En af de mange skønne oplevelser vi havde i Hoi An var Cham Island, som man sejler til med speedbåd. Vi havde booket en halvdagstur, med tid til at snorkle lidt rundt i koralrevet, opleve øen hvor der bor omkring 3000 indbyggere, som primært lever af fiskeri, bade lidt ved stranden og spise seafood-frokost ved langborde med de andre fra turen. Man møder jo fine mennesker fra alle mulige steder i verden på sådan en rejse her og så sad vi der, ved langborde under palmerne og spiste frokost sammen på en lille bitte ø i Vietnam.
Indtil for et par år siden var Cham Island et lukket land for turister, og selv om det jo kunne være vældigt hyggeligt at gå på opdagelse i et helt uberørt øsamfund, så var vi langt fra de eneste turister, der havde fået en ide om at tage til Cham Island den dag. Det gjorde nu ikke spor. Oplevelsen var rigtig fin og det var spændende at gå rundt i den lille by, inden vi søgte videre mod stranden for at spise frokost og ellers bare dase en times tid og lege i vandkanten, inden turen gik med speedbåd tilbage med Hoi An.
Vi havde en del dage ved stranden på Phu Qouc i begyndelsen af vores rejse og vi har nydt strandlivet både på Cham Island og ved standen i Hoi An – og vi har i den grad fået smag for mere. Vietnam er et rigtigt oplevelsesland. Et vidunderligt og spændende land at gå på opdagelse i og vi har alle fire nydt at være her. Det har været en kæmpe oplevelse, som vi har behov for lige at lade bundfælde sig – og hvad er mere passende end at gøre det med endnu mere strand, endnu mere at dase, at lege og at have rigtig god plads (og sand) omkring os.
Tip mig/os endelig med dejligste ø-oplevelser, hvis I har været i Thailand for nyligt. Martin og jeg rejste rundt i Thailand for omkring 10 år siden, hvor vi var på Phi Phi og Koh Lanta – men meget har jo i den grad forandret sig på de kanter siden.