Stillidsen af Donna Tartt – Boganbefaling

Internetforbindelsen her i Thailand fungere ikke helt som jeg er forvænt med, hverken derhjemme eller i skønne Vietnam, så måske vil der indimellem opstå lidt luft på en dag eller to mellem indlæg eller kommentarbesvarelser. Jeg er ikke meget online her på Koh Lanta eller på rejsen i det hele taget, blogger om aftenen, og snupper en halv dag indimellem til at svare mails, redigere billeder osv – og jeg når fint alt det jeg gerne vil og som jeg nyder, når bare internettet ikke spiller mig et puds. Det meste af dagene går helt som forventet med familiehygge, oplevelser, svømmeture, strandliv og så får jeg læst en hel del også.

Bla. har jeg haft murstensromanen Stillidsen med på rejsen og har stornydt hver en sætning og hele fortællingen i det hele taget.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Donna Tart, men skal helt sikkert læse både ‘Den Hemmelige Historie’ og ‘Den Lille Ven’ som hun har skrevet med 10 års mellemrum. Forhåbentlig flere skønne læseoplevelser i løbet af sommeren, i en liggestol i haven. For hun skriver fantastisk og jeg har smag for mere ordtrylleri og historiefortælling fra denne fantastiske forfatter.

Måske har I allerede læst Stillidsen? Jeg købte den til mig selv i juleferie-gave i 2014, men nåede den ikke og gemte den til rejsen.

Jeg vil ikke gå i dybden med handlingen eller en større beskrivelse af Stillidsen. Men blot lige knytte et par enkelte linjer til, hvordan og hvorfor den fangede mig.

Jeg blev så berørt af historien om Theo, som mister sin mor i et bombeangreb på et kunstmuseum. Åh, hvor det rammer mit mor-hjerte. Det er jo slet ikke til at holde ud at skulle miste sine børn eller at ens børn skal miste en forælder. Sådanne historier rammer altid der hvor jeg som mor, er allermest sårbar. Derudover så rummer hele historien, hvor man følger Theo og det lille fine maleri (Stillidsen) i løbet af en 10 årige periode, så mange skæbnefortællinger og  personlighedsskildringer, som alle er beskrevet mesterligt – og hvad jeg fanges allermest af er hvordan historien glimrende beskriver, at alle personerne er så nuanceret beskrevet, så ingen er rent gode eller rent onde. Jeg elsker kunsten i både sætningerne og så er jeg helt rørt over slutningen og beskrivelserne af kunst og hvad kunst gør ved os.

Bogens sprog falder meget naturligt og letlæseligt, så historien flyder uden at man forundres over eller irriteres over skriveformen. Indimellem er der nogle helt fantastiske linjer, som man lige stopper op ved, og må læse en enkelt gang eller to ekstra – fordi de bare er helt særlige. Jeg elsker fx sætninger som denne;

Og lige som musikken er området mellem noderne, lige som stjernerne er smukke på grund af mellemrummet imellem dem, ligesom solen rammer regndråber i en vis vinkel og kaster en prisme af farver hen over himlen …

Har I læst den? Og har I mon læst de andre bøger af Donna Tart? Så vil jeg elske at høre om jeres oplevelse. Hvis I endnu har bogen til gode, så er der en varm anbefaling herfra.