Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/10-ting-der-goer-mig-glad-lige-nu-2/

10 ting der gør mig glad lige nu …

botanisk have aarhus Sikke en dejlig påske og forårsferie! Fyldt med skønne stunder, familietid, dejlig mad, og lige dele afslapning og arbejde. Mens den kommende kogebog er til korrekturlæsning og derefter sendes til opsætning hos grafikeren, så er Martin og jeg i fuld gang med at lægge sidste hånd på et projekt som vi har arbejdet på i månedsvis og som lige snart endelig er klar til at blive delt. Jeg glæder mig så meget og har samtidig ret mange sommerfugle i maven over det projekt, som har fyldt så meget, så længe og nu endelig er lige ved at være der.

Påsken har herhjemme været så fin og gavmild med solskin og rig mulighed for udendørslivet – og samtidig har den ubegribelige tragedie på Sri Lanka også fyldt og berørt os meget. Så meningsløst og forfærdeligt.

I går var det min fødselsdag og det var sådan en dejlig dag med min lille søde familie. Johan, Julie og Martin havde hver især skrevet de fineste søde kort. Jeg blev forkælet med fødselsdagssang, morgenkaffe i sengen, dejlige gaver, morgenmad og hyggestunder dagen igennem. Så rart alt sammen, og samtidig med det hele havde jeg også en del bolde der skulle holdes i luften i forbindelse med førnævnte projekt. I går aftes da jeg lå i min seng og prøvede at sove – under min nye dyne og nyvasket sengetøj, listede jeg i tankerne min taknemmelighedsliste.
En lille øvelse der er rigtig god, uanset om man har mange bolde i luften, har det svært, har behov for lige at rodfæste sig eller bare lige mærke ordentligt efter alt det gode, der er.

10 ting, der gør mig glad lige nu …

  1. Mine børn. Lige om lidt bliver Julie og Johan 10 år, og de er så skønne, søde, opmærksomme på andre, kærlige, reflekterende, velformulerede, gavmilde og har den skønneste humor. Jeg nyder alle de stunder vi har sammen og synes virkelig hver alder de børn har haft er den bedste … spændt på om det mon følger med ind i teenagerårene ;) Indimellem kan jeg godt savne dem lidt som baby og små nuttede tumlinger, for det går så stærkt og føles som længe længe siden. Men mest af alt minder det lille savn om, at nyde den alder de har netop nu ekstra meget.
  2. Martins og mit liv sammen. Vi har været kærester i lidt over 17 år, gift i 10 år og jeg værdsætter højt, at vi er så gode sammen, vores hverdag, ægteskab og venskab.
  3. Naturen lige nu. Foråret hvor alting starter og hvor man kan se blade og blomster springe ud. Der er så smukt derude og jeg kan varmt anbefale at lægge en lille tur forbi Botanisk Have til jer, der bor i Aarhus eller har en lignende oase i jeres by. Der er så mange naturskønne steder på landet, men det er der nu også i byerne.
  4. At have fejret min mors fødselsdag på forårsfine Fyn i påsken. Min mor er født og opvokset på Fyn og valgte at holde sin 60 års fødselsdag der, tæt på familien, hvilket var virkelig hyggeligt.
  5. At sove i nyt lækkert sengetøj og med en ny lækker dyne. Vi er ved at indrette soveværelset og har endelig fået købt (og leveret) ny seng og er så småt ved at gøre det rigtig hyggeligt og en lille rar oase til at sætte rammen for en god nattesøvn.
  6. Friske krydderurter i højbedene og rabarber, der så småt er klar til den første høst. Vi kom hjem fra sommerhuset i mandags og det var så rart at se hvordan det hele bare er piblet frem og stortrives på trods af tørke. Vi kan allerede høste purløg i rigelige mængder, sådan en dejlig hverdagsluksus.
  7. Solskin og regnvejr. Helst ikke lige dele af hver, men mere en fornuftig 80/20 fordeling, måtte man ønske sig det. Godt for haven, planterne og dyrelivet og så værdsætter man også det gode vejr så meget mere, når støvet lige har lagt sig, luften er renset og det hele dufter frisk og lækkert af sommerregn.
  8. den oplevelsesrige hyggedag, jeg er ved at planlægge sammen med min søster som vi skal have i maj eller juni.
  9. at der sker så mange tiltag og forandringer, når det kommer til grønne tiltag og klimaforbedringer. Ringe der spreder sig i vandet, klimaoptimisme, virksomheder der finder nye veje og en masse mennesker, der hver især bidrager med deres.
  10. Søde hilsner i kommentarfelt her på Valdemarsro og på instagram. Det er vitterligt altid en stor fornøjelse og glæde, at åbne for siden med kommentarer og besvare spørgsmål til opskrifter og søde tilbagemeldinger på samme.

Det kunne være så hyggeligt at høre om 10 ting, der gør jer glade i dag
– så del endelig i kommentarfeltet ♡

hestevogn

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




8 kommentarer
  • Signe skrev:
    24. april 2019 kl. 18:36

    1: At jeg nu kun har 1 1/2 uge til termin og vi derfor snart kommer til at møde vores lille søn ❤️ og at vi efterhånden er helt klar til, at han melder sin ankomst.

    2: Hvor meget mine nevøer glæder sig til at deres lille nye fætter kommer til verden. Det er simpelthen det sødeste!

    3: At skulle ud og spise i aften.

    4: Hvordan det hele begynder at blive grønt og blomstre, det er simpelthen så skønt.

    5: Vores hund, der bringer glæde og smil hver evig eneste dag.

