog. De to små skoleklare størrelser suger til sig. De kan forstå ret så meget, kan sige en masse sætninger og øver sig nu i at bestille deres eget mad, når vi er ude at spise.

“Skal vi ikke lave en regel om, at vi i vores familie altid  taler engelsk sammen om fredagen?” spurgte Julie mig i går.