Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/hvor-lagde-jeg-babyen/

Tvillingegraviditet – status

Ann_Christine-med-kamera

Mine to babyer ligger lige nu varmt og trygt inde i min mave, som to andre små kængurounger, men senere, i løbet af sommeren. Tænk hvis jeg skulle glemme dem. Altså det lyder jo fjollet, for man glemmer jo ikke sine børn, eller gør man? Jeg har tænkt lidt på det, siden Julia skrev bogen med titlen, “Hvor lagde jeg babyen?”

Jeg mener, man er jo ikke vant til at have dem. Kan man så ikke glemme dem nogle gange? Eller være så træt  at man bare ikke kan huske noget som helst, heller ikke sine babyer? Jeg ved det ikke for jeg har jo ikke prøvet det endnu. Men det lyder uanset, helt skørt i mine øre at man kan glemme dem … Nu der er ikke længe til og mine tanker fyldes tit af babyerne. Hvordan mon det bliver, vores hverdag, vores liv, vores familie osv.

Min søde og dygtige fødselslæge har sagt til mig, at jeg skal ikke forvente jeg når noget som helst det første år. Ingen babybio, ingen cafehyggeture med veninderne og andre mødre, intet rengjort hjem og nybagte boller!!!? når mødregruppen kommer på besøg osv. Hun mener, at hvis jeg kommer i bad hver dag, så skal jeg være stolt og så synes hun, at jeg gør det godt. Helt ærligt, er det sådan en overlevelsestur jeg skal ud på? I et helt år? Kommer jeg så efterfølgende i tv sammen med Bubber, hvor jeg giver BS baghjul, fordi jægerkorpset bare er en flok cafelattedrikkende mænd i uniform?

Jeg har bestemt mig for at sådan skal det ikke være. Jeg vil nyde det og fordybe mig i det – give det tid og bare indse at jeg så nok ikke når så meget andet.

Kan man overhovedet regne med hvad andre mødre fortæller én? At de på barslen hygger sig med hjemmebag, klippeklistre barnedåbsindbydelser, dyrker regelmæssig sport efter 1 1/2 måned efter fødsel og er bange for at tabe sig for meget af at amme?! Eller er det lige som når folk spørger mig om hvilke sport jeg dyrker og jeg så svarer at jeg jævnligt løber en tur rundt om søerne? (og jeg så mener, at jævnligt er mere end en gang om året og søerne er max 2 søer)

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




15 kommentarer
  • 11. februar 2009 kl. 14:44

    Ammestuehistorier kan man ikke bruge til noget som helst, når man selv venter sig. Ind af det ene øre og ud af af det andet.
    Men jeg var godt nok også tændt, da jeg hørte Julia i Aftenshowet – i går – for hvor er det dejligt, der er en, som “tør” fortælle sandheden.

    MAN NÅR INGENTING – og det er ikke gjort med 1 år – for så er og bliver man en superkvinde.
    Og hvad så, om det tager mange flere år, det er og bliver da lykken, at ens krop har præsteret et fantastisk stykke arbejde/resultat.

    Da jeg fik den første (ammestuehistorie ;-) vågnede jeg en morgen og tænkte: hold da fest, hvor har jeg sovet godt. Ingen forstyrrelser – bare sovet igennem.
    Indtil jeg kom i tanke om, at jeg var nybagt mor, og tænkte: hvor er ungen?
    Han lå langt nede i sengen, under min dyne og sov trygt.
    Må på ét eller andet tidspunkt, ha taget ham over, givet mad og så faldet i dyb søvn.
    Det kan lade sig gøre at glemme, hvor fantastisk det end lyder.

