Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/valdemarsro-haven-februar/

Min have i februar – og haveplaner for marts måned

min-have-februar

I dag vil jeg starte en helt ny føljeton op her på bloggen. En haveføljeton, hvor jeg hver måned vil dele billeder, beskrivelser og fortællinger fra vores lille rækkehushave.

Januar og februar er stort set identiske i vores lille have – eller i februar begynder der så småt at ske en smule og være fine tegn på liv i haven igen, så jeg tænkte at det gjorde ikke det mindste at springe årets første måned over i denne nye føljeton.

I er mange, der er glade for at følge med i mine haveindlæg sidste år og jeg synes det var så enormt hyggeligt at dele vores projekt med jer og skrive en masse om haveprojekter, blomster, planter og spiselige afgrøder her på Valdemarsro. I er mere end velkommen til at biddrage med spørgsmål, små historier og erfaringer fra jeres egen have – det er så hyggeligt at dele de små grønne herligheder ♡

have-februar

Sidste år anlagde vi stort set hele vores have fra ny. I kan læse alle de gamle haveindlæg her, inkl hele processen og før/undervejs/efter billeder i vores nyindrettede have.

Vi bor i et rækkehus og vores have er omkring 200 kvm i alt.
Hele baghaven var tidligere belagt med “væg til væg”-fliser, som blev rykket op, hvorefter vi lavede nye højbede, en lille plet græs nogle bede og en skøn ‘mistbænk/drivhus’-anretning.

Hele forhaven trængte mildest talt til at blive shinet op også og vi fik malet stakit, lagt nye sten, anlagde surbundsbed og fik gjort det hyggeligt. Fra forhaven om til baghaven går en lille sti, og langs den er der et skønt gammelt æbletræ, to store ribsbuske, en solbærbusk og to stikkelsbærbuske + en masse skønne vinterblomsterløg – lige netop den herlighed har vi naturligvis bevaret, men omgivelserne og stien er ny, og der er kommet et par nyttige kompostbeholder på nordsiden af grunden.

februar-valdemarsro-have

Vores have i Februar

Her er et par af de skønne planter, som jeg er særligt glad for i denne måned. Vores have har endnu ikke nået at vokse så meget til, så den er lidt bar at se til i blomsterbedet her i vintermåneden. Et fint snedække pynter så fint, men der er også nogle planter, som jeg gerne vil give et par fine ord med på vejen. Derudover er tiden lige nu mest til at sørge for godt foder til fuglene, til at rydde sne og ellers drømme og planlægge den nye havesæson.

Grønkål
Grønkålen står stadig så fint og grønt. Den er spiseklar og har været det i et par måneder, hvilket vi har haft stor glæde af. Et par gange om ugen har vi plukket et blad eller to og tilberedt til aftenmaden eller frokosten. Grønkål plukker man blade af nedefra og så vokser den ellers bare stille og roligt videre frem til slutningen af februar/start marts, hvorefter den bliver kedelig eller går i stok.

Grønkål er en af de skønneste afgrøder at have i haven om vinteren, for de grønne blade lyser op og ser så friske ud, midt i alt det brune og lidt farveløse. Eneste udfordring med grønkål er, at kålsommerfuglen lægger sine æg på de grønne blade. De bliver til store fede larver, som i værste fald ribber grønkålen fuldstændig i juli – sept. Er man heldig, og det har jeg været de sidste to år, så går det værst udover 1-2 grønkål – resten overlever og vokser sig virkelig flotte efter angrebet. Er man dygtig, så dækker man grønkålen til for at beskytte den mod sommerfuglenes larver … det er jeg ikke, men lader i stedet naturen gå sin gang.

Grønkål er et must i vores have fremover også.

Spiselig laurbærbusk
Den fine lille laurbærbusk, som I ser på øverste billede i dette indlæg, er en spiselig en af slagsen og lige netop de blade, som man med fordel kan komme et par stykker i af, i stort set alle simreretter og gryderetter. Planten er stedsegrøn og kan plukkes fra året rundt. Den er ret fin i haven og det er altså mægtig hyggeligt at plukke grønt ind om vinteren også, også selv om det blot er et par få blade. Samtidig tager en pose med tørrede laurbærblade så ikke plads i krydderiskuffen. Smart.

