For 3 år siden læste jeg Sandheden om Harry Quebert sagen, som jeg var meget betaget af og også kunne læse i kommentarfeltet under min anbefaling af den, at I havde det helt på samme måde.
Det er altså virkelig en glæde og fornøjelse at dele bogoplevelser med jer her på bloggen. Er taknemmlig og bliver inspireret over alle vores gode bogsnakke i kommentarfeltet. At læse er jo ellers lidt en solo-oplevelse i øjeblikket – at dele læseoplevelser, tippe om gode bøger og give bøgerne et par ord med på vejen, det er så hyggeligt at være sammen om og mange af de bøger jeg selv læser er nogen I har tippet om den anden vej.
Bogen om Baltimore familien er én af dem. Jeg havde ikke set at Joël Dicker havde skrevet endnu en bog, før en af jer tippede mig om det – og den blev jeg selvfølgeligt nødt til at læse, når jeg nu var så begejstret for den første.
Som først nævnt, så har jeg læst de to bøger med 3 år imellem. Selv om hovedpersonen er den samme i begge bøger, så er historien en helt anden og man kan fint læse dem helt uafhængigt af hinanden.
Jeg er begejstret for flere ting i disse bøger.
Dels så er sproget, handlingen og fortællingen ret anderledes end mange af de bøger jeg ellers læser.
Dét er rart og forfriskende!
Jeg læser gerne lidt over en bog om ugen i snit, og det kan indimellem være svært at komme i gang med en ny bog efter en særligt god bog, hvis de minder lidt for meget om hinanden i stil og sprog. Ved begge bøger fra Joël Dicker, holder jeg meget af den særlige evne der er til at bygge et plot op og give historien uendelig mange lag – så man ikke har en jordisk chance for “at regne den ud” før historien afsluttes af forfatteren.
I bogen om Baltimore familien, følger vi Marcus Goldman, som er taget til Florida for at skrive sin nye bog i nærheden af sin afdøde onkels gamle hus. Marcus er selv vokset op i New Jersey, men besøgte i ferier sin onkel Saul, Tante Anita, og sin fætter Hillel og drengen Woody, som familien i Baltimore havde taget til sig som sin egen.
I barndommens skær og betagelse var Baltimore familien blevet til noget ganske særligt, en familie med et ekstra gear, flere ressourcer, mere lykkelige og et ekstra overskud … Gennem bogen filtrer Marcus historiens mange tråde fra hinanden og åbner gennem fortællingen hver en låge, der skal finde frem til baggrunden for hvad der skete før katastrofen i 2014 …
Har I læst den?