  • et cetera skrev:
    11. februar 2009 kl. 17:09

    De dér drømme om at have styr på det hele i rengjort, opryddet, solfyldt hjem med friske blomster og med yndige fredfyldte sovende børn hvis små rosa kinder titter op over hvidt stivet babylinned med broderi-anglaise – jo, de opfyldes ind i mellem, selv om det kun er i dryp og der kan være længe imellem. Drømmene om at have masser af tid til sig selv og kæresten – gå i biffen og på café, ja, sådan har jeg altså ikke oplevet det, men ved du hvad, Valdemarsro – det var også fuldstændig lige meget … Til gengæld fik jeg nemlig SÅ meget andet, følelser og oplevelser som ingen og intet havde/har kunnet forberede mig på – og det fortsætter!!! Selv om de nu er 18 og 13. Det er det suverænt smukkeste, mest fantastiske og mest overvældende dejlige mit liv har budt mig – skønt meget, meget lidt af det lignede eller fortsat ligner forhåndsdrømmerierne – det er meget, meget anderledes og meget, meget bedre! Jeg klagede meget i starten over at ingen havde sagt mig det – og svaret var – klogt og helt rigtigt, at det havde man skam forsøgt – det kan bare ikke lade sig gøre – lige så lidt som en forelskelse kan beskrives fyldestgørende – det MÅ opleves … Jeg er sikker på at I, om ikke så længe, vil give mig ret – og skulle der være enkelte tidspunkter, hvor I lige har svært ved at se fidusen – så husk, at alt kun er en overgang – også søvnløse nætter, gylperi eller ammeproblemer – men glæden og kærligheden, den skattekiste er uudtømmelig og den er der for altid!

  • Madame skrev:
    11. februar 2009 kl. 17:41

    Jeg tror, det er meget forskelligt, hvordan den første tid forløber, Valdemarsro. Jeg har en veninde, der har tvillinger, og det var lidt hårdt for hende, men hun var nu også både meget ung og meget uerfaren. Jeg tror, at man til dels kan forberede sig, selv om man ikke kan vide, om de små har et godt sovehjerte :-)

  • Anne skrev:
    11. februar 2009 kl. 17:59

    JEg er fuldstændig enig med de tre øvrige kvinder….man når ikke så meget andet end sine børn og så sig selv (måske) Men gør det noget? Nej ikke i mit hoved…for det man får er jo så fantastisk…
    Mine børn er nu også 18 (lige om lidt) og 14 og sidste sommer var første sommer, hvor jeg ikke hele tiden skulle tænke på, hvor de var og hvem der kunne passe…men dermed ikke sagt at alle de år der var med planlægning var irriterende…nej på ingen måde
    DET ER SKØNT MED BØRN…jeg ville gerne have haft et dusin af slagsen, men sådan blev det ikke i mit tilfælde, men de to jeg har fylder også mit hjerte med gode følelser hver dag…og urolige bekymrende tænksomme og alt det også…
    Lyt til din indre intuition og så går det lige som det skal :-)
    Og spørg så endelig ud i verden, hvis der er noget du bøvler med…det glemte jeg indimellem :-)

  • 11. februar 2009 kl. 18:19

    Sister Bonde, Ja hun er virkelig modig og sej, hende Julia.
    Jeg kan lige se for mig at man vågner og så lidt efter kommer i tanke om at man jo er blevet mor.
    Ammestuehistorier er nu meget hyggelige, hvis de er fortalt med en stor portion humor og ironi.

    Et cetera, du kan tro jeg glæder mig, -og en del af de mentale forberedelser er at få ambitionsniveauet helt i bund.

    Madame, jeg tror også at ens egen ambitioner kan drille en meget. Men man ved jo ikke hvordan det bliver eller hvilke børn man får. Så må bare tage det som det kommer, -det er nok en generel meget god instilling til livet :-)

    Anne, det skal jeg huske, at spørge ud i verden. Det er nok også noget jeg skal øve mig på ;-)

  • 11. februar 2009 kl. 18:20

    Madame, ja jeg så hende godt på aftenshowet. Hun gjorde det bare så godt, synes jeg.

  • Turbanindehaveren skrev:
    11. februar 2009 kl. 19:49

    Fremover når folk spørger hvilken sport du dyrker kan du bare svare “Jeg er tvillingemor”. Det forklarer alt. Og jeg har meget mere respekt for en tvillingemor end for en jægersoldat. Vore herre bevares. De er jo slapsvanse i forhold til :)

  • Mie skrev:
    11. februar 2009 kl. 21:50

    Din fødselslæge har ret, heldigvis.

    Jeg tænker ikke barsel, som en eller anden ferie, eller prøvelse i hjemmehygge. Det er benhårdt arbejde, hvor man får en enestående chance for at øve diciplinen ” NUET”. Børn er konstant i nuet og det er vidunderligt skræmmende.

