Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/10-ting-der-goer-mig-glad-lige-nu/

10 ting der gør mig glad lige nu

10 ting der gør mig glad

At lave sig en lille taknemmelighedsliste er en stjernegod og sund øvelse, på gråvejrsdage og på de dage, hvor man er trist og synes flere ting er lidt op ad bakke. På de dage give det perspektiv og en lille liste over 10 ting at være glad og taknemmelig for, kan føles som et tiltrængt varmt kram. Jeg laver på de dage ofte øvelsen mentalt inden sengetid, for det er sådan en rar måde at falde i søvn på, og det falder på en eller anden måde nemmest at lave den lille øvelse, når jeg har mest brug for det … på de lidt grå dage.

Men det er nu også en dejlig ting at tage sig tid til at glædes og være taknemmelig, på de dage, hvor tilværelsen føles rar, forventningsfuld, behagelig og nem. Sådan en dag, har jeg i dag ♡

10 ting der gør mig glad lige nu …

  1. Valdemarsro … :)
    Vi har nemlig en del spændende planer for Valdemarsro i år, som vi arbejder på i kulissen i disse måneder.
    Jeg er lige nu i fuld gang med at skrive og tage billeder til min kommende kogebog og derudover arbejder vi på et helt andet nyt Valdemarsro projekt, som bliver klar til at dele med jer i løbet af foråret.
    Egentlig ville jeg gerne have ventet lidt med at fortælle, at vi arbejder på ‘noget’ nyt og spændende. Men de seneste måneder har arbejdsintensiteten været skruet op på fuld blus og det fortsætter et par måneder endnu. Det gør at jeg ikke har fået skrevet så mange af de mere personlige indlæg, og det har mest været nye madopskrifter, som jeg har delt den seneste tid. Jeg har dog en forventning om, at det hele falder på plads i løbet af april og jeg glæder mig til også at skrive flere haveindlæg, rejseindlæg og om indretning og de små hverdagshyggelig emner igen ♡
  2. at være helt opslugt af at se badehotellet sammen med min lille familie. Johan og Julie er også faldet pladask for serien, som vi har set siden juleferien.
  3. at mine børn har nogle søde, dygtige og engagerede lærere i deres klasse. Vi var til skole/hjem samtale i går, og det er altså skønt at ens børn har nogle gode lærere, hvor man kan mærke, at de brænder for deres fag.
  4. at det bliver lysere dag for dag og at vejret indimellem har vist sig fra den fineste frostklare side med blå himmel de sidste dage. Vintergækkerne titter frem og jorden er hård af frost. Det er helt som det skal være, og det gør mig glad. Samtidig er forventningens glæde over det kommende forår og derefter sommer også virkelig begyndt at kunne mærkes.
  5. at have fundet en ny lækker hudplejeserie, som jeg forkæler min vinterhud med. Jeg købte i starten af januar en beauty sleep maske fra Amazing Space og har netop købt ansigtsrens, mist og en dagcreme hjem fra samme mærke, som jeg glæder mig til at få leveret i dag og forkæle mig med. Jeg bruger altid helt op, inden jeg køber nyt og det passer næsten altid med at jeg kan bruge det hele op på en gang, da jeg godt kan lide at skifte lidt mellem forskellige serier fra gang til gang.
  6. at tænke på vores hyggeaften i går –  da vi købte pizzaer med hjem efter skole/hjem samtale og spiste dem foran fjernsynet, mens vi så et afsnit af badehotellet. Det er virkelig sjældent, vi har sådan en TV-dinner, men det er jo netop dét at vi sjældent gør det, som gør sådan en aften til noget særligt, sjovt og hyggeligt.
  7. at tale rejseplaner og rejsedrømme med Martin. Rejseaktiviteterne har været på lavt blus sidste år, men vi begynder at mærke rejselængslen igen og planlægger så småt på en tur til Holland i april.
  8. at jeg efter en periode i starten af sidste år, hvor jeg synes det var svært at holde ordentligt fri og koble helt af, nu har fundet en dejlig ro og balance ift både at kunne arbejde igennem og holde helt fri. Hver ting til sin tid … – og det er godt, at kunne gøre begge dele ordentligt.
  9. at jeg er blevet helt okay god til at komme i seng i ordentlig tid og prioritere at få sovet nok og godt. Jeg sov så godt i nat, og det gør mig glad og veludhvilet i dag.
  10. at både Johan og Julie har den samme glæde ved læsning, bøger og fortællinger, som jeg har. Det er så enormt hyggeligt, at de også nyder at læse bøger.

