Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/5-skoenhedsfavoritter/

5 nye skønhedsfavoritter

Skønhedsfavoritter

I dag vil jeg dele tippet om nogle af de allerbedste produkter, som jeg har på min badeværelseshylde lige nu.

Jeg har gerne i noget tid villet introducere en lille skønhedskategori her på bloggen – eller egentlig har der allerede i årevis været en kategori for skønhedsprodukter og tip lige her, men den har ikke været flittigt opdateret og rummer primært lækre DIY tricks og hjemmelavede bodyscrubs. Som egentlig er meget sigende for hvordan jeg også gør – nemlig bruger en masse gode sager fra køkkenskufferne til hud- og hårvenlig pleje. Kokosolie, urter, krydderier, kaffegrums og alt det gode – jeg kan grundlæggende godt lide princippet om, at det jeg smører på min hud er så rent og naturligt, at det kan, eller ‘næsten’, kan spises. Det tror jeg faktisk, at jeg vil skrive mere om i et indlæg en anden dag …

Siden jeg startede min egen øko-hudpleje webshop for 8 år siden (videresolgte den i 2012) så er der kommet virkelig mange produkter på markedet. Det kan godt være lidt en jungle, at finde de skønneste af slagsen, og jeg elsker selv at læse og høre om anbefalinger af yndlingsprodukter hos andre bloggere og veninder. Som baggrund for, at jeg startede min tidligere webshop i sin tid, har jeg en temmelig stor interesse om naturlig hudpleje, den interesse er stadig intakt – og jeg har derfor gået og puslet med at tilføje den del til bloggen i ny og næ. Så hermed gjort … Skønhedsfavoritter

Jeg er temmelig loyal, når jeg først har fået nogle gode produkter. Her i løbet af den sidste tid, har jeg tilføjet 5 nye skønhedsfavoritter, som jeg allerede betragter som uundværlige klassikere på min badeværelseshylden.

De skønhedsfavoritter på badeværelseshylden, som jeg har brugt med glæde i mange år, vil jeg fortælle om i fremtidige indlæg og som nævnt længere oppe, så har jeg også lyst til at skrive et indlæg om hvilke produkter fra køkkenet, der er helt fantastiske at bruge på badeværelset.

Mine 5 nye anbefalelsesværdige skønhedsfavoritter

  1. Carrot Butter fra Organic Pharmacy – fuldstændig fantastisk til rens og ansigts massage. Jeg fik en lille størrelse sendt som tester fra den danske importør, da de ville høre om jeg ville forhandle brandet i min shop. Det skal vi dog ikke lige pt, men jeg har siden købt den store krukke selv. Den er ret drøj i brug – og salven med Carrot Butter udretter mirakler og wow-effekt i samarbejde med en god ansigtsmassage, som er nyt element i mine aftenrutiner og er indført mindst 3-4 gange om ugen. Denne butter bliver i øvrigt også anbefalet af dygtige Lisa Eldridge og jeg har ladet mig inspirere af hendes ansigtsmassagemetoder, som I kan se her.
  2. Inika mineral Blush, i farven Peachy Keen. Jeg har ikke kunnet finde den i Danmark, så jeg købte den her, med en rigtig god børste i bonus – farven ser umiddelbart liiidt for vild ud og ikke som noget jeg ellers ville købe eller prøve. Men den er så smuk på! Jeg fik blushen anbefalet af den virkelig dygtige makeupartisk Kenneth Adelhardt – med ordene; “dette er makeupproduktet, som gør alle kvinder lidt smukkere”. Jeg købte den derefter for ca 3 uger siden og den er virkelig noget særligt.
  3. Easy Rider, Antifrizz creme fra Kevin Murphy, blev anbefalet af min søde frisør, Malene, som de sidste mange gange har klippet og farvet reflekser i mit hår hos Birthe Gleerup. Det er det perfekte produkt til min, til tider, ret så uregerlige stride manke – endelig et produkt som ikke bare forsvinder fra håret 10 minutter efter det er kommet i. Kevin Murphy produkter kan vist købes hos de fleste frisører, eller prøv at google det.
  4. Collagen Boost Mask fra Organic Pharmacy, denne maske skal blive siddende på huden. Jeg kommer den på om morgenen. Købte den for 3 uger siden og den bør virkelig næsten komme med i en barselpakke til alle mødre. Et par få velgørende dråber får huden til at lyse op indefra, så man (næsten) ikke kan se manglende timers søvn. Det er ikke et helt billigt mirakelmiddel – men til gengæld, så kan jeg endnu ikke se at jeg har brugt af flasken dagligt og tror den rækker til 6-8 måneders brug – så er vi nede på 4 kr pr dag (og det er så sådan, at jeg overbeviser mig selv om at det slet ikke er for mange penge ;) )
  5. Absolution fugtmaske, er en ny god ven af min hud – og giver optimal fugt, ren hydration, pleje og gode sager. Jeg har flere steder set det franske øko mærke omtalt i rosende vendinger, og da hele hudleje serien Absolution var samme sted, som jeg købte Organic Pharmacy Carrot Butter (nr 1 på listen her) så tænkte jeg at jeg ville prøve en god ting derfra – og jeg har så absolut smag for mere. Der var en tester på anti-ageserum med i pakken og den kunne også godt finde vej herhjem på et tidspunkt.

