I går forkælede jeg mig selv, tog computeren under armen og gik ud i det lune efterårsvejr for at arbejde og spise lækker frokost på Nordlys Café og Spisehus på Østerbro. Efter en lidt travl periode trængte jeg til forkælelse og en rigtig god frokost – og god mad, det får man på Nordlys.
Jeg har været på Nordlys flere gange. Vi bor ikke langt derfra og jeg elsker den gode mad, som der godt kan være lidt langt imellem på Københavnske cafeer. Siden de for længe, længe siden serverede en perfekt, nybagt lun crossaint til min café latte (ren lykke at få så god en croissant) har jeg nok haft lidt højere forventninger til maden der og er alligevel aldrig blevet skuffet. I går var jeg sulten og bestilte deres ‘Nordlys’ Burger med en grillet oksefilet i den sprødeste lækreste burgerbolle, salat krydret romescosauce, jalapenos, stegte kartofler og chili mayo. Mums, prøv den burger – det er den bedste café burger på Østerbro.
Efter at have spist en god frokost og arbejdet lidt mere, havde jeg lyst til kaffe og chokolade. Jeg har ofte lyst til chokolade og især efter frokost. De fleste dage ignorere jeg dog den søde tand, men nu jeg var i gang med selvforkælelsen … Jeg fik lov at købe et halvt stykke kage og valgte krydderkagen som så uimodståelig lækker ud. Selv om jeg egentlig i første omgange havde haft lyst til chokolade, så fortrød jeg ikke valget.