Det kunne være så hyggeligt at høre om 10 ting, der gør jer glade i dag
– så del endelig i kommentarfeltet ♡

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • Line Rotenberg:
    30. januar 2019 kl. 19:29

    Hvor er det en skøn liste, hvor du viser, hvordan glæde kan findes i alle de små ting i livet og selvfølgelig i de helt stor. Meget varmt og livsbekræftende.

    • Ann-Christine:
      31. januar 2019 kl. 10:50

      ♡ Tusind tak for din søde hilsen

  • June Østergaard Nielsen:
    28. januar 2019 kl. 11:20

    1. Mine sønner på 35 og 31 år, som giver mig glæde og påskønner alt det
    jeg og deres far har gjort for dem. Og en dejlig og sød svigerdatter.
    2. Vores 2 børnebørn på 2½ og 4½ år som vi får lov at passe hos os med
    overnatning og leg.
    3. At jeg kan efter at have arbejdet fra jeg var 17 år, fik stress mm. og nu
    kan være hjemmegående (uden offentlige ydelser), som 59-årig, min
    dejlige mand tjener til os.
    4. Min strikkeklub på 14, som jeg startede for 2 år siden, kvinder på ml.
    53 år og 86 år, stor varietet af uddannelse baggrund og oplevelser – vi
    snakker nok mere end strikker hos mig (jeg har plads til os alle i min
    stue).
    5. Har dejlige veninder fra jeg gik i 1. klasse/4.klasse og mange fra jeg var
    20 år gl. – venskaber der holder og nye kommet til. Og en herlig
    ‘halvsøster’ der er svensk, og vi ligner hinanden i sind.
    6. Har min mor ofte på besøg i 1 – 2 uger ad gangen – ca. 10 gange om
    året og at min mand er glad for hende – og at hans mor også ofte er
    her på besøg, og som altid er gæstfri.
    7. At vi har en lang historie med familieferie med campingvogn, med
    alle forældre og børn i sin tid – nu har vi haft den glæde at holde en
    ferie sydpå med børn og børnebørn.
    8. Vores dejlige hund som er 10 mdr. – så nem
    9. At vi bor ved skov og strand og har lille hønsehold.
    10. At kunne gå på begge ben – stå op om morgenen og være ‘frue i eget
    hus.
    Er vild med at lave mad, bage – tak for at du lige slog dette op – så vågner man lidt op og ser det positive og alt det man værdsætter, god læring. Jeg tyer altid til dine opskrifter – rigtigt gode samt videoer og din hjemmeside er meget fin – tak for det :)

    • Ann-Christine:
      28. januar 2019 kl. 20:46

      Sikke et par håndfulde livsglade punkter og en dejlig liste at dele ♡
      Tusind tak for du deler og for din søde hilsen
      Kh AC

  • Marianne:
    27. januar 2019 kl. 18:54

    Tak for et rigtig godt og inspirerende indlæg!

    Jeg glæder mig over:
    1. Det skønne snevejr her i København i går og at sidde indenfor og nyde at se sneen, der faldt udenfor.
    2. En dejlig gåtur i snevejret og at høre sneen knitre/knirke under fødderne!
    3. At fastelavnsbollerne allerede er fremme hos flere bagere og at jeg allerede har nydt nogle :)
    4. At Januar næsten er forbi og dermed er vi tættere på foråret.
    5. At ‘Badehotellet’ starter med nye afsnit i morgen aften!
    6. At jeg har købt en ‘Parkbillet’ i år, for nogle uger siden, hvor jeg kan komme på 6 forskellige museer her i København, indenfor 1 år :D
    7. William Morris udstillingen, som kommer snart – i midten af februar – på Nivågaard museet!
    8. Et nyt år, der næsten lige er begyndt, fuld af masser af muligheder for oplevelser og Glæde!
    9. En nylig færdiglæst bog ‘Belgravia’ af Julian Fellowes – som virkelig kan anbefales :)
    10. Snart at kunne købe din nye kogebog og fortsat blive inspireret af dig, endnu engang (har din første kogebog også, som jeg stadig er meget glad for!)

    • Ann-Christine:
      28. januar 2019 kl. 20:31

      Sikke en skøn liste, jeg hepper også på lidt mere snevejr inden foråret melder sig. Synes det er så skønt med frostklare dage og store flotte snefnug.
      Rigtig skøn aften til dig og tusind tak for at dele og for din søde hilsen :)
      Kh AC

  • Vis alle 31 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.