Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/topstjerne-til-juletraeet-diy/

Topstjerne til juletræet – DIY

Topstjerne guld hjemmelavet

Så er årets topstjerne til juletræet færdig!
Det tog lige omkring 10 minutter at lave den + en lille forhandling med Johan og Julie om hvordan sådan en topstjerne skulle se ud hjemme hos os …

De sidste mange år har vi haft en topstjerne, som jeg slet ikke synes var pæn. En billig og smågrim én, som vi havde købt i desperation dagen før juleaften for længe siden, og som bare havde hængt ved år efter år, fordi det lige var nemmest … Da julepynten skulle pakkes ned sidste år, tog jeg konsekvensen og smed den ud. Samtidig havde jeg allerede sidste år en ide om at lave en kæmpe papirsstjerne med guldsplat på og den plan skulle realiseres i år!

Topstjerne guld hjemmelavet

For en måned siden så jeg så denne her på instagram, som jo var næsten hvad jeg havde i tankerne.

I går spurgte Johan og Julie, om vi ikke skulle have en topstjerne og jeg tænkte, at jamen nu bestiller vi så bare den nemme løsning på nettet og fortalte dem, at jeg har fundet én som var virkelig pæn og den ville jeg da lige købe. “Men vi skal være helt enige om det, ik mor?” Jo, selvfølgelig skulle vi da det, – jeg var nemlig topsikker på, at de også ville synes den var noget så pæn …

Men nej! Ohh no, der var bare alt for lidt glimmer på, og lige meget hvor meget jeg roste den og forslog, at vi malede den sorte perle guldfarvet, så stod de fast. Efter at have scrollet diverse billeder igennem med blinkende stjerner og jeg kunne se, at vi ikke var helt enige om valget af en købt stjerne – så tænkte jeg … Vi går lige tilbage til plan A nu. Vi laver den da selvfølgelig selv af det af det mest guldglimtende gavepapir vi har – og den var både Johan og Julie helt med på.

Det var både sjovere, væsentligt billigere og tog nogenlunde lige så lang tid, som det ville tage at finde dankortet frem – og så er vi tilmed helt enige om, at vores julestjerne med guldglimmer er blevet noget så smuk, helt perfekt og lige som vi ønskede os den.

Topstjerne guld hjemmelavet

Vi har brugt:

  • En rest af en rulle glimtende guldpapir med hvid bagside fra Tiger, en rullede kostede ca 30 kr og vi har brugt 1/5 af rullen
  • Et par dråber guld maling – man kunne også bruge guldglimmer drysset på lim i pletter
  • En linial, en skalpel, en blyant og en pensel

Mål strimler op a 5 cm bredde og ca 1,25 m længde, skær dem ud. Flet en papirsstjerne efter det helt traditionelle mønster. Vi har vendt to af strimlerne, så den blev både guld og hvid. Dup små guldpletter på det hvide papir og that´s it. Vores færdige topstjerne er 20 cm bred, og hvis man vil have den større eller mindre, så laver man bare bredere eller smallere strimler …

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • Maja:
    25. oktober 2019 kl. 19:47

    Hvor er den fin! Men hvordan sætter I den fast til træet? :)

    • Ann-Christine:
      26. oktober 2019 kl. 17:14

      Blot ned over det ene hul op i en af spidserne af stjernen :)
      Kh AC

  • Gertrud:
    21. december 2018 kl. 08:26

    Hvor blev den fin!! Selvom den drillede lidt, og det med skalpellen slet ikke virkede for mig, var det anstrengelserne værd! Nu er jeg spændt på, hvordan jeg får den monteret. Har indkøbt ståltråd og hullemaskine …
    Jeg har brugt dine madopskrifter som inspiration i flere år og nu altså også andet end mad :) Tak fordi du er her!

    • Ann-Christine:
      21. december 2018 kl. 10:03

      ♡ Hvor er det dejligt at høre! Det lyder som om det bliver et virkelig fint træ med den topstjerne.
      Tusind tak for din søde hilsen
      Kh AC

  • Susanne:
    17. december 2018 kl. 19:42

    super fin!

    har planer om at lave en selv og så faldt jeg over din, hvor stort er dit træ? jeg har selv et forholdsvist lille træ på højde med mig selv almindelig højde kvinde. Spørgsmålet er vil en stjerne på 20 cm være for stor eller skal jeg mon skalere den ned til 16 cm?

    • Ann-Christine:
      17. december 2018 kl. 20:12

      Jeg tror dette træ var omkring 2,2 meter cirka :)

  • Vis alle 24 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.