Ravioli pasta
Vend mel og salt sammen og saml det på bordet med en fordybning i midten af melblandingen. Kom æg og olivenolie i fordybningen. Pisk nænsomt æggene med en gaffel, så æggene langsomt blandes med melet og bliver til en smidig dej, som kan æltes, til den er helt glat og smidig. Afhængigt af størrelsen på æggene, kan det være man skal bruge en anelse mere mel.
Kom dejen i en lufttæt beholder og sæt dejen på køl i en time eller til dagen efter, så den kan sætte sig.
Svampe og ricottafyld
Rist kantarellerne i smør på en varm pande, gem et par stykker til servering og hak resten fint. Rør ricotta med kantareller, persille, hvidløg, valnødder, salt og friskkværnet peber til det er helt ensartet.
Fyld raviolierne
Rul dejen tyndt ud, gerne med en pastarulle, eller med en kagerulle på et meldrysset bord.
Udstik cirkler eller firkanter med en udstikker. Kom en tsk fyld på til hver ravioli dejcirkel, læg en udstukket dejcirkel ovenpå og luk rundt langs kanten. Enten med en ravioli udstikker eller med en gaffel.
Bring en stor gryde med vand i kog. Tilsæt salt og kog ravioli i 3 1/2 minut. Tag dem op med en hulske, så vandet kan dryppe af.
Gorgonzolasauce
Sauter løg i en gryde med olie, til løgene er bløde. Kom fløde og gorgonzola i gryden og rør til osten smelter. Smag til med friskkværnet peber.
Servering
Server de friskkogte dampende varme ravioli på tallerkener med gorgonzolasauce og et drys rucola.






