Smuldr gæren ud i en skål med mælk og rør, til den er opløst. Rør derefter yoghurt, olie, honning, salt, æg og grahamsmel i blandingen og rør det godt sammen til en lind grøddej. Rør derefter hvedemel i lidt efter lidt og ælt til sidst dejen, til den er smidig og blød.
Kom dejen i en skål med et rent klæde over og sæt den til hævning på køkkenbordet i 2 timer.
Rul dejen ud på en meldrysset bordplade til en stor firkant.
Rør det pressede hvidløgsfed sammen med olivenolie og pensl det over dejen. Drys revet cheddarost og persille over og vend derefter den ene halvdel af dejen over den anden. Skær lange strimler og tvist dem til snurrer. Sæt ostesnurrerne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i 45 minutter på køkkenbordet, dækket med et rent klæde.
Pensl dem med æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i cirka 18 minutter.






