Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/tremaneders-vaccinen/

Tre måneders vaccinen

mine-cutie-pies

I går var det tid til tremåneders vaccine. Eller det var det egentlig ikke, det var senere på ugen og men passede lige pludselig ret dårligt ind i alle planer, så et telefonopkald til lægen og tiden var rykket frem – hvis vi altså kunne være der inden for 1/2 time. Om vi kunne! For så var der nemlig heller ikke tid til nervøsitet på børnenes vegne fra moderens side.

Johan var vågen da vi kom derind, så han var først til mølle hos den søde sygeplejeske. Af med bukserne og så lå han der på mit skød og var så glad, smilede og pludrede noget så sødt. Indtil nålen ramte hans fine marcipan, tykke dejlige lår. Så græd han helt ulykkeligt, og øjnene signalerede, at vi skulle hjælpe ham ud af smerten og forskrækkelsen. Heldigvis er han nem at trøste og en tår mælk hjælper på det meste.

Så var det Julies tur, vi vækkede hende blidt og så var hun klar. Tough cookie, er hun. Lige et kort pjevs og så var det glemt – det har hun helt klart fra hendes mor, det med at være sej (jeg har jo født dem)….

Hele eftermiddagen gik ellers som den plejede, rent søvnmæssigt. Bortset fra, at Julie sov til middag ude i barnevognen i over 5 timer, FEM timer! Så vågnede hun klokken 18.30, kom ind og fik en tår mælk, var træt og slatten og blev så lagt i seng igen kl 19. Ingen skrig og skrål, ingen overtræt baby ingen ulvetime og intet drama. Min lille søde dejlige pige, var bare så træt og intet var der som det plejer.

Omkring samme tid begyndte Johan at blive pylret, febervarm og meget morsyg. Hans fine lækre babyhud som normalt har farve som lækker marcipan, blev lyserød og varm. Lille stakkels dreng, han var så puttesyg og ville kun ligge helt tæt og på min mave. Omkring klokken 21 lykkedes det at få ham til at sove videre i egen seng, uden han vågnede og ville op. Han sov så indtil klokken 6.30 i morges. I et langt stræk og helt uden at vågne. VILDT ik´

Kl 00.15 vågnede Julie op af søvnen, feberramt og med høje intense skrig. Hun er virkelig en skrigeballon, pylrer ikke, græder ikke, men skriger. Højt, inderligt og længe. Hun er ikke god til feber – også der ligner hun mig. Meget kan vi klare, men ikke feber. Det slår os ud. Julie skreg i en times tid, faldt så i søvn mellem os i smørhullet og med et hårdt og fast greb om min pegefinger med hendes lille varme feberhånd.

I morges vågnede de så begge to helt friske og glade, som om intet var hændt. Og tilmed har de begge i dag grinet højt, sådan rigtig med høj lyd på for første gang. Det kan vi li´ -så dagen i dag er klart en bedre dag for os alle

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




1 kommentar
  • Mor skrev:
    28. august 2009 kl. 10:37

    Nåehh da.. og uuhh ja! det er den seje del, når de små pus skal stikkes i, det gør mindst lige så ondt eller mere ondt på Mor og Far..
    I klarede det bravt tyder det på og med gode søvn”portioner” oveni :-)
    Hvor er det dejligt at læse om Julie og Johans udvikling, latter med lyd og rullen rundt, og meget mere, der sker rigtig meget og dejligt med så opmærksomme og kærlige forældre som jer :-)