Den spiselige laurbærbusk kommer forhåbentlig til at holde i årevis. Den kan eftersigende ikke tåle virkelig hård kulde, nogen mener ikke den kan tåle frost – men jeg synes nu at det ser ud til at den fint kan klare at stå i god muld i et højbed også i lidt minusgrader. Vores laurus nobilis ser ihvertfald ud til at klare sig glimrende i år, også i de sidste ugers kulde.

Vinterens blomster og forårest første tegn
Vi har plantet en enkelt lille julerose, som pynter og er fin i forhaven. Sådan een skal jo næsten stå et sted, hvor man jævnligt ser den her om vinteren. Derudover er der også vintergækker på vej – de har været en smule langsommere i år end de plejer. Nok fordi jeg har flyttet en del rundt på dem, skildt klumper af vinterløg og fordelt dem rundt i ‘den nye have’ og græsplæne. Den behandling har de lige skullet komme sig over – men jeg kan se at de er på vej, så der er håb forude. Udover vintergækker, så har jeg spottet de grønne blade fra scilla, krokus og perlehyacinter.
Purløg er også på vej op af jorden og persillen spirer noget så fint og lysegrønt frem. Et par fennikel, som vi ikke fik høstet i efteråret er også begyndt at spirer igen nede ved jorden og jeg tænker egentlig at de får lov at stå – så vi kan se hvad de bliver til i løbet af sommeren.

Mistbænken/drivhuset
Det er hverken en rigtig mistbænk eller et rigtigt drivhus – men en mellemting mellem de to, som fungere ret godt. Der er ikke bund i, hvilket gør at rødderne på planterne kan søge langt ned efter vand og dermed bliver stærkere og ikke tørre så meget ud. Selv her i de perioder vi har haft meget kulde og frost, så har der været en okay temperatur derinde. Jeg har ikke målt det, men der står fx et lille oliventræ i en krukke, som jeg har gravet ned i jorden derinde og oliventræet ser noget så friskt, grønt og sundt ud lige nu. Vores rosmarinplanter er en smule kedelige at se på, men jeg satser på at de kommer igen for fuld kraft, når det bliver lunere i vejret.

Kompost
For et par uger siden, havde vi en lille udfordring med at vi allerede havde fyldt den begge kompostbeholdere. Når man først har set værdien i at lave god kompost til haven, så virker det helt umuligt at smide gulerodsskræller og kaffegrums i skraldespanden og da den ene kompostbeholder var næsten færdigt komposteret og der var mildt og frostfrit i vejret. Jeg tog derfor og vendte alt den gode kompost ud i et af de tomme højbede i haven. Dækkede det af med blade. Alle mikroorganismer og orme kunne derefter frit finde vej ned i den bløde frostfri muld og siden er det dækket med et lag sne, som også beskytter lidt. Nu har vi en fri kompostbeholder og en god kompost der ligger frit og færdigkomposterer – klar til at give god næring til flere bede i marts/april.

mistbaenk

Min planer for haven i marts måned

Lige om hjørnet venter årets første forårsmåned og så kommer det jo ellers snart til at gå stærkt.
Min plan med denne føljeton, er både at dele oplevelser fra haven i nærværende måned, men også at se lidt frem på den kommende måned og dele min planer og tanker om den.

 – for som en læser af bloggen så fint skrev det, så kan man på den måde selv blive inspireret til at planlægge lidt med på forhånd … 

Forspiring af frø og planter
Jeg skal i gang med at forspire meget snart. Jeg har med tiden fundet ud af at en del planter vil jeg hellere købe spæde og klar til at plante ud – for selv om man sparer en del ved at spirer selv, så får man også ofte virkelig mange planter i overskud – også efter at have foræret og byttet væk. Men lidt forspiring er både nyttigt, vildt hyggeligt og en mægtig god måde at komme i gang med havesæsonen på.

Sidste år skrev jeg dette indlæg om at forspire i marts. Indtil videre er min plan for i år at forspire ærteblomster og grønkål. Men mon ikke der kommer flere planer til i løbet af de næste uger … og måske også forspiring af kartofler i år. Det kunne være et hit!

