Da jeg var i Skotland i midten af september, blev jeg akut grebet af læsetrang i Edinburgh lufthavn på vej hjem.
Jeg bliver altid mere draget af boghandlere, end jeg gør af andre butikker og kan gå i timevis og læse den ene bagside efter den anden og beundre smukke farvestrålende omslag. Jeg kunne slet ikke modstå, at købe The Rosie Project af Graeme Simsion – på dansk; ‘Projekt Rosie’ -med mig, som underholdning til flyveturen hjem.
Og hvilken underholdning! Jeg læser ellers sjældent bøger på engelsk (men vil faktisk gerne gøre det lidt oftere, så mit engelsk ikke bliver helt rustent og kun strækker sig til engelsk bloglæsning) det var dog på ingen måder en udfordring at få historien her til at flyde let og lækkert. Jeg nød den skønneste fortælling af en anderledes, underholdende og skæv kærlighedshistorie.
Virkelig en fin, let og humoristisk fortælling. Dejlig og hyggelig efterårslæsning.
Bogen handler om Professor Don Tillman, som lever en meget nøjagtigt tilrettelagt og tidsafstemt tilværelse, og som har besluttet sig for at han vil giftes. Han ved bare ikke med hvem, hvilket er lidt en udfordring, eftersom han endnu aldrig har været på mere end én date med den samme kvinde. Han skaber derfor Projekt Hustru, hvor han går videnskabeligt til værks og udformer et meget udspecificeret spørgeskema, som skal hjælpe ham til at finde den helt perfekte hustru. Midt i det hele dukker Rosie op. Hun er alt andet end den perfekte hustru, men deres oplevelser og liv fletter sig ind i hinanden, da han hjælper hende med hendes projekt …
Og apropros bøger … så fik jeg da nok lige de vildeste sommerfugle i maven i går, da jeg gik forbi den store Arnold Busck boghandler på strøget i København! Se bare dette billede her, som jeg lagde op på facebook og instagram i går. Rimelig vildt at se min bog fylde et helt udstillingsvindue ♥
Ha´ en skøn, skøn weekend alle sammen! – nu vil jeg ud og stornyde København et par timer for mig selv, inden jeg skal mødes med Martin i eftermiddag – og følges med ham ind til Arnold Busck i Købmagergade til bogsignering fra 15-17 i eftermiddag.