Min krydderiskuffe åbnes og lukkes jævnligt i løbet af dagen. Kanel, vanilje, kardemomme og lakrids findes frem flere gange til både morgen, eftermiddag og snacksstunder – lige som spidskommen, chili, timian, salt og peber er uundværlige følgesvende i mit hverdagskøkken.
Et par søde læsere har spurgt, om jeg ikke vil dele mine basiskrydderier her på bloggen og det synes jeg var en fantastisk ide! For jeg ville elske at gå på opdagelse og blive inspireret af hvad andre har i køkkenskufferne, så det er helt sjovt lige at dele lidt den anden vej. Jeg har måske en lidt minimalistisk tilgang til det med krydderier, for jeg har ikke skuffen fyldt af alt muligt forskelligt og har fx ikke flere typer af karry og erstatter også gerne oregano med fx. timian. Jeg holder meget af, at de ting vi har, det er også ting der bliver brugt – det gælder både krydderiskuffen, køkkenenskufferne og vores hjem i det hele taget. Når det kommer til krydderier, så har det også den fordel, at krydderierne mister en del af deres aroma og gode smag, når de ligger for længe i køkkenskufferne.
Jeg elsker god kvalitet og god smag i krydderiskuffen og så tænker jeg også lidt over, at krydderierne udover at krydre maden, indeholder en masse god næring og mineraler til kroppen. Jeg køber så vidt muligt økologiske krydderurter og er ret glad for Urtekram, Mill & Mortar og diverse helsekost mærker.
Mit basis ‘must have’ krydderi lager:
- Salt – jeg elsker Maldon flagesalt og bruger den til alt
- Hele peberkorn, som kværnes friskt, når de skal bruges.
- Kanel – jeg bruger kanel fra Ceylon eller Sri Lanka. De kan købes i helsekostbutikker og urtekram har også en. Cassia kanel er en lidt billigere kanel og det er også den der advares mod, når man taler om skadelige mængder af kanel, da den indeholder meget kumarin. Jeg bruger en del kanel, og foretrækker derfor Ceylon eller Sri Lanka Kanel, og så synes jeg de er lidt mere aromatisk end cassia kanel.
- Kardemommekapsler eller stødt kardemomme
- Lakridsrodspulver
- Rålakridspulver
- Spidskommen
- Koriander
- Chiliflager
- Cayennepeber
- Karry
- Garam Masala
- Gurkemeje
- Tørret timian
- stødt ingefær – jeg erstatter det ofte af revet frisk ingefær
- Muskatnød
- Vaniljestænger og hjemmelavet vaniljesukker
- Bagepulver og Natron
- Hel stjerneanis
Derudover bruger jeg dagligt eller flere gange ugentligt smagsgivere som; honning, dijonsennep, æbleeddike, soya, fishsauce, teriyaki og forskellige olier.
Udover de nævnte krydderurter, så har jeg anrettet et krydderurtehøjbed, hvor vi om sommeren har frisk salvie, purløg, basilikum, persille, dild, koriander, oregano, rosmarin, timian og mynte i haven. Hvis man har en lille altan eller et lille udendørs område, hvor man bor, så kan det varmt anbefales at bruge pladsen på friske krydderurter – ellers er vindueskarmen også et fint sted til dyrkning af egne krydderurter.
Det kunne være sjovt at høre, hvilke ‘must have’ krydderier I har i skufferne …
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej
Jeg synes ikke jeg kan finde en god karry. Der skal ikke være alt for mild. Hvilket mærke bruger du 😀
Mvh. Dorte
Hej Dorte
jeg køber min hos Asa Spice i deres webshop. Deres krydderier er friske, øko og lækre + deres karry varianter smager af noget og kan vælges i flere styrker.
Jeg er sikker på at du kan finde en god en der :)
Kh Ann-Christine
Hej AC
Bruger du kardemomme kapsler hele??
Altså støder hele kapslen i en morter??
Kan se , du i en opskrift har skrevet frøene derfra???
Og hvor ved du hvor mange kapsler der går til en tsk stødt kardemomme??
Lige lidt mange spørgsmål😊
God dag
Hilsen Dorte
Hej Dorte
Ja, det gør jeg. Har for nyligt købt en lille kaffekværn til at male krydderierne i, det er så lækkert.
– eller jeg køber en god stødt kardemomme, gerne hos AsaSpice.dk, de har gode friske krydderier
Jeg vil tro der går omkring 7-10 kapsler til 1 tsk stødt
Kh Ann-Christine
Tjekkede lige efter :)
jeg har også hel allehånde, laurbærblade, sort kardemomme og enebær.
I fryseren har jeg kafir limeblade – meget bedre end tørrede.
I min sydvendte vindueskarm: en chilliplante og som altid en megastor basilikum.
I krukker: 4 slags timian, rosmarin, oregano, salvie, purløg, estagon og en mynte.
Hilsen Henriette