    Jeg har gået hjemme i 5 år med mine børn, og når jeg bliver spurgt ” Er du ikke gået i stå “, svarer jeg:

    ” NEJ ” :-), jeg har ALDRIG været igennem en så stor udfordring/udvikling. Jeg har konstant skulle forholde mig til MIG selv og mine egne værdier -eddermame en udfording :-)

    Glæder mig til at høre om dit liv som Mor. :-)

  • 11. februar 2009 kl. 22:47

    Turbanindehaveren, jamen det er da det jeg gør! Regner da også med at jeg får slanke markerede overarme af at løfte babyer, -og det er vel en slags træning

    Mie, jeg tror nemlig også det bliver en stor og spændende udfordring og jeg glæder mig egentlig ret meget til at se hvordan mit liv bliver, uden at alt drejer sig om mig, min kæreste og vores behov.

  • Sofie skrev:
    12. februar 2009 kl. 06:23

    Min første tanke, efter at have set hende Julia i Aftenshowet, var at hun da var frygtelig naiv. Tænk at hun havde forestillet sig at det ville være så nemt at blive mor!

    Din læge er så til gengæld lidt i den modsatte boldgade. Det kan godt lyde lidt overvældende, når hun ridser det op på den måde. På den anden side glemmer hun lidt alt det skønne, som jo i tifold vil opveje alt det der med at bage boller og komme i bad hver dag. Hvad gør det at man ikke lige når alt det der, når blot man har to mirakler til at lyse op i sit liv?

    Det handler nok om ikke at forvente for meget, men tage tingene som de kommer og lytte til sin egen intuition. Så kan det ikke gå helt galt. Jeg er slet ikke i tvivl om at du har et meget mere realistisk og nuanceret billede end Julia. Du skal nok klare det.

  • 12. februar 2009 kl. 08:24

    Sofie, Jeg er helt enig i at man skal følge sin intuitionen, men jeg er også 100 % sikker på at der vil komme mange, mange mere eller mindre gode råd og vejledninger som vil gøre at man kan tvivle på intuitionen.
    Min fødselslæge er ret konsekvent, men med et smil og glimt i øjet, og jeg kan godt lide at hun siger det på den måde. -og hun havde også alt det dejlige med… Jeg tror heller ikke Julia er specielt naiv, nogle gange er det bare nødvendigt at skære situationen lidt groft ud ;-)
    Jeg tror man kan gøre sig selv en tjeneste ved at være realistisk i sine forestillinger, men har også i vores bekendtskabsskreds en mor-mafia, der har travlt med at overgå hinanden med alt det rosenrøde.

  • Mette skrev:
    15. februar 2009 kl. 21:28

    Nu er du jo allerede sådan en, der bager boller selv. Det er for mig 100 gange nemmere at lave en omgang koldhævede boller, end at putte baby (solo for mig duo for dig)og mig selv i tøjet og smutte til bageren efter brød, før mødregruppen, veninderne eller familien ringer på døren.

    Hvis man aldrig bager, så skal man måske ikke forvente, det er noget der pludselig kommer til en, blot fordi man kommer på barsel.

    Jeg har til gengæld et par helt ubrugte løbesko liggende i bunden af mit skab. Jeg har sådan en romantisk forestilling om lige at tage en løbetur, når manden kommer hjem fra arbejde, men det bliver aldrig til andet en tanken.

    Knus
    MM

  • 17. februar 2009 kl. 07:56

    Mette, Ja jeg tror faktisk du har helt ret i det med de hjemmebagte… Dem holder jeg nok ikke op med at lave, det er jo en del af hverdagen nu. Men avs et ømt punkt du lige rørte ved der med løbeskoene ;-) Havde lige planlagt at 2 mdr efter fødslen ville jeg hver dag stå klar i træningstøj når manden kommer hjem… ;-)

  • Mette skrev:
    17. februar 2009 kl. 17:22

    Sorry :-D

    Det kan sagtens lykkedes. Min mand kommer bare først hjem omkring klokken halvsyv, og det er bare for sent for mig at komme ud af døren.

  • 17. februar 2009 kl. 23:24

    Mette, :lol: Jamen jeg må jo bare tro på det… -og lige nu er det jo super taknemmeligt med de ambitioner, når jeg ikke kan gøre noget ved dem ;-)