Fugleliv i haven 
I marts begynder fuglene ihærdigt at lede efter gode steder til reder og jeg har tænkt at vi skal hjælpe dem lidt i år. Vi fodre fuglene godt, men har ingen redekasser, så det skal vi have gjort noget ved i starten af marts.

Ukrudt
Jeg har spottet en del ukrudt i blomsterbedet, som har vokset sig til i løbet af det sene efterår og i starten af den milde vinter. Det har vi ikke gjort mere ved, men det kan med fordel tages nu og ellers gerne holdes lidt nede løbende.

Beskæring af planter og pasning af bede
Vi skal have skåret hindbærbuskene ned i marts, men ellers lader jeg fx hortensia stå til slutningen af marts/starten af april, før jeg fjerner de visne blomsterstande.
De steder i haven hvor der ligger et tykt lag blade skal ryddes op og bladene kommer jeg i komposten. Ellers er det blot tid til lidt nyt i krukkerne – måske nogle fine stedmoderblomster og andre forårsblomster.

Havemøblerne skal ud og mistbænk/drivhus gøres rent
Den sidste weekend i marts er det tid til at sætte uret og havemøblerne frem. Så herligt! Vi skal samtidig have malet en gammel havebænk, så jeg håber på mildt og tørt vejr i de dage – også så vi kan få den der super lækre fornemmelse af lunt og lækkert forårsvejr.

Vores drivhus/mistbænk – jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg skal kalde den?! – skal vaskes ned med brun sæbe på en mild forårsdag. Derefter vil jeg vande jorden godt igennem og dække til med et godt lag kompost, der giver god varme til jorden. Hvis det er rigtig lunt, prøver jeg måske at så lidt radisser derude – det er sådan en skøn tilfredsstillelse, at kunne høste dem så tidligt på året.

vinterhave

juleroser

15 kommentarer
  • Jonna Boe skrev:
    13. februar 2017 kl. 09:29

    Dine have indlæg er simpelthen så dejlige :-) Jeg glæder mig endnu mere til selv at få have engang nu!

    Hvis du kan og vil, så må du meget gerne dele flere af dine erfaringer med spiring. Gerne til indendørs planter!

    Jeg regner selv med at så diverse krydderurter dette forår :-)

    God dag!

    • Ann-Christine skrev:
      13. februar 2017 kl. 14:09

      Hej Jonna,
      Det er da bare så dejligt at du synes det :)
      Jeg skal gerne lige overveje et indlæg om indendørsplanter og spiring – se evt dette indlæg til inspiration
      Kh AC

  • Anette skrev:
    15. februar 2017 kl. 06:49

    Tak dit fine indlæg om din have.

    Jeg bliver helt misundelig, jeg har kun to altaner.

    Hvad er din erfaring med grønkål? Kan man have dem i en stor krukke? Jeg har virkelig fået øjnene op for grønkål her i vinter.

    • Ann-Christine skrev:
      15. februar 2017 kl. 21:19

      Hej Anette,
      To altaner, det lyder da også virkelig skønt!
      Grønkål kan du fint have i en krukke. Rodnettet er ikke voldsomt stort på grønkål, så du kan måske fint have noget andet sammen med i krukken – det er da forsøget værd :)
      Kh AC

  • Denise skrev:
    16. februar 2017 kl. 06:30

    Hej Ann-Christine

    Jeg kan mærke, at dette bliver en yndlingsføljeton.

    I efteråret overtog vi vores første hus, og jeg har glædet mig så længe til at få en have. Nu nærmer foråret sig med hastige skridt, og jeg er både enorm spændt og ret ængstelig, for jeg er helt på bar bund!
    Haven har brug for et par (yderst) kærlige hænder, og i virkeligheden skal den nok omlægges en del, før vi tager den ordentlig i brug. Det er sindssygt svært at vide, hvor man skal starte, synes jeg. Jeg må snarest ind og genlæse indlæggene om jeres have’modellering’ og jeres flotte, flotte højbede. (Nå ja, og dem om kompostering afgrøder osv osv ? – der er heldigvis nok at tage fat i).

    Nå, det var bare et lille hej fra en trofast læser – jeg glæder mig til at følge med i denne føljeton.

