På vej tilbage til Valdemarsro!

Jeg har igennem noget tid været lidt fraværende her på Valdemarsro. Sådan. Så er det sagt! Men det er jeg ikke længere og det er nok derfor jeg fortæller det nu.

I har nok godt kunnet se det lidt på mine blogindlæg, både i kvaliteten og hyppigheden, ikke mindst.

Og så kommer der nu lidt om hvorfor …

Jeg opdagede blogverden i starten af 2007, da jeg googlede ‘ biscotti’ og havnede på en blog og blev hel opslugt af bloguniverset. Herfra opdagede jeg flere og flere spændende blogs og fik en lille spirende lyst til selv at starte op. Det gjorde jeg så i midten af 2007. Vi boede på det tidspunkt i et andet land, og inden at du synes det lyder enormt eksotisk og spændende, så var det altså bare lige på den anden side af Øresundsbroen. Vores hus lå i et lille hyggeligt område, kaldet Valdemarsro. Deraf kom navnet på bloggen her. Vi elskede vores hyggelige svenske hus og vores have, men bortset fra det så var der røvkedeligt. Det var der altså! Men så begyndte jeg at blogge og kastede mig ud i domænekøb og i at rode med koder, html, design og layout i wordpress. En tidsrøver uden sammenligning, men også sindsygt hyggeligt og meget, meget lærerigt.

I starten bloggede jeg om min have, om mad, om opskrifter og bare sådan om vores hverdag. Altid med fokus på alt det hyggelige. Jeg var helt hundrede anonym og sådan skulle det være. Dengang. Jeg synes det var rart og havde ikke lyst til at min ‘virkelige’ omgangskreds og familie skulle tage stilling til det jeg skrev. Men i bund og grund så har jeg aldrig haft et behov for hverken at råbe eller skrive grimme ting, og ja, jeg kan stå ved alt det jeg skriver, så anonymiteten vogtes ikke i samme grad længere.

Nå. Men så ændrede livet sig. Vi solgte huset, flyttede til Østerbro og blev vilde med København. Igen. Jeg blev gravid med Johan og Julie og bloggede så en hel del om graviditeten og min hverdag på Østerbro. Så fødte jeg Johan og Julie og bloggede om livet som tvillingemor. Og så gik jeg lidt kold i det…… Jeg havde ikke lyst til at Valdemarsro kun skulle blive en mor-dagbog eller en blog om Johan og Julie. Ikke at der er noget galt i det, jeg synes morblogs er skønne og læser ret mange i øjeblikket. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg egentlig ville med denne blog, og ville jeg noget? Har jo faktisk aldrig rigtig taget stilling til det, men har bare gledet med hvor ordene flød hen. Nu var de så pludselig gået lidt i stå og i ring og jeg manglede noget. Altså ikke sådan at bloggeriet nogensinde har været pligtagtigt, overhovedet ikke.

Så startede jeg så et site sammen med Louise. Og ja, det tog en masse tid. Tid, man ikke har i overflod som forholdsvis nybagt mor. Men er man født med en konstant appetit til at at sætte skibe i søen, så er det svært at lade være, selv om tiden ikke umiddelbart er der. Det har hjulpet på det at Johan og Julie været nogle nemme, søde, sjove, sovebabyer største delen af tiden, om end nogle dage også har været rigtig hårde. Louise er skøn og fantastisk og jeg er også rigtig glad for vores fælles site, så var det der jeg kunne være MOR med store bogstaver og blogge kun om det. Tilbage var så Valdemarsro, som jeg jo var blevet lidt træt af, ikke rigtig vidste hvad jeg skulle stille op med. Jeg mener, jeg er jo mor herhjemme og det fylder hele mit hjerte og 95 % af alt min tid – så hvad pokker skulle jeg så skrive om på Valdemarsro?

Men så kom jeg til at savne min gamle legeplads. Valdemarsro. Kom til at savne at at skrive om Madlavnings og kogekone-mig, bage-glade-mig, shoppe-shoppe-shoppe-mig, ego-mig og ja også stadigvæk mor-mig. For det fylder jo det meste. Og de to krudtugler er det største og skønneste i hele verden.

Da jeg blev gravid forsvandt min madglæde som dug for solen. Jeg fik den ledeste kvalme og kunne ikke klare synet, tanken eller duften af andet end friskpresset appelsinjuice og frugt. Som jeg blev større, forsvandt kvalmen. Men min mave blev så stor at jeg ikke kunne stå og bage eller lave mad ved køkkenbordet. Og jeg gad stadig heller ikke. Indtil nu har jeg enten haft for meget at se til, for lidt lyst, for lidt tid eller bare været helt og aldeles fantasiforladt til at stå i køkkenet. Men nu er lysten vendt tilbage. Jeg har lyst til at eksperimenterer med mad, nye opskrifter, nye krydderier og jeg glæder mig til at introducere mine børn mere og mere til glæden ved god mad og det hyggelige måltid. Og jeg glæder mig til at skrive om det. Ikke mindst!

Måske kommer Valdemarsro til at handle ret meget om mad, måske om børn, måske om shopping, om København og om alt muligt andet fremover. Men jeg har fået lysten tilbage til at blogge her, og det er da helt rart. Faktisk.

og PPS. bare lige hvis nogen skulle misforstå overskriften, så er vi ikke på vej tilbage til Valdemarsro. Altså i Sverige, vel! Men bloggen og mig, ja!