Göteborg ved juletid er som at træde ind i en by forvandlet til et stort rart og hyggeligt julemarked. Jeg synes helt bestemt, at vi er virkelig gode til at julehygge her i Danmark, men wow, hvor er svenskerne også i særdeleshed gode til at skabe stemning.
Selv vores hotel var pakket ind i en gigantisk sløjfe, som en kæmpe julegave fyldt med glitrende jule og stemning.
Jeg har indgået et samarbejde med DTF travel og i den forbindelse var vi inviteret på juleweekend i det svenske. Vi kørte hjemmefra tidligt fredag morgen og sejlede med Stena Line fra Frederikshavn til Göteborg. En sejltur på knap 3 1/2 time.
Vi tjekkede ind på Clarion Hotel Post, som ligger super centralt på Drottningtorget lige ved Central Stationen. Det er et stort hotel, men det føles samtidig enormt hyggeligt, pænt, rart og varmt. Hotellet byder blandt andet på en storslået morgenmadsbuffet, opvarmet udendørs pool på 16 etage og en virkelig god restaurant – vi spiste der lørdag aften og fik en tre retters menu Chefs Choice af høj kvalitet og med fokus på svenske lækkerier.
Efter en hel dag med udflugt i Liseberg, vandring rundt i byens gader og et par udmattede og småtrætte børn, så er det rart at slutte dagen af med et måltid i kort afstand til værelset. Julie faldt i søvn i den bløde sofa ved vores bord, midt i hovedretten og der kunne hun fint sov videre – så det gjorde hun og blev båret op i seng, da vi alle var færdige med at spise.
HAGA JULMARKNAD
Lørdag formiddag tog vi sporvognen til den hyggelige bydel Haga, som i december byder på julemarked i Nygata, alle weekenderfra 10-16. På begge sider i gaden var opstillet boder med alverdens fine ting. Hjemmelavede strikkede vanter, hjemmesko, kunstværker, svensk bagværk som lussekatte, kanelbullar og andet godt. Butikkerne og cafeerne havde åbent og gaderne var fyldt med mennesker, julestemning … og en følelse af god tid! Alle ‘tog det lugnt’ – vores yndlingsord, fra da vi selv boede i Sverige og betyder ‘stille og roligt’.
Det var umuligt at tage billeder af, og vi tog det egentlig også bare lugnt og kameraet blev i tasken, mens vi sugede julestemning til os.
SALUHALLEN
Næsten obligatorisk, når man er i Sverige og interessere sig for mad, er det at besøge Saluhallen, som i Göteborg ligger på Kungstorget. Saluhallen er et fint indendørs marked ala torvehallerne med både slagtere, fiskehandlere, bagere, specialbutikker, spisesteder og andet godt. Jeg kunne snildt gå rundt og kigge, nyde, lade mig inspirere og shoppe i et par timer herinde.
Duften af kanel, nelliker i appelsiner, nybagt brød og kager var fortryllende og fik maven til at knurre.
Vi valgte dog at spare appetitten – på kraftig opfordring fra Johan og Julie – til vi kom til Liseberg. Der er ingen tvivl om, at juletivoli topper både kanelbullar og torvehaller, når man er 5 år!
Liseberg var fortryllende magisk og fortjener faktisk sit helt eget indlæg (også fordi jeg har en milliard billeder, bare derfra). I får lige et sneakpeak her og så kommer der en af de nærmeste dage et indlæg og mange, mange flere billeder derfra.