Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/lidt-mere-berlin/

Lidt mere Berlin

Berlin, Berlin, Berlin. Vi taler allerede om, at det kunne være skønt at tage en tur derned igen. En af de få meget ‘turistede’ ting vi prøvede var en kanalrundfart. Det er super hyggeligt og tager omkring en times tid, hvilket var okay i forhold til Johan og Julies tålmodighedsgrænse. Tasken var fyldt med rosinpakker, kiks, vand og andre snacks, så med lidt bestikkelse lykkedes det at sidde stille på en stol i en hel time ;)

Som jeg fortalte på bloggen i går, så undgik vi ellers langt de fleste kendte turistatraktioner i Berlin. Vi var lige inde ved Checkpoint Charlie, men da kunne vi godt se at det med mange mennesker og to små krudtugler på omkring en meter i højden, det var ikke en ideel kombination. Så vi kom hurtigt væk derfra og ud i det idylliske Prenzlauer Berg, måske Berlins svar på 2100 Østerbro? Her var i hvertfald overvældende mange lækre legepladser. Området ved Kollwitzplatz i Prenzlauer Berg er perfekt, hvis man har mindre børn med på storbyferien. Legepladser, grønne områder, høje træer, cafeer med take away kaffe. Vi nød at slappe af med kaffe og snak, mens børnene legede og havde det skønt. Vi gik en del ture i det område, fortovene er meget brede og der er ikke meget trafik. langs de små gader er der et væld af sjove, lækre og finurlige butikker. Prenzlauer Berg er bestemt et besøg værd og vi talte om, at det kunne være hyggeligt at bo i Prenzlauer Berg næste gang vi skal til Berlin (hvis altså vi ikke bare vælger samme dejlige hotel som vi boede i på denne ferie)

Hver torsdag er der et marked ved Kollwitzplatz, med økologiske grøntsager, frugt, blomster, madboder, tøj og andre gode sager. Jeg spottede en olivenbod, honning og en stor bod med alverdens kageudstikkere. Vi spiste en lækker dhal med brød og ris.

Der er kommet lidt andre billeder fra Berlin ind i fotosamlingen her, men langt de fleste er knipset i Prenzlauer Berg.

Jeg skal lige have sorteret og ryddet op i de sidste billeder fra ferien og så kommer der lige snart et sidste lille indlæg om Charlottenburg og Tiergarten.

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • Anja:
    22. august 2012 kl. 08:32

    Hvor ser det bare lækkert ud :)
    Jeg elsker den slags markeder, man kan jo tulle rundt i flere timer og glo på lækkerheder.

    • Ann-Christine:
      22. august 2012 kl. 10:21

      Det elsker jeg også, der var også bare sådan en god og afslappet stemning. Tophyggeligt!

  • Jasmina:
    21. august 2012 kl. 23:30

    Berlin er en dejlig by og dine billeder er så lækre. Får helt lyst til at tage en spontan tur til Berlin :)

    • Ann-Christine:
      22. august 2012 kl. 10:20

      Spontane ture er dejligt <3 :)

  • Rikke:
    21. august 2012 kl. 14:54

    Berlin er fin… Vi nød blot en enkelt dag der denne ferie. Og fandt en lækker tapasrestaurantmed en hyggelig baggård ;)

    • Ann-Christine:
      22. august 2012 kl. 10:19

      Hvor lå den tapasrestaurant henne? Bare til en anden gang, jeg samler på gode anbefalinger ;)

  • Vis alle 12 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.