skønhedsfavoritter

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




12 kommentarer
  • Louise skrev:
    29. marts 2016 kl. 13:35

    Jeg har også carrot cleanseren og er vildt glad for den, men har ikke prøvet den til ansigstmassage, endnu.
    Jeg elsker din tilgang til skønhedsprodukter og handlede faktisk også et par gange hos dig i din gamle butik, så jeg er rigtig glad for at denne kategori bliver vakt til live :-)

    • Ann-Christine skrev:
      30. marts 2016 kl. 10:14

      Sådan en ansigtsmassage er så vildt lækker med carrot cleanseren – så det må du endelig forkæle dig selv om :)
      Hvor super hyggeligt at du har ‘hængt ved’ i så mange år, og jeg er rigtig glad for at høre at du byder hjertelig velkommen til denne lidt nye kategori på bloggen også :)
      Kh AC

  • Carina skrev:
    29. marts 2016 kl. 18:09

    Din blog er nu fuldendt :-) … Jeg elsker al snak om øko-produkter, for jeg er som dig også tilhænger af renheden i de produkter vi smørrer os med, men samtidig skal de også virke og det kan være en jungle (en dyr en) at finde rundt i. Jeg har prøvet alt og mine favoritter findes blandt Suki skincare, tromborg og pai roseoil.. Det Kevin hårprodukt du skriver om, hvad gør det – giver struktur uden at stive eller ?

    • Ann-Christine skrev:
      30. marts 2016 kl. 10:30

      Hvor er det dejligt at høre! Så hyggeligt at tilføje ‘ny’ kategori til bloggen, med så dejlig en opbakning :)
      Jeg har endnu tilgode at prøve Suki skincare – kan du anbefale et musthave derfra? Tilgengæld er jeg ret begejstret for Tromborg mineral foundation, men har ikke prøvet hendes ansigtsprodukter endnu.
      Hårproduktet fra Kevin Murphey samler håret. Jeg kommer først en smule olie i for at gøre håret blødt, gerne ren arganoil – og derefter samler jeg det med denne styling creme. Det hindrer krus, flyvsk hår og så tynger det en lille smule og samler krøllerne uden at de puffer helt op.
      Det er samtidig fyldt med gode ting og olier og i løbet af dagen suger håret det til sig (mit hår er af natur tørt, krøllet og lidt ponyhårsagtigt), så det kan være godt at have en smule med sig i tasken i en lille rejsestørrelse.
      Kh AC

      • Carina skrev:
        30. marts 2016 kl. 15:56

        Fra suki ansigts rens (foam) og midt er så milde og effektive. Ansigtsolie og scrub ( sukker) er skønne – det er de fleste af produkterne, dagcreme er jeg dog ikke vild med… Tromborgs antiageing serie ( blågrøn glas) dagcreme og serum virker bare … Og bodylotion som dufter skønt…

        Kh, Carina

        • Ann-Christine skrev:
          31. marts 2016 kl. 13:45

          Dejlig tips – dem må jeg lige se nærmere på :)
          Kh AC

  • Cendie Dyekjær-Themsen skrev:
    29. marts 2016 kl. 22:35

    Neeejj hvor hyggeligt! Jeg vil straks selv bidrage med mit absolut yndlingsmærke: Bettes. Økologisk og endnu bedre – hjemmedyrket af en dygtig laborant som ikke selv kunne finde vidundermidlet til sin sarte hud. Jeg bruger serum, creme og tintet lipbalm. Især serummet kan jeg ikke undvære :-)
    Jeg tester en natmaske fra Rodial med Drageblod iøjeblikket og ellers er mine masker hjemmegjorte med avocado, havre, honning eller gurkemeje. Har kigget på forskellige apps til ansigtsmassage uden at kunne tage mig sammen – det er ellers så skønt!

    • Ann-Christine skrev:
      30. marts 2016 kl. 10:57

      Ej, hvor fint! Jeg elsker gode anbefalinger den anden vej også, så tusind tak :) Og tak for den varme velkomst af denne lidt nye kategori :)
      Jeg kender ikke Bettes, men googlede det lige og det ser jo dejligt ud – så jeg må prøve det engang.
      Sig endelig til hvis du finder en skøn app til ansigtsmassage som kan anbefales
      Kh AC

      • Cendie Dyekjær-Themsen skrev:
        2. april 2016 kl. 14:25

        Nu har jeg jo smartphone, men den her har jeg fået anbefalet flere gange til iphone: The facial massage app 😊

        • Ann-Christine skrev:
          4. april 2016 kl. 21:04

          Tak for tippet :)

  • Hanne skrev:
    30. marts 2016 kl. 08:36

    Åh, jeg er vild med det her indlæg og din tilgang. Jeg vil glæde mig til mere af den slags. Er også flere gange vendt tilbage til dit indlæg om dine aftenrutiner.
    Kh H

    • Ann-Christine skrev:
      30. marts 2016 kl. 10:59

      Dét er jeg så glad for at høre! Det er jo virkelig en fornøjelse at dele alle disse små ting og det er virkelig motiverende og dejligt med så søde tilbagemeldinger.
      Tusind tak <3