Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/?opskrift=risengroed-4-personer

Risengrød

Risengrød i ovn
Kom grødris i en gryde med vand og kog det op under omrøring på komfuret. Hæld mælk i, når vandet er kogt ind og varm grøden op under omrøring til lige knap kogepunktet.

Læg låg på gryden og sæt gryden med risengrød i en forvarmet ovn ved 125 grader (alm overunder varme eller varmluft).

Lad grøden passe sig selv i ovnen i omkring 35-40 minutter. TIlberedningstiden kan variere lidt alt efter hvilken gryde man bruger. Rør 1-2 gange undervejs, tag grydelåget af med en grydelap og rør igennem, sæt låg på igen og tilbered videre.

Tag gryden ud af ovnen, tag låget af (Pas på gryden og låget er meget varmt, husk grydelapper!) og rør grøden godt igennem. Læg låg på og lad grøden trække i 5 minutter ekstra inden servering. Hvis der er meget mælk i gryden, så kan den simre et par minutter på komfuret uden låg.

Ved at tilberede risengrød i ovnen, undgår man helt, at grøden brænder på, man behøver ikke røre i grøden og man kan hygge med en masse andet, mens maden passer sig selv i ovnen.

 

Risengrød på komfur
Skyl grødris i koldt vand og kom dem i en gryde med dobbelt mængde vand af hvad der står i opskriften (risengrød skal have lidt ekstra vand, når den tilberedes på komfur)

Kog op under omrøring. Hæld mælk i gryden til grødrisene, når vandet er fordampet og rør det godt igennem nogle minutter, mens det varmes op til knap kogepunktet.

Skrue ned til lav varme og rør videre i et minuts tid. Læg låg på gryden og lad den stå på lav varme. Rør i gryden ca. hver 10-15 minut, til risene er møre og grøden er lækker.

Kom en smule salt i og server den varme risengrød med smørklat og kanel.

 

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.