    Mvh Denise

    • Ann-Christine skrev:
      17. februar 2017 kl. 19:36

      Hvor lyder det bare skønt!
      Jeg fik engang det gode råd at vente et helt år inden man laver store ændringer i en anlagt have efter at være flyttet ind. For i løbet af det år vil man finde spændende planter, smukke blomster, buske og beplantning der måske umiddelbart ser ud til at være kedelig og opleve at blive helt glad for det. Samtidig vil man opleve haven hen over året og finde ud af hvor der er rart at være om morgenen, eftermiddagen og hvor der er hyggeligt om aftenen – lige sådan med at finde ud af læ-steder og den slags.
      Men ihh, hvor kan det jo også krible i fingrene, så man bare i gang ;) Dét kender jeg alt for godt!
      Rigtig god fornøjelse med det spændende havearbejde der ligger foran jer – det lyder som et spændende projekt :)
      Kh AC

  • Christina skrev:
    16. februar 2017 kl. 11:46

    Spændende og inspirerende læsning. Vores have, som vi har haft i to år nu, trænger også til et par kærlige hænder. Den er ret bar, og jeg har også savnet nogle gamle træer. Så vi har “skyndt” os at få plantet nogle frugttræer, så de forhåbentlig får en vis størrelse mens vi stadig bor her. Vores hegn mod naboen er også pilråddent, det må blive næste store projekt. Jeg glæder mig til at læse mere om jeres haveprojekt og få gode ideer til vores egen.

    • Ann-Christine skrev:
      17. februar 2017 kl. 19:40

      Frugttræer er så dejlige at have – jeg kunne også godt tænke mig et eller to mere i vores have. Hvilke har I mon valgt?
      Jeg glæder mig til at dele mere havebeskrivelser i år :)

      • Christina skrev:
        17. februar 2017 kl. 19:59

        Vi har valgt flg æbletræer, da vi synes de er ret velsmagende: Filippa, Aroma og Bodil Neergaard. Har desuden et Rød Ananas og så har vi sat nogle søjleæbletræer i et højbed med storkenæb som bunddække. Så er tanken at vi har æbler løbende i sæsonen og får smagt lidt forskelligt :-)

        • Ann-Christine skrev:
          17. februar 2017 kl. 20:32

          Dejlig inspiration – jeg vil lige holde øje med de sorter, for vi kunne godt bruge især et æbletræ mere :)

  • Lene skrev:
    18. februar 2017 kl. 09:14

    Skøn blog du har – det sætter fantasien igang og giver en rigtig “ummmm” fornemmelse :-)

    Et lille øko fif til dine fine grønkål og andet i haven der er udsat for lus og larver – hvis du spray’er dine planter med mælk, så sætter lus og larver sig ikke fast. Mælken danner en eller anden fedtet hinde de små kræ ikke bryder sig om :-)

    • Ann-Christine skrev:
      19. februar 2017 kl. 20:31

      Det var da et fantastisk godt tip, der helt sikkert skal prøves af denne sommer. Ville være dejligt at kunne slippe så fint uden om de larver på grønkålen (og lus i andre planter)
      Det glæder jeg mig til at prøve af :) – og tak for din rigtig søde hilsen
      Kh AC

  • Helga Juul Schouboe skrev:
    19. februar 2017 kl. 08:05

    Jeg glæder mig til at følge dine haveglæder på bloggen. Da der findes tidlige og sene hindbær, er det begge slags, der skalbeskæres?
    Er det alle stokke der beskæres ? Er lige flyttet, og har fået en have med mange hindbær, så jeg forsøger at lære af de erfarne.

    • Ann-Christine skrev:
      19. februar 2017 kl. 20:54

      Hej Helga,
      Mange tak – jeg glæder mig til at dele og komme rigtigt i gang med haven snart :)
      Vi har kun efterårshindbær, og de skal beskæres helt hvert forår.
      Jeg er desværre ikke helt inde i hvor kraftigt sommerhindbær skal beskæres – men mener ikke de skal beskæres helt ned.
      Lyder så skønt med mange hindbær i haven!
      Kh AC

      • Lisa skrev:
        3. februar 2021 kl. 21:11

        Sommerhindbær bærer på 2. års skud, så her er det de brune grene der bar i år der skæres væk. De grønne nye skal blive stående.

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.