    6: At have en uge næsten uden planer efter 2 uger med aftaler hver dag. Det er fantastisk med lidt ro på og tid til middagslure, udetid og bare at kunne gøre lige hvad jeg har lyst til.

    7: At hente æg fra vores høns, der igen er dejligt produktive efter en lidt sløj vinterperiode. Og hvor glade de bliver, når vi kommer med rester (og hvor skønt det er ikke at smide de rester i skraldespanden).

    8: Vejret de seneste dage. Tænk hvad solskinsvejr kan gøre for humøret. Er i øvrigt helt med på 80/20 i forhold til solskin og regnvejr og kunne godt ønske mig en sommer med nogenlunde den fordeling vejrmæssigt.

    9: Afsluttede og igangværende projekter og følelsen af, at det går den rigtige vej med både hus og have.

    10: Planen om en tur i skoven eller til stranden i weekenden og måske årets første is.

    • Ann-Christine skrev:
      25. april 2019 kl. 16:24

      Hvor er det spændende med termin lige om hjørnet ♡ og sikke skønne ting at glæde sig til og over
      Tak for at dele.
      Kh AC

  • Maja skrev:
    24. april 2019 kl. 21:38

    God ide med sådan en liste, så man lige giver sig tid til at tænke over alt det gode <3

    1. Jeg glæder mig for alvor nu til at gå på barsel om under en uge.

    2. Jeg er glad for at være glad for mit job, så jeg også glæder mig til at komm tilbage igen efter barsel ;-)

    3. Glæder mig til at komme til baby-tjek ved lægen i morgen og få at vide at vores lille søn har det dejligt inde i maven.

    4. Vejret gør mig virkelig, virkelig ekstra glad!

    5. Min hjemmedyrkede avokadoplante var døden nær, men den ser ud til at klare den. Den er altså min lille baby haha! Den har vokset sig ca 1,5 meter høj og jeg synes oprigtigt at det er en smuk plante.

    6. Bliver så glad over at mine veninder er så gode til at komme og besøge mig – og omvendt – på trods af, at vi bor geografiskt langt fra hinanden. Og at alt er som det altid har været, når vi ses.

    7. Min farfar blev 90 år for en måneds tid siden. Og helbredet er virkeligt dårligt. Men det gør mig glad at tænke på, at han har haft et meget langt og godt liv og at han ikke er bange for at dø.

    8. Jeg føler mig meget taknemlig for at jeg blev så hurtigt gravid som jeg gjorde (med tanke på hvor mange der kæmper og skal have hjælp, inden at det lykkes) og at jeg so far har haft en total ukompliceret graviditet.

    9. Lange gåture på stranden, hver eneste dag i påskedagene, med min mand i den ene hånd og en isvaffel i den anden.

    • Ann-Christine skrev:
      25. april 2019 kl. 16:25

      hvor er det dejlige ting på din liste, det var skønne punkter at læse om ♡

  • Mutti skrev:
    26. april 2019 kl. 10:00

    1. En veloverstået fødselsdagsfest. 2. Hele min dejlige familie. 3. Sms’er til og fra Julie om både stort og småt. 4. De lange og lyse dage. 5. Morgenluften, så fornyende e. 6. Duften af nyslået græs. 7. At det nok kommer til at regne i dag. 8. Fuglenes aktivitet og muntre sang. 9. Skønheden i naturen. 10. Min gode energi og lyst til dagens opgaver.

    • Ann-Christine skrev:
      26. april 2019 kl. 12:33

      ♡♡♡ SÅ dejligt alt sammen!
      Krammer

  • Mai skrev:
    27. april 2019 kl. 22:46

    1. Vejret gør mig glad lige nu. Det har været et skønt solskinsvejr her på det seneste. Det har også regnet lidt, men det har kun været ok fordi planterne er så glade for det. Og det hele bliver lidt friskere og grønnere efter en omgang regn.

    2. Din blog gør mig glad. Den er så god og meget inspirerende! Jeg elsker alle jeres opskrifter og det er så hyggeligt med de andre oplæg med lidt indblik i jeres liv. :)

    3. At jeg måske får et sommerferiejob som jeg virkelig gerne vil have. Det er et job i hjemmeplejen og jeg er ergoterapeutstuderende. Så det job vil være rigtig godt for min erfaring og når jeg engang skal søge job.

    4. Min familie gør mig rigtig glad. Mine forældre, bror, søster, nevø og niecer. Jeg værdsætter dem hver dag.

    5. Musik! Jeg elsker musik og der er bare så meget godt musik lige for tiden.

    6. Lydbøger! Jeg elsker bøger, men der er virkelig meget at læse på mit studie lige for tiden og nogle gange er det dejligt bare at kunne bruge en lydbog. Lige nu lytter jeg til Lady midnight og jeg elsker alle Cassandra Clares bøger. Det er egentlig en ungdomsbog og jeg er lige fyldt 24 så på en måde er jeg måske ikke lige den bogs målgruppe da jeg ikke længere er teenager, men det er nogle fantastisk spændende bøger og personerne Og hele miljøet er jeg bare vild med.

    7. Når min søster og niece ringer. De bor i Brasilien så det er rart at snakke med dem.

    8. Søde og gode mennesker.

    9. Forårsblomster og fuglekvidder.

    10. At grine. Der er visse personer der altid kan få mig til at grine.

    • Ann-Christine skrev:
      28. april 2019 kl. 11:00

      Sikke en dejlig glad liste, det var skønt at læse og dejligt inspirerende at du deler den anden vej også ♡
      Håber din weekend har været dejlig!
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine