Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/smoerrebroed-opskrifter/

5 x smørrebrød de luxe opskrifter

smørrebrød opskrifter

I dag vil jeg dele en række skønne opskrifter på luksus smørrebrød – af den slags som ser virkelig indbydende og lækkert ud, og som tilmed er super nem og hurtig at servere til en skøn frokost.

Jeg elsker når der er gjort lidt ud af det … og Martin driller mig indimellem lidt med, at han ikke kan slippe afsted med at servere en flad rugbrødsmad med rullepølse for mig. Hvilket er sandt nok. Jeg synes det bliver for kedeligt og kan godt lide, når der lige er gjort den der lille smule ekstra. Hvilket ikke behøver tage spor lang tid eller være besværligt.

Lige et drys krydderurter, lidt flagesalt og friskkværnet sort peber. Lidt kapers, cornichoner, et drys citronsaft osv. Lige lidt ekstra …

I samarbejde med Levevis® har jeg lavet en skøn, forårslækker smørrebrødsplatte med økologisk pålæg og produkter fra Levevis® som kan købes i føtex og Bilka.

Det har været en sjov og inspirerende opgave for mig, hvor jeg på ny har fået øjnene op for den lækre danske smørrebrødstradition. Elsker at samles til weekendfrokost med familien og enten servere færdigsmurt smørrebrød eller anrette tilbehøret på fade, så man selv kan smøre og finde på.
smørrebrød opskrift

I mange år har vi kun sjældent spist rugbrød med traditionelt pålæg, da udvalget af økologi tidligere har været meget begrænset – og så har vi fået en vane med mest at lave tomat-, agurk- og kartoffelmadder, samt bruge evt. rester fra aftensmaden som pålæg.

Men Levevis® har et dejligt stort udvalg af lækkert økologisk pålæg, som jeg gik på opdagelse i i sidste uge og her fik jeg ny inspiration til et bredere udvalg på frokostbordet herhjemme. Også perfekt til madpakker og til fx. den kommende påskeferies frokostbord. Udover pålægget, så er vi blevet meget begejstrede for den økologiske remoulade og mayonnaise fra Levevis® – som sammen med de skønne krydderurter fuldender ethvert stykke smørrebrød …

Herunder får I fem skønne smørrebrød opskrifter …

rejemad

Rejemad med smilende æg – 2 pers

  • 2 skiver lækkert brød, fx grydebrød
  • smør
  • 100 g håndpillede rejer, her har jeg brugt dem fra princip hos føtex
  • 2 tsk mayonnaise (den fra Levevis® er god)
  • 1 citronbåd
  • 2 kvist dild
  • 1 æg
  • 2 tsk. Stenbiderogn (hvis sæson)

Kog ægget i 7 minutter, hvorefter det kommes i koldt vand, pilles og halveres.
Smør brødene med smør, top med rejer, lidt mayonnaise, et dryp citron, lidt dild og et halvt smilende æg + en smule stenbiderrogn.

kartoffelmad

Kartoffelmad med bacon og purløg – 2 pers

  • 2 skiver rugbrød
  • smør
  • 2 kartofler, kogte og afkølede
  • 2 tsk mayonnaise
  • 2 skiver bacon, sprødstegt
  • purløg + kørvel
  • Flagesalt
  • friskkværnet sort peber

Smør rugbrødet, kom kartofler i skiver på, en smule mayonnaise, knust bacon, rigeligt purløg og kørvel. Drys med flagesalt og friskkværnet sort peber.

avocadomad

Avocadomad med citron og karse, 2 pers

  • 2 skiver rugbrød
  • 1 avocado
  • 1/4 citron
  • 1 tsk spidskomme
  • 1 tsk chiliflager
  • karse
  • kørvel

Mos avocadoen og smag til med citron, spidskommen og chiliflager. Fordel den på de to skiver rugbrød og pynt med chiliflager, karse og kørvel.

leverpostej mad

Leverpostej med rødbedejulienne, karse og sprød bacon

  • 2 skiver rugbrød
  • smør
  • 40 g leverpostej
  • 2 skiver bacon, sprødstegt
  • 1 lille frisk rødbede
  • karse

Smør rugbrødet med smør og leverpostej. Skræl rødbeden og brug et juliennejern til at lave lange tynde strimler rødbede – det ser så superfint ud. Drys med sprød bacon og et gavmildt drys karse

roastbeef

Roastbeef med cornichoner og ristede løg – 2 pers

  • 2 skiver rugbrød
  • smør
  • 4 skiver roastbeef
  • 1 spsk remoulade
  • 1 spsk ristede løg
  • syltede agurker eller cornichoner
  • 1 spsk kapers
  • 1 spsk friskrevet peberrod
  • kørvel

Smør rugbrød og anret med roastbeef, remoulade, ristet løg, kapers, cornichoner og skøn frisk peberrod, samt et drys kørvel.

smørrebrød opskrifter

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




4 kommentarer
  • Izabela skrev:
    6. marts 2018 kl. 17:07

    Hold da op det ser lækkert ud:-) Tak for inspiration.
    Kærlig hilsen Izabela.

    • Ann-Christine skrev:
      6. marts 2018 kl. 22:07

      Tusind tak for din hilsen, det er dejligt at høre ♡

  • Maria skrev:
    7. marts 2018 kl. 14:23

    Jeg elsker smørrebrød og det her ser *så* lækkert ud. Der er en del ting jeg lige skal have afprøvet fra Føtex kan jeg se. Jeg har desværre ikke så ofte mulighed for at komme til en slagter, så denne roastbeef skal jeg lige prøve. Måske også mayo, der skal jeg lige have tjekket holdbarhed efter åbning. Åh det kan være svært når man kun er én/to til at spise.
    Tak for inspiration :)
    ps. Jeg kom også lige forbi for at notere dine boganbefalinger. Jeg kan huske der er indtil flere, hvis ikke alle, som lyder meget som noget for mig.

    • Ann-Christine skrev:
      9. marts 2018 kl. 08:23

      Ja, de har virkelig rigtig mange gode varer, som vi er meget tilfredse med og begejstrede for! :)
      Mht mayoen, så tjekkede jeg lige vores og der står vejledende 21 dage efter åbning, men umiddelbart vil jeg anslå, at den nok fint kan holde sig en lille måned.
      Dejligt at du kom forbi for at kigge boganbefalinger – jeg har faktisk lige skrevet en ny til bloggen i dag :)
      Rigtig god weekend til dig
      Kh AC